The Project Gutenberg EBook of Slgten, by Gustav Wied

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Slgten

Author: Gustav Wied

Release Date: October 1, 2011 [EBook #37594]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SLGTEN ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: Gesperrt i originalen er angivet med _ i
denne e-bog. benlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er
i vrigt bevaret. Enkelte steder er anfrselstegn vendt om for at
ensrette brugen i forhold til resten af bogen.




 SLGTEN


 ROMAN

 AF

 GUSTAV WIED


 TREDIE OPLAG


 KBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN)

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1898


 RETTEN TIL OVERSTTELSE FORBEHOLDT




Baroniet Nsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst
var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af
Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders
firsindstyvende Aar.

Frst paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre,
at Slgtens Besiddelser var ved at gaa al Kdets Gang.

Syv jvnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.

Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord
paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.

Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Nsset
tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.

Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den
stlige og vestlige Flj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tmmer
til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Nsset
med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.

Og den Dag, han erholdt Patentet egenhndig underskrevet af
Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ldste
Sn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der bekldte en Slags
Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham
saalunde:

-- Hrm! Lykken har paa lnge ikke vret os v. Leunbachere gunstig,
min kre Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrkke vret noget
uheldige! ... Aa, rk mig det Glas Kognak, min Dreng! -- Tak! ... Og,
hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desvrre ikke i
Stand til at efterlade dig vor Fdrenearv ubeskaaren! Men har vi
derfor besluttet at gre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har
gjort Nsset til Baroni og dig til Baron! -- -- Hans Majestt, vor
allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te
Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron,
min Dreng; og Tegnelrer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have
konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os ... hrm! -- -- Ja gaa
saa kun over i dine Vrelser igen! Og Gud vre med dig!

-- --

Min Dreng var dengang noget nr 60 Aar og forlngst Fader til
Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der gtede sin Kusine Juliane
Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth
Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuvrende Bruger
af Baroniet), og en yngre Sn Hannibal Hieronimus Levenkofph
Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Dtre, som ikke interesserer os.

-- -- --

Om Slgtens to frste Baroner er her kun at meddele, at Helmuth
Hieronimus i en jeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortslge den
pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeall, som frte fra Nssets
Grnse mod Syd lige op til Indkrselsporten ... Og at Hannibal
Hieronimus (altsaa ham der gtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved
hende blev Fader til _vor_ Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i
en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden flgende
Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetmmer, som havde
stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han
paastod, at disse Bjlker vare for svre. At de tog Pladsen op for
Sden. Gjorde Laderne for smaa! -- Hvorfor han lod dem erstatte af
tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.

Og saa dde han.

Han stod i tvende Dgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev
derpaa bisat i Familiebegravelsen i Nsgaardenes Sognekirke. En uhyre
Frokost paa 2  300 Kuverter blev givet paa Nsset. Hans L'hombre- og
Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange jne vare
vaade.

Hvornst Helmuth Hieronimus, _vor_ Helmuth, succederede 35 Aar
gammel.

-- --

I de frste Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse
Juliane paa Slottet hos Snnen. Og de havde det udmrket sammen. Han
tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun srgede som
hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.

Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesg i Kbenhavn traf
Fru Alvilda Raskowitz, fdt Rosenvinge, af de Rosenvinger til
Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.

Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.

Men da hun allerede tidligt var hrdet i Livets Digel, gjorde hun det
til at begynde med uden at kny ....

-- --

Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:

Efter en Barndom i nsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter
en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift
med sin Ftter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Nsset. Han var
dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjrn i en Honningkage.

Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.

Hun _skulde_, sagde hendes fortrffelige Moder, der sad hen med seks
ugifte Dtre.

-- Nej! sagde Juliane.

Men saa blev Putten sprret inde.

I fjorten samfulde Ntter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt
Loftsvrelse. Fde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen.
Hvorpaa Dren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besge
hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et
smitsomt Halsonde. Bger fik Juliane ikke at lse i, Haandarbejde
ikke at sysle med. Alle Mbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse
af en stivrygget Stol og en Seng.

Og Aften efter Aften mdte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige
Datter, om hun _nu_ vilde gte sin kre Ftter og blive Herskerinde
paa Nsset.

-- Nej!

I tretten Dgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften
gav hun sig over.

Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med
Ftter Hannibal og var nu hans retmssige Baronesse for Gud og
Mennesker.

-- -- --

Til at begynde med grd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte
sig, halvt rd og halvt fornrmet, i Slottets mest afsides liggende
Vrelser.

Men saa en sknne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig!
At grde og klage var kun lidet underholdende i Lngden. Og det
delagde desuden hendes Teint ....

Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle
Borg. Giger og Fljter rrtes, og muntre Fdder strg hen over
Riddersalens knagende Gulv!

Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal
solgte gladeligen Egetmmeret i sine Loer og Lader for at klde hende
op i Zobel og Maar!

-- -- --

Og Tider kom, og Tider gik.

Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i
Aarenes Lb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ndrede ikke hendes
Syn paa Livet. Hun overlod Brnene til Ammer og Barnepiger og red og
krte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om
Ntterne var hun enten selv Vrtinde, eller hun fejredes af Mnd og
Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gstelagenes stolteste Frue. --

Og da hendes Hannibal omsider, iflge Naturens og sit Adelspatents
ubrydelige Love, blev mt af hende og begyndte at sge fremmede
Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun
havde for lngst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at
kunne forfrdes og forarges ....

Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin
Optrden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Brn og holdt sig en
Del inden Dre.

Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religisitet. Men det
fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen
mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk
Natur.

Og da Manden dde, og Snnen overtog Baroniet og senere gik hen og
forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa
Nsset var slaaet.

Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det
smmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.

Men hun glemte aldrig, at hun _havde_ vret Dronning. Fra Slottet var
hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit
allerfrste Mde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder
rundt paa Egnens Proprietr- og Prstegaarde krvede hun samme
Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse
Eksistenser den re at bevrte dem ved sit Taffel i Slottets
hundredaarige Spisesal.

Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsls
renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optrden, holdt hun alle
oprrske Sjle i knurrende Ave ....

--

Men her vil vi slutte Forhistorien.




Der var opfrt tre reporte: Een midt i Landsbyen mellem
Prstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grnse, der hvor den
nyplantede Poppelall begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens
Indkrselsport.

De bestod alle af lysegrnt Bgelv isprngt med smaa Papirsfaner.
Lvet havde vret ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget
af Junidagens Sol.

Klokken var tre Eftermiddag.

-- Nu kommer de! raabte Prstens Clara og for ned ad Udsigtshjen,
saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og
Straahatten flj hende af Haaret og blev liggende som en
blomstersmykket Oase midt i Grusgangens rken.

Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.

-- Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige
inden for Havestuedren.

-- Sig det til Far! sagde Prstekonen og hvede sig ilsomt fra
Sofaen.

Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en bld, hvid Dejg
tilsat med rigeligt Grstof.

I Dagens Anledning var hun ifrt en storternet, nystrgen Sirtses
Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt
understsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og
Dyrskuer.

Clara flj hen til Studerevrelsets Dr, som hun gav sig til at hamre
paa med begge Hnder:

-- Der er de, Far!

-- Nu kommer jeg! ld Prstens Rst indenfor.

-- Vi gaar op paa Udsigtshjen! meldte Fruen henvendt til Dren --
Hvor er min Hat, Clara?

Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.

-- Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt
allerede ved Tanken om at skulle flges med Datteren -- Dmp dig! Det
maa se ud, som om vi ganske tilfldig befandt os deroppe! -- -- Min
Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nddegangen.

-- Ja, den flj af mig fr! lo Clara og anbragte Hatten paa dens
rette Plads.

-- Du ligner ikke _min_ Familie! sukkede Prstefruen og steg pustende
op ad Hjens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bnken --
Desvrre! ld det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet
Ballonen.

Heroppe fra Bnken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen,
der frte gennem Landsbyen og ind til Kbstaden.

-- Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.

Lige over for Prstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en
Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit rde Tag. Og den skinnende,
blaahvide Himmel dannede Baggrunden.

Og nu i Dag indrammedes oven i Kbet det hele lille Billede af
reportens Bgelv.

-- Men hvor _bliver_ dog Far af! udbrd pludselig Fruen. -- Der
kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa vre her alle!

En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus
nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes slvpletterede Seletj
blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Tr paa den
hje Buk.

-- Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden,
da Vognen drejede.

-- Lige idet de krer ind under reporten, rejser vi os! nikkede
Pastorinden -- Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg
ikke har faaet mit Strikketj med!

Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nddegangen.
Frakkeskderne stod ud i Luften efter ham.

-- Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af
Bnken, da han vilde stte sig ved Siden af hende -- med Clara
imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.

Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.

-- Lige idet Vognen ruller ind under reporten, rejser vi os og
hilser. Men ikke for dybt!

-- Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.

-- Naturligvis har hun sit Barn med, ja!

-- Det er han kommen nemt til! sagde Prsten. -- Selv faar han vist
heller ingen.

-- Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.

-- Han er for fed, min Stump.

-- Adolf! ld det advarende fra Fruen.

-- Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara
fornrmet.

-- Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.

Men Clara lagde sig klent op til sin Fader og hviskede:

-- Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?

Prsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:

-- Jeg tr ikke for din Mor! sagde han -- hun er Romantiker. Hun tror
endnu, at de smaa Brn kommer ud gennem ret!

Fru Mascanis store, blde Butterdejgsansigt bvede, og hun skulde
lige til at svare, da Clara i det samme raabte:

-- Der er Vognen!

Og der ld et smldende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa
Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolgning.

Prstefamilien rejste sig og strakte Hals.

-- Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to
Grene.

Saa ld et nyt Knald, og Vognen krte ind under reporten.

-- Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse!
ld det fra Udsigtshjen, hvor Prstefamilien stod og kniksede og
vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.

Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hrte Baron Helmuths
dybe Stemme raabe:

-- Tak, Tak, Hr. Pastor!

Og saa skjultes Kretjet af Havens Trer.

-- Hun var nydelig! udbrd Clara.

-- Ja nydelig! gentog Pastoren.

-- _Malet!_ sagde Fruen, og Gren i hende ligesom hvede sig.




Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mnd, Kvinder og
Brn stod i Dre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede
dumt ....

-- Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud
med Haanden, da Ekvipagen krte ind under report Nummer to.

-- Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i
Efteraaret med Moder.

Pause.

-- Lige herfra og op til Gaarden har vret en voldsom storartet
Lindeall! begyndte Baronen igen.

-- Saa--aa?

-- Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trngte til Penge
... min Fars Far.

-- Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og
pegede.

-- Der bor vores Skovfoged.

-- Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?

-- Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene
oppe paa Gaarden, Jens?

-- Ja, Hr. Baron!

Kusken svarede uden at rre sig. Han lftede bare Piskeskaftet op til
Hatteskyggen.

Saa krte man igen en Stund af Sted i Tavshed.

Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af
og til, naar Vinden bevgede Trerne, saas et Blink af en
solbeskinnet hvid Mur.

-- Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og
skudrede sig.

-- Ja, man sover aldrig godt om Bord.

-- Nej, Kjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i
sin egen gode Seng, hva' Vildemor?

Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede
Bjrnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om
den gr sig skyldig i en Forseelse eller ej.

Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.

Det var nsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne
diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rdmede af
Glde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at krtegne
hendes Haandled oppe under rmet, der hvor Handsken endte. Og hans
Stemme dirrede af Bevgelse, da han sagde:

-- Jeg laa og lngtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet,
Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte
gaa til ... ikke maatte ... saa _har_ jeg heller ikke!

Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:

-- Du er dog saa ... massiv, Helmuth!

Baronen saa ganske betuttet ud og skvede op til Bukken, hvor Kusk og
Tjener sad med stive Rygge.

Saa strg han hende ned over Armen, saa bldt han formaaede:

-- Ikke vred, lille Vildemor! bad han med klen Stemme -- Jeg troede
jo ... jeg mente jo, at du, der har vret gift fr ....

-- Men saa hold dog engang op! afbrd hun ham.

Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjrnenaivetet.
Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune jne og hele Ansigt
af Fryd.

-- Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!

Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.

Alleen gjorde en Svingning, og Vognen krte nu frem mod den hje,
hvlvede Indkrselsport, som gennem Ladebygningen frte ind til
Avlsgaarden.

Portbuen var smykket med Bgelv og Flag.

Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmnd med
deres Koner og Brn opstillet. Mandfolkene til hjre og Fruentimmerne
og Brnene til venstre.

Saa snart Skaren fik je paa Kretjet, gav den sig til at vifte med
Hatte, Huer og Trklder og brd ud i et brlende Hurra.

-- De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.

-- Naa--aa, mente Helmuth -- det er nok snarere Risengrden og
Kalvestegen, de raabe Hurra for!

Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.

Alle var de i Kisteklderne.

Forvalteren havde nystrget Krave paa og hjrdt Slips. Mejeristens
var derimod grsgrnt.

-- Lnge leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud!
brlede Forvalteren.

-- Hurra--a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og
Trklderne.

-- I Fryd og Velstand svve! peb Mejeristen.

-- Hurra--a!

-- Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.

Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit
kniplingsbesatte Lommetrklde, der ikke var strre end en god
Desserttallerken.

Saa buldrede Landaueren ind under Porthvlvingen og frem igen hen
over Avlsgaardens toppede Brosten.

Og der laa saa Slottet lige foran dem.

Baronen bjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et
lysende Blik.

Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vldige Faade og sit hje,
kobberhngte Taarn, hvis verste, hvide Murkant og spidse, irgrnne
Tag lyste i Eftermiddagssolen.

-- Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.

Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Strrelse rigtig gik op
for ham ....

Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede
Lindetrer. Tre paa hver Side med to rdmalede Hundehuse imellem for
at markere Gennemkrselen.

Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvlvingen nede ved
Alleen, var Lnkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu
vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jrnkder og glammede
op med deres Stemmer, som var ganske ru og hse af mange Aars
Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.

-- Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.

Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.

-- Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod
Indgangsdren i Taarnet -- Men hvem er det lille, underlige Vsen,
der staar bag ved hende?

-- Det er jo den dvstumme!

Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Krebane omkring
Borggaardens grnne Plne, kom en blankbrun Hest farende frem fra
Haven bag Slottets vestre Flj. Uden Grime og uden Seletj var Dyret;
dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der flj en Regn af Sand
og Smaastene frem under dets Hove.

Da det fik je paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og
udstdte en hj, prustende Vrinsken.

-- Satan osse! brd det ud af Baronen -- nu er Hejmdal kommen ls
igen! Hva' _er_ det for noget Smleri!

-- Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte
ganske at lfte Pisken -- For den nrmer Hoppe er villig.

Hingsten vrinskede paa ny, og den nrmer Krehest svarede med en dyb,
gurglende Lyd, der ld som en Kalden.

Vognen var standset.

Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede ls. Men det var,
som Dyret ikke hrte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene
og gik nogle Skridt fremad i al sin Vlde: dets jne skinnede, dets
ren stod strittende oprejst, og ud fra dets rde, opspilede Nseboer
stod der en tt, fin Damp som to Sjler frem i Luften.

-- Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.

-- Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.

Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et
uartikuleret, underligt, hst Skrig. Det kom fra den dvstumme, der
samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.

Enkebaronessen derimod blev staaende hj, matronebred og imponerende
foran de aabne Dre og raabte med en dyb, mrk Stemme, der var vant
til at byde og blive adlydt:

-- Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham vk; ellers
risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!

Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle
Jrgen, kom lbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare
Strmpefdder og uden Hat.

-- Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i
Mde, mrkerd i Ansigtet af Vrede -- Kan din gamle Idiot ikke passe,
hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Ln for?

-- Han har smjet Tjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jrgen med
rystende Gammelmandsstemme.

-- Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og lg det paa ham!

-- Jovel, Hr. Baron, straks!

Jrgen stod med Tjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten,
der, i samme jeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af
den nrmer Krehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed
krtegnende i Manke og Hals.

-- Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strg Dyret ned over
Bringen.

-- Bare den ikke gr en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.

-- Den kender ham! sagde Baronen.

Og virkelig havde Jrgen faaet listet Tjret paa Hingsten.

-- Vv det om Tret der! sagde Jens oppe fra Bukken.

-- Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til
Stede. Og Tjret blev slynget to--tre Gange om det nrmeste Tr.

Saa slog Kusken et knitrende Kald, Krehestene sprang frem, og
Landaueren rullede op for Portalen .....

-- H! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa
og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plder og Rejsetpper --
H, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!




Et Par Timer senere.

Enkebaronesse Juliane kom gaaende hj og statelig ned gennem
Riddersalen og ud i Galleriet, en lang, fliselagt Forhal, der frte
fra Dagligvrelserne over til Slottets vestre Flj, hvor
Gstevrelserne fandtes.

Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de strkt buede
jenbryn og den store, krumme Nse.

Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i
lutter smaa, stive Krller det ganske Hoved over.

Malet i Fljelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt,
gammel Raadsherre!

Men nu var hun imidlertid ifrt en sgrn, langslbet Silkekjole,
besat med ttte Rkker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og
syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halvrmer
og spidst nedlbende Liv. Armene var ngne fra Albuerne. Hvide, runde
Arme; men nogle underlig store, rde Hnder.

Smykker bar hun: Armringe, Kder og Brystnaale, een oppe i Halsen og
een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde
hun alle Fingrene besatte. -- En Taterdronning lignede hun, der
gldes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld
og gte! .....

Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips
ved Fljdrene ind til Spisesalen.

Da Enkebaronessen nrmede sig, slog han dem op paa vid Gab.

-- Er min Sn og hans Kone endnu ikke kommen?

-- Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!

-- De ved vel, at der er rettet an?

-- Ja, jeg har meldt det!

Den gamle Frue lagde sin hjre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:

-- Nu er min Tid forbi her paa Nsset, Niels! sagde hun.

Niels smilede diskret:

-- Enkebaronessen ser vel jvnligt ud til Herskabet ....

-- Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at
alle de stive Krller dirrede.

Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.

Og Niels skd Drene blidt til efter hende ....

En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge
Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.

Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set
ned i Haven.

Og i et kort Sekund mnstrede de to Damer hinandens Toilette.

Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Lber:

-- Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!

-- Jeg be'er!

Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og
Rdvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.

Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nd
ikke meget.

Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.

Niels gik lydlst rundt og vartede op.

-- Naa Helmuth, sagde den gamle Frue -- nu er du vel glad, min Dreng,
at du har faaet dig en Kone?

-- Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden
-- Og Vilde er saa god og saa smuk!

Baronesse Alvilda bjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.

Ja, smuk var hun ungtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der
faldt lst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mrkeblaa,
ttsluttende Silkekjole endte med en hj, stiv Linning oppe i Halsen.
Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt,
som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.

-- I havde vel hver sin Kje i Nat, stakkels Brn? spurgte den gamle
Frue pludselig.

Baronen brast ud i en hj Latter.

-- Ja Herregud! sagde den gamle stdt -- man kan vel tale! I er jo da
konfirmerede begge to!

-- Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i
Salonerne ovre i Kbenhavn.

-- Eller i Buda-Pest! indskd Enkebaronessen.

-- Mor! sagde Snnen haardt og slog Haanden i Bordet.

Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til
Desserten.

-- Sknk Sherry rundt!

Der blev sknket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.

-- Jeg tnkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.

-- Vi savnede ogsaa Svigermoder ....

-- Helmuth vilde jo ikke have mig med.

De unge rdmede.

-- Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at vre sammen med din Familie,
lille Alvilda!

-- Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede
Baronen. -- Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.

-- Jeg kunde da ikke rasle ind i de ngne Stuer!

-- Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar
du skulde bruge.

-- Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!

-- Jamen, naar du nu faktumsk ikke _har_ Raad!

-- Jeg skal med Guds Hjlp aldrig falde dig til Byrde!

Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krllerne hoppede.

-- Skal vi saa nske Velbekomme! sagde hun og skd Stolen haardt
tilbage.

Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fljdrene.

Og Baronen bd med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og
frte dem ud.




Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Vrelser i Fljen bag
Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmrke Dagligstue, hvor kun en
enlig Lampe brnder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved
Kaminen.

-- Jeg glder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i nste
Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at vre paa Landet!

-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lnestol og ser mrkt
frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig
selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i
Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

-- Aa, Karen kan vel ikke genere!

-- Ni ... Men hun deler dig, lille Vilde!

Helmuth rejste sig og gik hen og stttede Armene mod Ryggen af
Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

-- Er Klokken saa mange?

-- Den er ti.

-- I Kbenhavn gik vi frst i Seng Klokken tolv.

-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og
saa ... og saa lnges jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det
ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var
ved at skrige.

-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

-- Jamen du er jo dog min egen, lille sde Kone, Alvilda! han lagde
Armen om hendes Liv -- Er du ikke?

Hun stod rank og hj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

-- Skal jeg gaa ind og klde mig af frst? spurgte han klent
hviskende.

Hun nikkede stille og skd ham lmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forlb, da alt var blevet stille inde i
Sovevrelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --

Dette var de nygiftes frste Dag paa Nsset.

-- -- -- --

Men ovre i det grnne Gstevrelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse
Juliane i samme Time halvt afkldt foran Toiletspejlet med en ikke
ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en hj til jemedet konstrueret Skammel stod den
dvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis
for at faa Papir nok.

-- Naa, Stasia, ld det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet
-- saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa
Baronessens Ansigt, saa Lbernes Bevgelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de frte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle,
og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage,
hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mle et Ord.

Den dvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt
Strygejrn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele
Dgn sin Pige inde i det store, rde Kldeskab, der stod i en Krog
oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde
Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den dvstummes pluskbede
Gammelkoneansigt stirrede hende i Mde med det vandkmmede, hrgule
Haar klappet tt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den rde
Brystsljfe, jeg har lovet dig!

Stasias jne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle
Edderkoppeben rundt oppe mellem Krllerne.

Denne samme rde Brystsljfe havde Pigebarnet alt vret Ejerinde af
talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to
Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste
Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!

Den dvstumme hoppede adrt ned fra Skammelen og hentede hurtig en
hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet
og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun
sig pludselig om og sagde:

-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?

Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en
haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! ld det haardt --
Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke
endnu! ... Lad os saa komme i Seng!

Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen
over Kjolelivet oppe ved Halsen.

-- Skal vi kvle hende? spurgte den gamle.

Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun
glattede et Baand til Rette.

-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!

-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hgtes af.

Den gamle Dame smilede overbrende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede
den messingbeslaaede Dragkiste:

-- Her er den! sagde hun og rakte den dvstumme en stor, hjrd
Silkesljfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i
Morgen, Mamsel!

Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.

-- Kld sig saa af!

Og lydig gav den lille sig til at affre sig sine Klder.

Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.

Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af
Vinduerne, hvis verste Haspe (den nederste manglede som paa de
fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bjede sig halvt ud over
Karmen:

-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.

Den dvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvinejne og
viste i et bredt Grin alle sine Tnder.

Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa
besindede hun sig og sagde haardt:

-- Lad vre med det Fjs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!

Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis
Sengested fuldstndig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhng.

Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mrkt
Mahognitr; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jrnseng
til Stasia.

Lidt efter listede ogsaa den dvstumme sig ind bag Forhnget. Hun
svmmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhrt
hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den hjrde, gloende
Silkesljfe.

-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder
sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!

Saa blste hun Lyset ud, og i Skret af den osende Tane saa man to
Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Dde.

Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen
Rotterne.




                           Slottet Nsset, d. 4. Juli 18....

    Kre lille Moder!

  Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil,
  for at fortlle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft
  saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg
  ogsaa vente et Par Dage for at fortlle Dig, hvorledes jeg synes
  om det her. Karen var slet ikke ssyg paa Turen, men naturligvis
  jeg, og hun var saa sd og krlig imod mig, det lille Skind, saa
  jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede
  midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land,
  det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Nsset, en fin
  Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par
  dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen
  var saa glade ved at se hinanden, at jeg flte mig helt tilovers.
  Men da vi frst kom op i Vognen og krte af Sted, saa var Hendes
  Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig,
  og om jeg nok troede, at jeg kunde fle mig tilfreds, og hvis
  der var noget, jeg nskede anderledes, saa skulde jeg bare sige
  til, for Meningen var jo, at vi skulde vre glade ved hinanden.
  Du kan ikke tnke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo
  sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig
  lide hendes jne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende
  slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen
  har vret gift fr med en striger? Det fortalte Karen mig paa
  Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade
  blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da
  vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg
  vilde nske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg
  tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tnke
  Dig, hvad det er for et underligt Vrelse, jeg har faaet, det
  ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar
  igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at
  jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i
  ligesom i en Kirke eller et Fngsel, og der er kun een af
  Ruderne, som kan lukkes op, saa der nsten ingen frisk Luft kan
  komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Vggen med nogle
  grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Vrelse
  tidligere har vret brugt til lklder, men Kakkelovn er der da.
  Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og
  jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned
  paa min Kuffert og grd, jeg kunde ikke lade vre. Nu er det jo
  lidt bedre med Humret, somme Tider! Og vil Du tnke Dig, vi
  holder ogsaa Skole hernede! Her er nsten ikke Plads til os.
  Mejeriforpagterens to Smaapiger lser sammen med Karen, saa vi er
  jo fire. Vi lser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa
  lser vi Lektier. Vi spiser frst til Middag Klokken 6 og drikker
  Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er
  saa tyk, og Du kan ikke tnke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er
  vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og
  Tvillingerne tilsammen. Karen gr Nar af ham, men det har jeg
  naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa frste Sal,
  der er 42 Vrelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke
  begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede
  Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Brnene har godt af
  at sidde og lse i saadant et lille Hummer. Vi har vret nogle
  Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Srlig er der
  nogle hje Skrnter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende.
  Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille
  Straahytte med Trborde og Grsbnke, der har vi drukket Te en
  Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mgtigt
  Taarn paa, og Dagligvrelserne, der er to Dagligstuer og Hendes
  Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere,
  de er saa hyggelige med gamle Mbler og Tpper og Malerier. Og
  vil Du tnke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades
  Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt
  lille Vrelse. Men saa forfrdelig rig kan Baronen da ikke vre,
  for det er nsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler,
  og Drene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere
  Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der
  mange af, jeg kan hre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen
  ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gr
  mig jo Umage for ikke at lade mig mrke med det. Men nu skal Du
  hre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde
  stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og
  jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa flte omkring dernede,
  saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad
  det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbrrene og
  syntes, den var saa sd. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle
  Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med
  den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun
  fortalte det ved Frokostbordet, skndte Hendes Naade da ogsaa paa
  hende; for tnk, om det havde vret en Hugorm! Karen vidste jo
  ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har
  jeg da lrt hende det. Vi har ikke vret paa Visitter endnu, men
  Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Prstegaarden. Bare
  der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det
  er der vel nok i en Prstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem
  til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gre, og
  det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte
  om, at jeg sagtens kunde vre glad, at jeg havde faaet Plads hos
  saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er
  ganske anderledes, end vi tnkte os det. Men nu er jeg her jo, og
  maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan
  sidder ved mit Sytj ude i Haven, og Karen lber og leger, og
  Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Trerne, saa tnker jeg
  altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi
  havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt
  sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en
  Drm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg vre sammen med Dig og
  Fader og Brnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en
  Tur sammen paa den lange Dmning ud til Stationen for at se, hvem
  der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfrdelig meget
  af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i
  Kbenhavn alene; jeg er vis paa, at jeg kunde vre langt
  nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
  Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig
  noget om! det er Baronens Moder, en hj, smuk, gammel Dame, som
  bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom
  ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besg:
  Naa saa De skal vre Karens Lrerinde, min Gode? De ligner en
  syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem! Hun kan vist
  ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig,
  lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er dvstum, og som
  ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med
  hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Kretj! Hun kalder
  det Pagtens Ark. Ja, hun er en mrkelig Dame, og jeg skal nok
  fortlle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af
  Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde
  krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange
  Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra

                                       Din lngselsfulde
                                                      Kanin.

  Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!




Pastor Adolf Mascani til Nsgaardene og Utterslev var Sn af en
bekendt Kunstdrejer i Kbenhavn.

Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet
Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte gode
Tider -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade
han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske
Kvinder og var ved dem bleven Fdre til en talrig Brneflok, hvis
sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.

Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, nsten til
Sindssyge grnsende Heftighed og tidlig modnet, strkt udviklet Sans
for erotiske Glder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en
Krlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret
fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over
Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....

Den unge Mascani var, srlig i seksten, syttenaars Alderen,
vidunderlig smuk. En begejstret Svmmelrer havde engang paa en
Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette
Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.

Slank og velskabt var han som drejet i sin Faders Forretning, og
med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne
Ferskeners fljlsblde Ld. Hans jne var store, dunkle og
srgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af
sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvlende Maade at
slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mrke jenvipper,
idet han lod dem synke langsomt, stille, lydlst -- som Sommerfugle,
der dr. Hans Haar var blaasort og bldt med en egen fed Glans i
Skyggen og hngte i lse, bevgelige Lokker om hans Hals og Pande.
Nsen var let buet, gte romersk, med store, bevgelige Veje. Og hans
Lber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans
Lber rde! Og hans Tnder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.

Saaledes saa Adolf Mascani ud.

Dengang .....

Og saa tog han examen artium og skulde vlge sit Studium.

Lge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilfjede han:
_Kvinde_lge! Thi Kvinden, som Kn betragtet, var saa at sige gaaet
ham i Blodet. Sjldent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da
altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt
nede paa Bunden af hans Sjl, laa altid en ngen Kvinde og strakte
Armene ud mod ham. Og naar han frdedes paa Gaden, i Teatret eller i
Selskab, kldte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik
saa vidt, at han, naar hans Sstre gjorde Toilette, lurede bag Dren
ind til deres Vrelse for gennem Nglehullet at fange et Glimt af
deres hvide Lemmer.

Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Prst!

Det var hans kre Forldre, som nsten tvang ham dertil ved Bnner,
Forestillinger og Trusler, som Forldre ofte have for Sd.

Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver
over sit Studium.

Men jo flittigere han lste, desto klarere stod det for ham, at
alle hans Tilbjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu
lrte og senere skulde vre en Forkynder af. Og han blev til Tider
greben af en mystisk Skrk for sig selv, for sine Tanker og
Lngsler. Hele hans Studietid forlb under en oprivende Kamp mellem
Kdet og Aanden. Han grd, bad, fortvivlede og paalagde sig
Pnitensestraffe: piskede sin ngne Ryg med den Rem, han i sin
Skoletid havde haft om sine Bger, -- strg sig med brndende
Cigarer ned over Arme og Ben og tnkte i sine mest hysteriske
jeblikke paa at gilde sig.

Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervs
Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans
Modstandsevne og han sgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som
selv under hans dybeste Anger og Snderknuselse intet jeblik havde
ophrt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.

Og han mrkede da, at naar han sgte Kvinder, blev han roligere og
mindre nervs. Han kunde sidde paa sit Vrelse hele Dage og lse
flittigt. Og han blev god og omgngelig i sit Forhold til Forldre og
Sskende .... Det maatte altsaa vre hans Natur forndent at gaa til
Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde
intet uden af Gud!

Men saa lste han atter en sknne Dag i en af sine Bger en srlig
haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa
enhver Maade at dde sit Kd og forngte den gamle, syndefulde Adam,
som var af Djvelen, da Gud, den algode og alkrlige Fader, kun vilde
det bedste for sine Brn!

Og paa ny greb Rdselen ham; og han forsgte for anden Gang at berve
sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og
Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilfje ham alvorlig Skade.

En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstndig
rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslsning og blev Aaret efter
Kandidat med frste Karakter ....

I Lighed med sine andre Brdre rejste han saa paa en tre Maaneders
Tur til Italien for at hilse paa sine Fdres Land, som Faderen
udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slgtning i Neapel. Og
efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han
forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.

Men saa forelskede han sig i en sortjet og halvngen
Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nd og nppe
undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader,
flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forlb, som
Bestemmelsen var, tilbage til Kbenhavn.

Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansttelse som Kapellan hos en
gammel Provst ude paa Sjlland.

Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.

Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!

Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drmmende,
buttet, nordisk M med blaa jne, gyldent Haar og hvid og rd som
Mlk og Blod.

Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mrkjede Kapellan
-- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.

Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af
Hnde!

Flgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup
og fortrkke til et lille Prstekald paa Jyllands Vestkyst, som den
gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersn som Ln for tro
Tjeneste.

Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe
Nsgaardene og Utterslev Kald paa stkysten.

Kloge Mnd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en
krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde
komme til kort. I de frste Aar af deres gteskab levede Parret
nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin hvide Eva; og
hun saa en Gud i sin brune Adam. Og de kaldte indbyrdes deres
Sovekammer for Edens Have. --

Mange yndige Smaabrn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider
maatte anskaffe sig en Lrerinde.

Men hun blev Slangen i dette Paradis.

Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lrerinden blev
da jaget paa Porten.

Dette skete, som Eva laa med sin femte Datter, at Adam syndede.

Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt
Barnedaab og Forsoningsfest.

En ny Lrerinde blev engageret. Og alt var saare godt.

Indtil det en mrk Augustaften hndte, at Fru Johanne overraskede
Pastoren og Pdagoginden i et Lysthus i Haven.

Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!

Frst holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa
hun fluksen satte Lrerinde Nr. 2 paa Dren; og dernst lod sin Mands
Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Vrelse ved Siden af
hans Kontor.

-- -- --

I femten Aar siden hin mindevrdige Augustaften havde nu disse to
Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Prstegaard med
Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de
hvide, smilende Mure.

Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og vret grebet af
snderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar
Kdet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebrn,
naar de kom til ham for at sge Husvalelse i deres Sorger og
Bekymringer.

Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen
og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Dtre gifte! Og sknt
hun vel rimeligvis led ved sin Krligheds og sit gteskabs Forlis,
trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.

Sorg og Ulykke skal jo, iflge salig Falstaff, kunne puste et
Menneske op som en Blre!

De talte sjldent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var
det altid med en Understrm af Lyst til at sige hinanden Sandheder.
Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et
Opgr at rense Luften og etablere status qvo ante Lrerinderne, saa
stdte han altid paa et saadant Isblte af Haan og Foragt i sin Kones
Opfrsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i
Udbrud; eller han flygtede ind i sit Vrelse eller ud i Mark og Skov,
hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....

Men deres Slvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus
med Sang og Klang og Brn og Brnebrn og Gster fra nr og fjern. Og
Pastoren havde forret sin Hustru Tj til en Silkekjole, af saa svrt
et Stof, at en Forsoning imellem dem nr var bragt til Veje.

Men saa strandede den paa Bestningen!




-- Vil du tnke dig, Mama, det regner ned i Jomfruvrelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders
Toiletvrelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrd, lstsiddende Morgendragt
og rg Cigaret.

-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om
mod Datteren.

-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og lftede sine store, sorte,
fljelsblde jne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa
Sybordet!

-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte
Bordet og stte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen rgerlig
-- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og
gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydlst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa
Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke behandlet, saa hun saa en Del
ldre ud end lngere op ad Dagen .....

Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt
deres Indtog paa Nsset, at hun gldede sig meget til, at Datteren
skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man
Mrke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret
hendes Art af Moderkrlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde
taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mrkeligste Straffe for
Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til
en Drlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa vre enkelte andre Dage, da
Pigebarnet skulde frdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte
flge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den
ulykkelige Unge hvert jeblik overst med de lidenskabeligste Krtegn
og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde vre Fare for
en Mavebetndelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske
forkrblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, klede for
hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde
Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengld flyede hende,
saa vidt det paa nogen Maade lod sig gre, naar Moderen var i sit
onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den
ene Dr, naar hun hrte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa lb hun helst ned i Kkkenet til Pigerne, eller ned i
Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Kns,
der gik Jens Kusk og Jrgen Hingstepasser til Haande med at strigle,
fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletvrelse paa
Chaiselonguen og rg en Cigaret og havde Migrne.

Det havde regnet tt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da
ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa
Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener,
Mand og slvpletteret Seletj.

Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.

Saa en sknne Dag havde hun kastet sig over Husvsenet og havde
rumsteret i den Grad i Kkken, Klder og Spisekammer, at den gamle
Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

Dernst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt
i Slottets 42 Vrelser. De saa noget forsmte ud, opdagede hun.
Tapetet hang i Laser, Drene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke
aabnes. Men frend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde
hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til
sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gde, beskre,
omhugge Trer og anlgge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den
hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over
sine Toiletter:

-- Vi maa invitere nogle Gster, Helmuth! sagde hun en Sndag ved
Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserd, dybt nedskaaren
Silkekjole, der kldte hende fortryllende, men som kun kunde beundres
af hendes Mand, Forvalteren, Lrerinden og Karen -- Du er altid rundt
i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

-- Ja, inviter du vk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i
Munden -- Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og
Ftter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....

Dette laa Hendes Naade og tnkte paa, medens hun rg Cigaret og havde
Migrne.

Saa hrte man pludselig Baronen raabe med buldrende Rst inde i
Kontoret:

-- Niels!

Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne
nede i Tjenervrelset svirrede ved det.

Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

-- Hr. Baron!

-- Nu har du jo igen glemt at stte Badekarret under oppe paa Loftet,
din Snbel!

-- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre -- Nu er Regnen
jo forbi! -- Hvor Fanden gaar du rundt med ... med dit Hoved? Se her,
det gode, nye Tppe, forfrdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertppe, som laa under Bordet midt i
Kontoret. Dets ene Hjrne var ganske gennembldt af den Vde, der var
sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hvede Hans Hjvelbaarenhed Haanden som for at slaa
Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hrt Gemalen larme:

-- Hvad er der i Vejen, Helmuth?

Helmuth lod Haanden synke.

-- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tppet
der!

-- Naar vi har spist, maa De lgge det Tppe ud i Solen, Niels!

-- Javel, Deres Naade!

-- Er Frokosten frdig?

-- Om et jeblik, Deres Naade!

-- Gaa saa ned og ret an!

Tjeneren forsvandt.

-- Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

-- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gre i Stand!

-- Der er saa meget, der skulde gres i Stand!

Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

-- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....

Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

-- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Rsten klen.

-- Lidt Hovedpine ...

-- Aa Herregud! han bjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun
hurtig vendte til.

-- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme -- Den gr mig
altid saa nervs. Du raaber saa hjt!

-- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

-- Ja, ja, ja! ... Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om
rerne? Og nu vi faar Gster? Skal vi ikke forsge med Julius ogsaa?
Det kunde blive en pn lille Tjenerdreng!

-- Det Bondebst!

-- Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et
Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!

-- Ja--a, maaske ....

-- Synes du ikke, vi skulde prve ham?

-- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...

-- I finder saamnd _nok_ en! ... Kan han begynde straks i Morgen
tidlig?

-- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at _jeg_
vil ikke ha' noget med at dressere ham!

-- Nej, det skal jeg nok besrge! ... Du er en kr, lille Mand! endte
hun og strg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

-- Ikke for voldsom, Helmuth!

-- Du har ingen Snreliv paa i Dag, Vilde?

-- Nej, det generer mig.

-- Du er da vel ikke ... Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han
med straalende jne.

-- Nej vist ej! sagde hun og rev sig ls -- Du plager mig med dine
Sprgsmaal!

-- Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i jnene
-- Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

-- Der er rettet an! meldte Tjeneren.

Baronen tog sin Kones Arm:

-- Kom saa, jeg er sulten!

-- Du glemmer, at du skal skifte Frakke!

-- Aa skidt!

-- Nej, du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pnt ind i sit Paakldningsvrelse ved Siden af
Kontoret og skifte Frakke.




Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja,
var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det
muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han
ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde
Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke vret andre Gster, og da
Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle
Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske r af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke
fatte, at den sknne Frue, der jo var bedre vant, som han udtrykte
sig, kunde finde nogen Glde i at sidde ene med ham og se saa venlig
og smilende ud og af og til lne sig over imod ham og lgge sin fine,
hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar
og hendes Klder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun
fstede sine store, graa jne paa ham, rdmede han over hele det
tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

-- De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold -- Men jeg
ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa
fine Damer at gre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig
lrt noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tnder og lagde sin bitte
Haand paa hans brune Nve og sagde, at hun holdt netop meget af
naive, landlige Mennesker, thi de havde de strste Hjerter.

-- Nej! sagde han afgjort -- Det passer ikke paa mig, for jeg er saa
voldsom hidsig!

-- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit
sdeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom nsten Taarer i Helmuths smaa, brune jne:

-- Nej, sagde han -- Dem vilde jeg vre evig god ved!

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hnder og
trykket dem op mod sine store, brede Lber og sagt:

-- Vil De ... vil De vre min Kone? Jeg kan ikke la' vre, at sprge
Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en
Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa
voldsom indtaget i Dem; De har vret saa god og venlig imod mig ...
og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfdre har
vret svrt dsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de
alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg
anholde om Deres Haand? ... Jeg skal vre saa god imod Dem hele mit
Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres jne ...
Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra frste Gang jeg saa
Dem, og jeg ligger og tnker paa Dem hver Nat ... Vil De vre min
Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ....

Det var den lngste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv.
Taarerne lb ham ned over Kinderne, hans Lber sklvede, hele hans
tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hnder i sine
og saa paa hende med mre, anraabende jne som en Hund, der venter
Prygl.

Fru Raskowitz havde bjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun
skulde trffe en endelig Afgrelse, tvede hun, sknt hun stod foran
det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun _maatte_ ud af
disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med
hele sit frste gteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren
kun spiste Naadsensbrd og maatte takke til for hver Bid, man gav
dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og grd af Krlighed,
var i hendes jne nrmest en latterlig Figur. Men han bd hende
Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes
at vre Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og
Mandfolkevilkaarlighed behvede hun fra hans Side nppe at frygte
for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og,
som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da
Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:

-- Ja, hviskede hun og gengldte blidt hans kraftige Haandtryk -- Jeg
vil vre Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrbeligheder og
Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....

Den skikkelige Helmuth stirrede et jeblik paa hende, som om han ikke
forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun
havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt
Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glde frem i
hans smaa, brune jne, at den i dette Forhold ellers temmelig
koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide bldt ned over hans
Haar:

-- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsgte hun at love
sig selv at gre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive
ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Ntter derefter, kunde vor Pamfilius nppe sove
af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophrligt og
regelmssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda,
Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen frdedes rundt paa Gaderne,
holdt han sig rank og lftede Hovedet hjt, at Menneskene omkring ham
kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

-- --

Forlovelsen fandt Sted i Kbenhavn i Oktober, og Brylluppet blev
berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned nste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Nsset for at
bese de unges fremtidige Bolig og trffe de forndne Arrangementer.
Men der mdtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opfrsel og sin
Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

-- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene
paa deres Vrelse -- Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskrmsel! Hvilket
Haar og hvilken Dragt! Da Baronen prsenterede, var jeg parbleu ved
at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun
indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nrvrelse vilde jo
ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovvrk, hun
brer paa Hovedet!

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

-- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par
ordentlige Ttkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget
tilbage af ham, naar de frst begynder at kmme ls!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit
Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mnstrende
jne, at de ikke justement havde fattet nogen brndende Krlighed til
hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en
Afviserpl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind,
naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde
hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfrdelig
ordinr, syntes han. Det havde han ganske vist aldrig fr lagt
Mrke til, men _nu_ ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer!
Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa vltede sig ind paa
disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der,
naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at
maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om!
Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ...
Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig
ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til
Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Sovevrelse
og kldte sig af og gik i Seng. Og fr han faldt i Svn repeterede
han pligtskyldigst Prsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde
engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lre noget Fransk. Og
nu havde han kbt sig en Parleur og gldede sig til en sknne Dag at
overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach,
comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin
Viden. Hvorpaa han bredt smilende krb ned under Dynen og faldt i
Svn.

-- --

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glde for Baron
Helmuth, dette at vre forlovet med Vilde. Der var saa Satans
meget, han skulde gre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar
han var paa Besg i Kbenhavn, rettede Fru Raskowitz og Grevinden
ugenert paa ham og belrte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om
Former og Ceremonier, hvis Tilstedevrelse han hidtil havde levet i
den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt
indenfor Nssets Grnser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man
havde njet sig med en billig Huslrer; og i sin Fritid havde han
stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmnd. Og da Faderen, gamle
Baron Hannibal, mrkede, at Drengen levende interesserede sig for
Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pljning og Saaning, havde han
lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og
stte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i
sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er
nu baade saa som saa at vre opklkket som Bonde, naar man er fdt
Baron. Ens Standsfller rynker paa Nsen af en og moquerer sig
aabenlyst og i Smug og trkker sig fr eller senere tilbage fra et
sligt Amfibie, srlig da, naar der ikke findes meget og letrullende
Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler.
Nssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af
Egnens Proprietrer og strre borgerlige Jorddrotter, der satte en
re i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist
til Middag paa Nsset; og som smigrede for Baronen og i det mindste
lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags
religis Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig vret vant til at
betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens Ufdte saa op til
med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvr at vre
Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og
Irettesttelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med
en Bjrns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstndig elleskudt i sin
fine Hjertenskr, i hendes Klder og hendes hvide Hud, og af den
Grund sgte at vre hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han
stille gldede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvsen at
kunne accentuere for Bnderne derhjemme, at han, trods sit Maskepi
med dem, dog var en gte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig
en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel
ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda frst var bleven
hans Kone!

-- -- --

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Nsset med sit Arbejde inden Porte
og Dre. Et Par Gange tog Helmuth til Kbenhavn for at besge sin
Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket
tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som
ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han
haft et Par lse Forbindelser med en Mejerske og en buttet
Husholdningselev. Men det var bare Kdet, der momentvis var kommet
i Brand ved et Hstgilde eller en munter Julekalas. _Nu_ derimod,
lige over for Fru Raskowitz' besnrende og mere raffinerede
Yndigheder, var Helmuths slumrende aandelige Lngsler efter
kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde
sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drmme om, hvor
herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun
behvede at aabne Dren til Salonen, som han allerede havde lrt at
kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytj eller med en Bog
og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lgge
sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar
hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hnde, undertiden syslede med en
intimere Udveksling af Krtegn, kunde han gyse af Fryd, sknt han
nsten syntes, at det var Helligbrde, han begik. Han havde kbt sig
en Flaske af hendes Parfume og stnket af den paa Sofaer og Stole. Og
han kunde da sidde med lukkede jne og indsuge Duften og forestille
sig, at hun lige nys havde forladt ham.

-- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun
kom fra sit Kkken og sin Klder -- Jeg tror, Gud hjlpe mig, at du
har begyndt at smre dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rd og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem
Tnderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsgt at tale
med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang.
Og nu berrtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske
formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine
Lngsler.

-- --

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gre Slottet i Stand til
Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de
ndvendigste Ruder i; og Udstyret af Mbler og Linned kom i store
Mngder fra Kbenhavn. Den gamle Grevinde vilde dog vise de Folk
derovre, at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt
Familiens Reputation. Sknt det jo rigtignok var anden Gang, at hun
havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

-- -- --

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Nsset, at den ny
Ejer maatte kbe Familieslvtjet og det paa Slottet beroende Bohave
af den afdde Ejers efterlevende Enke.

Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og
vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte
de Priserne saa nje som muligt.

Der lyste ligefrem Had i deres jne, medens de tingede og kbslog.

-- Du vil nok trkke mig op, Mor? sagde Helmuth.

-- Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne,
forinden de kunde blive enige.

Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde
have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire
Terminer .....

Og saa kbte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Mbler,
hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de
daarligste:

-- Du kan faa Frstekbsretten til dem efter min Dd, sagde hun --
Men dem _vil_ jeg ha'!

Og Helmuth maatte bje sig ....

Straks efter rejste han saa til Kbenhavn for at holde Bryllup. Og
Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Nsset og forberede
Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter
denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!




Herskabet, Lrerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i
Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....

Nu havde dog den lille Frken Jansen vret over en Maaned paa Nsset;
men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at vre hende
Dgnets tungeste Stunder!

Hun sad og turde nppe spise af Frygt for at stde an mod Formerne.
Naar Hendes Naade korrigerede Karen, flte Frkenen Bebrejdelsen
rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med jnene
vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afvrge et
optrkkende Uvejr ....

Her lidt om samme Frkens Fortid:

Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro.
Straks efter Mandens Dd var Moderen flyttet til Kbenhavn med sine
fire Brn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere
Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.

Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom
til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed
til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa
Enkehnen med sine Kyllinger og kiggede ud over Serne og lngtes
tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i
Jylland.

Elise maatte nrmest gre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun
ringe, og der var fuldt op at gre med at holde Huset i Orden og
sysle og hge om de tre yngre Sskende.

Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik
Friplads i en anerkendt Skole til Snnen Robert, den ldste efter
Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en strre
Pigeskole.

Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager;
og Lgen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet
igen.

Saa lste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie sgte en ung
Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10-11 Aars
Pige, samt vre hende til Selskab og Opmuntring.

Fru Jansen kaldte Elise ind fra Kkkenet og viste hende
Avertissementet:

-- Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsge at lgge Billet ind?

Elise blev af Moderen og sine Sskende altid kaldet Kaninen paa
Grund af sit stille, sky Vsen og sine smaa, frygtsomme jne.

-- Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tr paatage mig, Mor! ... Og
hos saa fine Folk!

Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.

Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der
Svar.

Fru Jansen skulde give Mde med sin Datter i et Hotel garni i
Hovedvagtsgade frstkommende Onsdag mellem 12 og 1.

Elise rystede over hele Kroppen, da hun hrte det. Og hun var paa
Grdepunktet den ganske Vej fra Nrrebro til Kongens Nytorv, da hun
vandrede af Sted med Moderen.

Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Ln af 200 Kr. om
Aaret og Vadsken frit.

Fru Jansen var glad bevget og havde omfavnet Kaninen paa
Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach,
og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grdt
lidt begge to og derpaa omhyggelig trret hinandens jne, frend de
gik ud paa Gaden.

Og hjemme havde de smaa Sskende raabt Hurra og var straks begyndt at
kalde Elise for Hendes Hjhed. Og om Aftenen fortabte man sig i
Eventyrforestillinger om Ssterens Fremtid.

-- -- --

Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal
paa Nsset sammen med sit Herskab og sin Elev.

-- Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede
for tredje Gang en halv Snes Kdboller i Karry op paa sin Tallerken
-- Skal De ikke ha' en Bolle til, Frken Jansen? Spis dog, Menneske!
De ser ud til at trnge til det!

-- Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et
frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide
Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.

-- Ja, hvor _er_ dog Frken Jansen mager! udbrd Karen pludselig --
Hendes Ben er meget tyndere end mine!

-- H, h, h! lo Baronen.

-- Taler du nu igen uden at vre spurgt! sagde Baronessen.

-- Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....

-- Hyss!

Frken Jansen var bleven rd helt op til Haaret og saa sig forvildet
omkring, som sgte hun et Kaninhul at skjule sig i.

I det samme ld der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen
nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer,
der skndtes.

-- Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning --
Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa
ned og se, hvad det er!

Niels gik.

-- Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rd i Kammen.

-- Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa
slap vi for alle de rgrelser.

-- Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gr! ... Hva' Fanden, jeg synes min
Salighed, de kommer herop!

Baronen vilde rejse sig.

-- Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ngstelig -- Niels kommer
nok og siger Besked.

Ude fra Galleriet hrte man samtidig Tjenerens Stemme:

-- Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!

-- Jeg vil snakke med Husbond! ld en dyb Stemme.

Saa gaa om paa Kontoret! Hans Hjvelbaarenhed har sagt ....

Jeg vil snakke med Husbond! ld Stemmen paastaaelig.

Baronen skd heftig Stolen tilbage.

-- Madro _vil_ jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet --
Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han ls.

Tt uden for Dren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en
stor, sortskgget Mand.

-- Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.

-- Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld
i Hnderne.

Baronen gik tt hen til Manden:

-- Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?

-- Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.

-- Saa gaa ned med dig!

-- Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgrlig -- Men
det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mlk til
Grden, og det vil jeg dog sprge, om det er med Baronens Vilje?

-- Jeg vil ikke hre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth.
Aarerne i hans Pande svulmede, og han lftede truende sin hjre
Haand.

-- Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.

-- Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.

Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:

-- Helmuth! sagde hun bnligt og greb sin Mand i Armen -- -- Hvad er
det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.

Han traadte et Skridt tilbage og mumlede hfligt:

-- Det er Jomfru Srensen, der gi'r vos fordrvet Mlk til vorres
Grd, Hinnes Naade; og det vilde jeg da sprge, om det var med
Herskabets Mening?

-- Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt --
Naturligvis maa det vre en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu
ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa
De henvende Dem paa Kontoret!

Jakob trak sig hen mod Taarndren:

-- Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det
er en Djvel!

-- Jeg skal nok tale med hende!

-- Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....

-- Han skulde vre smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen,
da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine
Boller.

-- Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!

-- Saa--aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?

-- Nej; men netop derfor, min Ven!




Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af
Nsgaardene. Hun havde vret hjemme i Middagsstunden for at lave Mad
til Mand og Brn. Nu skulde hun hen i Prstegaardshaven igen, hvor
hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.

Hun mmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent
bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en
Bnk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.

Men Smerterne blev vrre og vrre. Hun stnnede et Par Gange og
bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk
Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Dren til Prstens
Kontor.

Frst ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Trskoene
fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordr.

Ingen svarede.

Hun bankede igen, kraftigere. Og saa ld der et svnigt: Kom ind!

Da Stine aabnede Dren og humpede over Trskelen, rejste Pastoren sig
fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:

-- Er det dig, Stine?

-- Jo, Hr. Pastor.

-- Hvad godt?

Konen stod et jeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i
sine Skrter og lftede dem hjt op over sine ngne Ben.

Paa det hjre, noget oppe over Knet, lyste et stort, rdt, gabende
Saar frem.

-- Kan jeg vre tjent med dette her? spurgte hun haardt.

Prsten kastede et sky Blik hen mod Dren til Dagligstuen. Saa rejste
han sig og gav sig til at gaa hurtig op og ned ad Gulvet:

-- Hvad siger Doktoren?

-- Jeg skal jo bruge den grnne Salle, siger han!

-- Ja men saa brug den da!

-- Jeg har ikke no'et aa kbe for. Pengene gaar til Fden og
Klderne. Og saa mente Jens, at Pastoren ... En ske koster paa nr
en Krone!

Mascani tog sin Portemonn frem.

-- Vrsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge -- Det er nok til to
sker.

-- Mange Tak skal Prsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere -- Jeg
tnkte jo nok, at naar ....

-- Ja, ja, det er godt! Gaa saa!

Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.

Prsten blev et jeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod
Dren, som Stine havde trukket stille til efter sig.

Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han
knyttede Hnderne, og jnene havde han knebet sammen.

Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al
Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stnnede hjt
ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.

Lidt efter bankedes der paa Tapetdren ind til Dagligstuen. Han hrte
det ikke. Albuerne havde han stttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt
han skjult i Hnderne.

Dren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa
Trskelen.

Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa
Skuldrene og smilede ondt:

-- Adolf, Enkebaronessen kommer krende oppe ved Troldebakken! Jeg
har paa Flelsen, at hun kommer ind til os.

Prsten lftede Hovedet og saa aandsfravrende hen mod sin Halvdel.

-- Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt -- Jeg
begriber ikke, at du gider!

Pastoren rejste sig med Besvr. Han maatte sttte sig til Bordet:

-- Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og
tilbage -- Jeg holder det ikke ud, Johanne!

Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og
raabte teatralsk:

-- Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan
det endnu, om du blot vilde rkke mig en forsonende Haand! Men du
ifrer dig stedse et Kldebon af Kulde og Foragt!

Prstinden slog afvrgende ud med Haanden.

-- At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun.
Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte -- Hvis Baronessen
kommer herind, haaber jeg, at du viser dig!

Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Dren.

I samme jeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile,
der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.

Den ramte Vggen over Drkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt
buldrende ned paa Gulvet.




Fru Pastorskens Flelse slog i Dag til: Enkebaronessens Kretj
rullede et Kvarter senere op gennem Prstegaarden og gjorde Holdt
under de to bredkronede Lindetrer foran Stentrappen til Hoveddren:

-- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over
Gaardspladsen .....

En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdkke var irret grnt og
loddent af Sol og Vde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad
Tommer af mange Dages Vejsprjt. En hj, mager, blakket Hest, hvid og
brun (en Knapstrupper med Glasjne), og som hev lidt paa det
venstre Bagben.

Saaledes prsenterede Enkebaronessens Kretj sig.

Vognen var jo oprindelig fdt og baaren til to Heste. Men Hendes
gamle Naade, som Bnderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte
hende, havde ladet den kalfatre om til Enspnder. Desuden havde hun
ladet Kuskesdet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag
omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned,
lod sig Tmmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at
aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.

Denne Befordring, Pagtens Ark havde man dbt den (og Hesten, der
var en Hoppe, kaldte Baronessen Rigmor) -- denne Befordring blev
snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!

Naar Husmdrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at
laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser,
Sardiner, Ansjoser, Syltetj, friskbagte Kager o. s. v., thi den
gamle Dame bemgtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og
lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem
ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet H,
som var anbragt under det nedlagte Kuskesdes Forlder.

-- I har saamnd dt saa megen god Mad paa Nsset, medens jeg
regerede, sagde den gamle til de forfrdede Husfruer -- saa I kan vel
nok unde mig den Snavs Hummer.

Til at begynde med gik denne Trafik udmrket. Man morede sig
indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig
fandt paa at foretage sine Ekskursioner srlig om Lrdagene for at
stte sig i Besiddelse af Familiernes Sndagsbidskener: Kyllingerne,
Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rdgrden og Suppen, som hun
beordrede hldt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at
finde Situationen alvorlig og skyndte sig at stte bag Laas og Slaa,
hvad der muligen kunde friste Hendes Naades jne.

Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da
denne stygge Manvre gik op for hende, givet den dvstumme skriftlig
Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Kkken og Klder
for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget
attraavrdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og
Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjldent
rullede hjem til Enkesdet i Jerslev uden at have en eller anden
Fetalje gemt i Het under Forsdet.

-- --

-- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa
at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrben ved hendes Side og
blundet, forvildet slog jnene op.

Prstens Kusk, Sren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende
Trsko.

-- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen
skarpt.

-- Hva'? sagde Sren.

-- Sover han?

-- Ni ....

-- Er Herskabet hjemme?

-- Jo--o, det tror jeg da.

-- Da lader det dog nsten ikke til det!

Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.

Oven paa Krllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange
Baand og Plumager.

-- Hvor er da de Mennesker henne!

Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke jeblikkelig mdte
nogen frem for at tage imod hende.

Men nu blev Dren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara
viste sig under Slyngroserne.

-- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad
overraskede Ansigter.

-- Naa, endelig har man da den re! sagde Baronessen.

-- Ja undskyld, kre Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!

Hendes Naade kastede Linerne til Sren og steg ud af Vognen,
efterfulgt af den dvstumme, der vistnok med Overlg traadte i sin
Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde
Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.

-- Klods! skldte den gamle -- _se_ kan hun da!

-- Skal der spndes fra? spurgte Sren.

-- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.

-- Naturligvis! smilede Pastorinden.

-- Ja, spnd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du
fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Kkkenet!

Den dvstumme listede af Sted.

Og Prstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra
Kkken og Spisekammer, hvor de under Forudflelsen af Arkens Visit
havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smr bag de
skrmende Skabslaager ...

-- Vil Baronessen ikke tage Plads?

-- Nej, jeg vil saamnd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav
sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen -- Jeg har
siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har
ingen Ben! ... Vi har vret oppe paa Nsset, vedblev hun, medens hun
stadig vandrede af Sted -- men der var ingen hjemme uden Karen og den
lille Jansen. Min Svigerdatter svrmer for Naturen, siden denne
Ftterfyr er kommen paa Besg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine
Ker! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke
Kerne, men de andre?

-- Ja, Herskabet var i Kirke i Sndags.

-- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo vre Grundtvigianer ... saadan
fr Middag! ... Var min Sn med?

-- Ja.

-- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er
saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grntsager, I har pyntet op med
herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et
Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.

-- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i
Lysthuset?

-- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar
her nu bliver godt luftet!

Frken Clara saa lidt misfornjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede
hende nemlig svrt at hre Hendes Naade tale.

-- Husk, jeg bruger _raa_ Flde! raabte Baronessen efter hende -- Og
lille Kop, men strk! .....

Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.

Da den gamle Frue i Afstand fik je paa hende, standsede hun op og
nikkede bifaldende.

-- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden -- meget
fornuftigt!

Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrdt, og Vejret gik
fra hende:

-- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun.

Baronessen saa fra jenkrogene ned paa hende:

-- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar
De ikke nsker det! Jeg beundrer bare dette lille Trk, der rber en
Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! ... I
salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og
Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man br slaa Folk
paa Munden.

Prstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

-- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det
er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...

-- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden -- naar man oven i Kbet er
enige!

Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plne med
Flagstangen og Blomsterrabatterne og bjede ind i Nddegangen.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun
frygtede for, at hun vilde lbe sin Vej.

Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kmpekondor, der
slbte af med en Liggeand.

-- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny -- hvad mener man
egentlig paa Egnen om Helmuths gteskab?

-- De gr Indtryk af at vre meget lykkelige ved hinanden! sagde
Pastorinden undvigende.

-- Aar, Visvas! lykkelig mig op og lykkelig mig ned! _Hun_ bryder
sig ikke en Djt om ham!

-- Men kre Baronesse ...

-- _Ikke en Djt_, min Bedste! _Hun vilde_ giftes igen, det er
Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer!
Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

-- Lever hendes frste Mand endnu?

-- Ja i bedste Velgaaende, gr han!

-- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine
Kundskaber berigede -- Hvad er han?

-- Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo
slge hende til en rkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var
opspist, siger man. Og herhjemme fra Kbenhavn blev saa Skilsmissen
ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det
kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

-- _Gud_bevares!

-- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med
Hnder og Fdder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det
var, han hed, Utysket. Men hun _vilde_ ha' ham. Der var nok
Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun lb nok til Paris
med ham! Han skal jo ha' vret saa overmaade smuk: mrk, sydlandsk
med sorte jne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og
saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for
naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker vre betagende i deres
Krlighed -- -- Aa, vr saa god at slaa til den Brems der, min Gode!
Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme
i deres Klr! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske
Mandfolk kan jo vre gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme
tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan
tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

-- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gr! De skal se, det ender med en Polense!
Hun har jo allerede tilkaldt Forstrkning.

-- Deres Sn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin
Hustru; og forelsket!

-- Ja, _ham_ er der saamnd heller ikke noget i Vejen med! Han holder
kun een Kone ad Gangen ligesom Bjrnene. Han _gider_ ikke vre over
flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gre med hende
Lrdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Sndagen!

-- Men kre Baronesse! ... sagde Pastorinden forfrdet.

Men den gamle Naade krte paa:

-- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamnd ingen Brn
uden pr. Fuldmgtig!

Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter
netop viste sig i Dren.

-- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en
lidt vel hj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med
Stasia som Kokkepige?

Kondoren bjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

-- Aa jo, raabte hun himmelhjt, idet hun sgte at efterligne Fru
Johannes Stemme -- aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver
Maden! ....

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

-- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var
sknket.

-- Jo, nikkede Pastorinden -- jo, han gr vist! ... Aa, lille Clara,
gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studerevrelset, og Fru Mascani sad lidt nervs og
afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og nskede
Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans
Raseri havde fortaget sig (hun havde hrt Larmen af Stenkilen mod
Dren) -- eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her
midt for Baronessens jne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin gteskabelige Misere, sknt
Gud og Hvermand vidste Besked om den.

-- Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene
tilbage.

-- Far kommer straks, han skulde bare gre lidt Toilette!

-- Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at
sysle med Kaffetjet for at skjule sin Nervsitet -- En lille Kage,
Deres Naade?

-- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brndt ud!

Hendes Naade var i Krigshumr.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede
Hnder i hinanden. Det strkt graasprngte, krllede Haar var strget
op fra den hje Pande, og de brune jne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med
Velbehag:

-- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spgefuldt og rakte ham sin store,
rde, ringbesatte Haand -- endelig ser man Dem da!

-- Alle have vi syndet! og os fattes re for Gud! sagde han.

Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig
hans Humr vrre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin
Kones Nrvrelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger
af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

-- Indrmmelse er Tilgivelse! sagde hun -- Annammer herpaa Syndernes
Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og
denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik,
der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme sklvede, da hun begyndte:

-- Jeg synes Adolf, at ....

-- Hvilket, min Engel? afbrd Prsten hende blidt -- At jeg skulde
drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig
nogen!

-- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfren i Hjemmet og vilde afvrge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af
Ydre og Indre. Og hun havde ofte trstet ham og talt ham til Rette,
naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af
disse to lykkelige gtefolk. Havde hun vret en Mand, havde hun
sikkert flt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en
Kvinde og befandt sig som Flge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

-- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tnde
mig en Pibe? spurgte han.

-- Ja vrsgod! sagde Baronessen -- Jeg er for lngst tilrget!

Mascani gik ind i sit Studerevrelse og kom lidt efter tilbage
dampende af en mgtig Pibe.

-- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte
demonstrativt en kraftig Rgsky hen mod sin Kone.

Han hrte til den Slags gtemnd, der bliver srlig modige i
fremmedes Nrvrelse.

Clara lagde bldt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det
betd: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde
ikke forstaa hende.

-- Vil du have en Cigaret, min Ts? spurgte han og trak en Pakke op
af Lommen -- Vrsgod!

-- Nej Tak, sagde Clara -- Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i
jeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed
til Stede.

-- Vil Baronessen ryge?

-- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

-- Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken
lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

-- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

-- Din Far er saa spgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele
Kroppen og var ved at grde.

Saa fik Baronessen je paa en rd Plet paa Pastorens venstre Kind.
Det var Mrket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet
Haand selv havde givet sig.

-- Hvad fejler Deres Kind, kre Pastor? spurgte hun -- Har De vret
oppe at slaas med Djvelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han
smilende:

-- Tvrtimod Deres Naade, tvrtimod! Det er et Elskovsbid! Den kre
Johanne (her lagde han mt en Arm om sin Kones Hals) ... den kre
Johanne er jo, trods sin Alder og sin, h! ... Slankhed, undertiden
lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

Men Fru Mascani skubbede med et Std sin Stol tilbage og forlod
hurtig Stuen .....

-- -- --

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og
Botanik to Vsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for
Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!




                                         Nsset, Juli 18...

    Kre lille Moder!

  Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du
  maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over
  den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting
  bliver saa srgeligt. Jeg skal nok vre fornuftig, som Du skrev
  til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem,
  man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa
  nemt somme Tider.

  Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet
  Vrelse. Du skrev, at jeg skulde vlge en passende Lejlighed til
  at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sd
  og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at
  sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optrden
  over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags
  finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive
  bedrvet, lille Moder, for jeg vnner mig jo nok til det hele
  her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders
  Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme
  lidt ud i Verden.

  Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Brnene er flinke og
  artige. Den lille Karen er en sd, lille en, og vi holder meget
  af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider
  er det nsten, som om det var Karen, der var Lrerinden, og mig,
  der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af
  mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine,
  adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde
  sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes
  som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt
  for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at fre
  Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et
  nyt Kammerdugslommetrklde bort, saa syede Baronessen et
  Haandklde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa
  rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i
  Kbet sagt, at alle skulde gre Nar af hende, baade Baronen og
  Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille
  Stakkel, nede hos mig paa mit Vrelse og sad og grd og var
  ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin
  Mama og vilde nske, at Hejmdal engang vilde lbe lbsk med
  hende, saa at Vognen kunde vlte, og hun kunde slaa sig ihjel.
  Jeg forsgte jo at trste hende og viste hende Billederne i min
  store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder
  saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst grd vi begge
  to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg _kunde_ ikke lade
  vre, jeg blev saa ked af det alt sammen og nsten helt bange for
  at vre her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads
  voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at
  det vilde ende med en forfrdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter
  Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op
  til Hendes Naade, der sprttede Haandkldet af og spurgte, om vi
  vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og
  rar; og vi sad nede paa den hje Skrnt ved Fjorden og spiste
  kandiserede Frugter, og hun klede hele Tiden for Karen og kaldte
  hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa
  paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i
  Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i jnene og nskede, at hun
  altid vilde vre saadan, for saa vilde jeg gerne vre her.

  Jeg har da vret paa Besg med Karen nede i Prstegaarden et Par
  Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, isr
  Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han
  saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig
  over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at
  han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu
  er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar
  Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget
  god og rar.

  Uh, nu begynder Rotterne igen at gre Spektakel oppe paa Loftet;
  og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de lb omkring
  herinde i Vrelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om
  Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! _Og saa vre
  hjemme hele Sndagen!_ Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen,
  naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa
  forskrkket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en,
  som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren
  af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke
  straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de
  lber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet
  paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde
  i Alkoven i Hjrnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at
  det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og
  river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at
  Niels Tjener har sit Vrelse lige her ved Siden af mit, og somme
  Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa
  frygteligt, at jeg nsten ikke kan falde i Svn. Og forleden Nat
  var det, ligesom jeg hrte nogen grde og klage sig inde hos ham;
  jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og
  lyttede, om han var syg; men saa hrte jeg bare hans Seng knage,
  den staar lige op ad min paa den anden Side af Vggen; og han har
  vel drmt.

  Jeg _kan_ nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal
  ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget
  hellere have Vrelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes
  Naades Toiletvrelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at
  vre i Nrheden, naar der er Brug for hende.

  Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrvet, men
  jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa srgeligt, at jeg
  havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare vret haard
  og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde
  mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke
  bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har
  skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for
  Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det
  har lettet lidt paa mit Humr, og at jeg ser Dit lille, milde
  Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.

  Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange
  Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er
  svnig.

                             10,000 Kys fra din trofaste
                                                      Kanin.

  Det er sandt, jeg har glemt at fortlle Dig, at vi for Tiden har
  Besg af en Grev v. Scheele, en Ftter til Hendes Naade; han er
  meget smuk!

  Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skrt kan sende
  mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg
  rejste? De vil pynte saa pnt herinde med Blomster i.

  _Og skriv saa snart, hrer Du, og rigtig langt!_




Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....

Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.

-- De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt -- men min Lur maa
jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er
sig nok af Dem. Godmorgen!

Og nu laa Hans Hjvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa
under sin Stamfaders Billede og slumrede.

Han laa paa Maven med Panden stttet mod en Pude, der var anbragt paa
Sofaens ene Arm. Skdefrakken var gledet til Side, og paa hans mere
end velformede Bag, der var kldt i lysegraa, stramtsiddende
Ridebenklder, havde hans tro Flgesvend, Mira, en lille, abelignende
Terrier, kringlet sig sammen.

Det var nu _dens_ Yndlingsplads i Middagstimerne.

Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....

Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol
og rg langsomt og drmmende af en fintduftende Cigaret. Og
Baronessen hvilede ligeledes drmmende og i en indtagende Bugtning
paa en slangeformet Kanap betrukket med storblomstret Silketj.

Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de
aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtppe,
snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St.
Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som
Lindetrerne udenfor i Haven bevgede deres Kroner og nikkede i
Vinden ....

Her lidt om Grev Scheele:

Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa
Frimrker, Mnter eller Konkylier. Opdagede han et sjldent
Eksemplar, blev han jeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at
faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet,
klnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede
Sjldenhed: han klistrede den ind, nummererede og katalogiserede
den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....

Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende
jne.

Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde
skal til at begynde.

Naar de stod med lukkede jne og aabne Arme for at modtage ham --
saa tog han hfligt Hatten af og gik.

Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!

Thi det var hans dybe og grnselse refrygt for Kvinden som
Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.

Hans Erotik var _sjlelig_, forklarede han. Tanken bare paa
Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Brn med
sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trkke
sig sammen som Bladene paa en Mimose.

Han begrede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik
med sin Veninde. Og kom det hjt: at trykke sine Lber bldt og
lidenskabslst (det vil sige: lidenskabslst i kdelig Forstand; thi
sjlelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) -- mod hendes
Kind og Pande.

Flte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hnde, sgte han
mandigt at beherske sig. Men _blev_ Trangen ham for strk og tog
Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og sgte Husvalelse og
Lgedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov kbes og slges.

Og denne sin Bestrbelse efter skarpt at stte Grnse mellem det
sjlelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.

Og han ansaa sig for en udvalgt og nvnede sig finere og aandigere
end Flertallet af sine samtidige, der tog til gte, elskede Hustruen
paa gammel dansk Faon og resulterede med at stte Afkom i Verden.

Han kaldte sig en Blnker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en
rara avis, der, hjt hvet paa sine straalende Vinger, varslende
pegede Samfundene Vej til det forjttede Land, hvor de frigjorte
Sjle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhng, svimlende svang
sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!

Ja, saaledes tnkte han; og saaledes vare hans Lrdomme. --

Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!

Med straalende jne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i
Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de
ustandselig havde drmt om! Her var da endelig den Prins, de havde
lngtes imod fra den Stund, Prsten lyste dem ind i de voksnes Rkker
paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den _Mand_, som
fri for al jordbunden Lyst og Begr vilde tage dem paa sine strke,
men rene Arme og bre dem ind i Paradisets straalende Have uden at
tilsmudse deres Sjle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte
Jomfrusegl ...

O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!

Og de nedsnkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette
Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og
de lyttede og spurgte. Og deres trstige Sjle fyldtes af hans Ord
som tomme Vinskke af Vin, saa de svimlede derved. Og da hndte det
ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans strke,
men rene Skulder), medens de stille grd af unvnelig Lykke og sd
Sorg m. m. ....

Ak ja, hvad er vi Mennesker! --

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte
Indvarsler af en kommende hjere Kultur, han havde sandelig let ved
pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men _de_, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og
uforstaaende tilbage med lukkede jne og halvaaben Mund og Armene
favnende udstrakt imod ham, at _de_ sank sammen i haabls
Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet
Lngsel -- er _det_ at undres paa?

Og dog flte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Prst i en svigefuld Menighed; som en Missionr blandt
forrderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer,
saaledes flte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, trt paa Sjl og Legeme og
opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse vret en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at
tilbringe nogle Uger paa Nsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Frst havde han tnkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede
sig ikke til et leve i en Families Skd. Hans Tungsind og Mismod
vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han frdedes. Han
sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men
han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var
bleven hans Refugium ....

Dog, sknt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tve og ganske
uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde
kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en
Slrugle, der, siddende paa en Globe, hver sit Blik mod Himlen (det
er udlagt: den matjede, jordbundne Visdom, der stter sin Lid til
det Hinsidige) -- netop i det jeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde vre et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Svrdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede
ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og stttede tankefuld sit Hoved i sin
aristokratiske, let solbrndte Haand, hvis fine Fingre lb spidst ud,
og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og sknhedsfyldte Teori
for unge, uforsgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet
havde prvet, og som derfor, lig deres Mdre fr dem, havde, med
store, nyfigne jne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret
frem mod Skabningens Ypperste: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin
Gerning. Og _derfor_ havde han valgt sig disse rene og ubesmittede
Jomfruer til Objekter, _fordi_ han fuldt og fast haabede og ventede
at kunne prente sine Ords og sine Lrdommes gyldne Tegn paa deres
hvide Sjles kyske tabul ras!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han
set dem svigte, naar det afgrende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mdres Syn paa Forholdet mellem Mand og
Kvinde ....

Greven lftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk
Glimt frem i hans jne; og han knyttede beslutsomt de fine Hnder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsgte med Konerne!

Han rejste sig, skd Stolen tilbage og gik heftig bevget op og ned
ad Gulvet:

Egentlig var han trt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de
beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Flelser og sine
sknneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og
Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det
kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Knnene! -- Men naar
han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjle, havde de
i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres lngselsfulde Legemer!

Ja, han var trt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa,
sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfrdig, een
eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud
al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa
ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa
Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bjede han sit Hoved og tilstod.
Men forfrt af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet
Overleverings blomsterspkkede Fraser, havde han grebet Sagen
fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til
den uforsgte Ungdoms hjt priste og hjt besungne sne- og
liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med
disse Prdikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprvethed og Uforsgthed laa Grunden til
hans Fataliteter. Thi vrende til Stede i en blot nogenlunde kraftig
Potens grnsede disse Egenskaber nr op til den Naivetet, der
tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig
kunde vre sd og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til
skbnesvangre Fejltrin og ulselige Forviklinger: Man kendte ikke
Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod.
Som forventningsfulde Brn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede
om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Lngsler stilles.
Kritiklst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den
Sjlens Guldvgt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint
angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede jne og aabne Arme blev man
et vilje- og modstandslst Bytte for sine gennem Aarhundreder
nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse trt af disse Kvinder, som saa ganske manglede
Evnen til at opfatte det svlgende Dyb, der spaltede sig mellem en
Kulturbrers sjlsfine Tilnrmelser og en tungvindt Krmmersvends
haardhndede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans jne lyste, og hans Pulse bankede: gtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt _disse_ skulde mde den Veninde, hans Sjl dog,
trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophrligt havde
lngtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige
Vendinger for ren. Han skulde indfinde sig med det frste ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter
kaldte ham frem paa Arenaen!




Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den
anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse
lod han sig selv og sit Kretj frge over Vandet. Og en halv Time
senere holdt han foran Nssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for
at tage imod Gsten.

-- Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand.
-- Det var sgu pnt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min
Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig
Formiddagsdragt, der faldt i lette, blde Folder ned om hendes slanke
Skikkelse. rmerne var korte og sluttede tt som et Trikot omkring
Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Blte
dannet af smaabitte, matlysende Slvplader, der laa over hinanden som
Skllene paa en Fisk. Om hjre Haandled bar hun et Slvarmbaand. Og
paa Brystet, tt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet
med et prunklst Smykke af Slv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

-- Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede jne. -- Hva'? Hun
ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede rbdigt sin Kusines
Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gsten prsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev jeblikkelig betaget af den mest flammende Krlighed til
sin Onkel. Hun havde aldrig set noget saa spiseligt, erklrede
hun bagefter nede i Skolestuen til Frken Jansen. -- Du kan vove paa
at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frkenen lo af hende og
sagde, at hun skulde nok la' vre. Men hun rdmede dog og maatte
uvilkaarlig presse sine Hnder haardt ind mod sit lille,
letbevgelige Kaninhjerte.

For han _var_ jo smuk, denne Onkel: hj, velvoksen og skulderbred,
ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krllet Haar og Skg og
store havblaa jne, og Tnder, der lyste som Sne bag de rde Lber.
Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Ftter og Kusine ikke talt meget sammen.
Helmuth havde bemgtiget sig hele Konversationen. Han skulde have
nje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde
fstet Hstfolk; og hvad de skulde ha' i Ln; og om de havde vret
vanskelige at faa fat i. -- For det er Fanden til Folkeforhold! sagde
han. -- Vi kommer sgu snart til at gre Arbejdet sl! ... Hva' si'er
du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok
vilde volde hans Kusines smukke Hnder en Del Bryderi.

-- Ja, _De_ kunde sgu heller ikke stille meget op med _Deres_ Poter!
sagde Baronen. -- Sikke no'et Dukketj! henvendte han sig til sin
Kone, idet han lagde sin ene store, rdbrune, behaarede Lab ved Siden
af Scheeles smalle, soignerede Haand. -- Hva'? Det er jo ikke Hnder
for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smr De dem med Pomade, Greve?

-- De er da pnere end dine, Far! sagde Karen, der flte sig saaret i
sine sarteste Flelser.

Helmuth lo buldrende.

-- Hun er sgu allerede vk, Vilde! sagde han. -- Jaja, det er maaske
et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

-- Saadant noget siger man ikke til Brn, Helmuth!

-- Aa, Fanden, en Spg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den frste Dag undlod
han paa sin Kones indtrngende Opfordring at tage sin Middagslur),
og Karen og Frken Jansen sad ved deres Dagvrk i Skolen, spadserede
Ftter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at vre ene to. De
havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige
frste gteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrnkede de sig da ogsaa til at tale om Vind
og Vejr, om flles Slgt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brd Isen ved at sige:

-- Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte
sammen!

-- Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han bldt lagde sin Haand
paa Baronessens Arm! -- Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde
dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prgtigt Menneske,
ikke sandt?

-- Et udmrket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg
havde fortjent!

-- Hvor kan du nu tale saadan, kre Alvilda!

-- Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille.
-- Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde vre. Ofte
fler jeg mig bedrvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid
saa nemt at skaane sine Omgivelser og lgge Baand paa sine syge
Nerver.

-- Livet er ofte vanskeligt at leve!

-- Ja.

-- Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig
til og tale med om alt ....

-- Ja, saa vilde det vre lettere! afbrd Baronessen ham med et Suk.
Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham
og sagde -- Men du er dog virkelig ikke kommen til Nsset for at hre
paa mine Jeremiader, kre Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Lber:

-- Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig
som Ven, kre Alvilda!

-- Ja, det gr jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og
forjttelsesrigt Blik. --

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt
hinanden i Enrum den frste Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa vre tilstrkkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortstte
denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den
tilstundende Hst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem
var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren,
tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand
til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Prcision, naar Tidens
Fylde var inde.

I de frste Dage havde han flt det som sin, lidt tunge, Pligt at
konversere vores Gst. Og han valgte da, hvad baade rimeligt og
naturndvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdrt og Skovhugst som
Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad
Forvalteren kaldte en Bumfiler paa disse Omraader. Og saa holdt han
lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gsten pludre deres
Tjeri sammen. Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved;
thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han
ungtelig mest af at fordje sin Spise med Andagt. Han trak sig
derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret
for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at
glo Landvsen (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa
denne Betegnelse); de talte nemlig nsten ikke, Herren og Fogeden, de
sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i
jnene og udstdte af og til Ord som: Rughalm, Sdskifte og
Kunstgdning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren
Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. -- Efter Teen sad
Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og
Ftteren; men han var da som oftest saa trt og svndrukken af Dagens
Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp
for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i
Hjrnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forlb segnede om
stiv af Svnighed.

Det gr ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig
hrbart! -- Og den frste Aften, han laa todt derhenne i Krogen,
flte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slgtnings fine,
medfdte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et
godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde
en let Bevgelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:

-- Nu maa du ikke sknde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig
rlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i hj Grad hans Flid
og Dygtighed!

Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Ftters Haand og sendt
ham et af disse tilslrede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gr
en Mand baade glad og urolig. --

Og herefter lod de Hjvelbaarenheden hvile i Fred.




Grev Scheele havde fastsat sit Besg paa Nsset til fem Dage. Og nu
levede man ls paa den sjette!

-- Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige
godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme
den udmrkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humr siden
Ftterens Ankomst.

-- Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende jne -- bliv
bare i _to_ Dage til?

-- Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.

-- Nu De, lille Jansen! lo Baronen. -- Saa _kan_ han sgu ikke sige
Nej!

Kaninen rdmede og var ved at vride sig ned under Bordet.

Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst
overvinde og lovede at blive til Lrdag, da han saa absolut skulde
hjem at betale Dagln .....

Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af
Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at vre sammen
med sin Kusine.

Han var bleven ung paa ny!

Aladdins Ord efter sit frste Mde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig
vret fr! kunde han have gjort til sine -- om han havde turdet.

Han var forelsket!

Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som
et Mandfolk _skal_ vre det. Men han skammede sig for sig selv og
vovede ikke at tilstaa det.

Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som
et nyt Objekt. Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem
med alle sine gamle Fraser om den aandige Krlighed og den kommende
hje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at
vre.

Og hun havde hrt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende jne,
hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Lbe havde stundom tegnet
sig et bitte lident, overbrende Smil, som hos en Moder, der lytter
til et fantasirigt Barns Pludren.

Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven
ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende,
at hendes Brev til ham var kommet som en Rst fraoven, en Kaldelse,
et Basunstd, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv
og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bjet sit
Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --

De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de
havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefrdede Veje. I
Straahytten nede ved Havens Grnse havde de siddet; og i de store,
dunkle Stuer oppe paa Nsset.

Og han havde talt og talt. Og hun havde andgtigen lyttet og
tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Lber havde han aldrig faaet
drbt.

.......

Saa var det, at de Dagen fr Grevens Afrejse igen sad sammen i
Straahytten.

Ftter Alex havde netop endt en gldende Udmaling af, hvor sknt
Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern
Fremtid kom til at herske over Menneskene.

-- Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. -- Du
indrmmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt
ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....

Baronessen, der som sdvanlig taalmodigt og stille havde siddet og
hrt paa Ftterens Udgydelser, lftede pludselig sin Haand og lod den
langsomt og krtegnende glide ned over Talerens Kind.

-- Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i jnene.
-- Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!

Greven rdmede som en Bachfisch og stirrede nsten forvildet paa sin
Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til
Bedste?

Men Baronessen vedblev smilende at holde hans jne fangne.

-- Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, blde Fingre
dvlende glide ned over hans Kind. -- Lille, lille Kig-in-der-Welt!
--

Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brd
frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjlende Banker!

Han sprang op fra Bnken, hvorpaa de sad, og med et stnnende Udbrud
af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede
hende tt i sin Favn og bedkkede hendes jne og Lber med hede,
sitrende Kys.

-- Alex, Alex! stammede hun og sgte at sno sig bort. -- Jeg vil ikke
... Du maa ikke ...

Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til
Hvile paa hans Skulder (hans strke, men o. s. v.), og han flte, at
hun blidt og vemodigt gengldte hans Krtegn.

Kvinden er jo nu engang saa uendelig krlig af Naturen!

......

Da Ftter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gstevrelset hinsides
Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol
Tjeneren havde anbragt tvende i Slvstager brndende Vokslys.

Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmrksomhed sit Ansigt.

Han ventede at finde sine jne sky og fulde af Samvittighedsnag,
fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de
hje, sknhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde
ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.

Men hans jne lyste ham i Mde fra Spejlets Glar, store og
straalende, uden Ruelse og uden Brde. Hans Pande var klar og
skyldfri; og hans Lber lo, som kun de Lber le, der har smagt Livets
sdeste Sdme!

Sklvende af tilbagetrngt Lykke flyttede han Lysene hen paa
Natbordet og begyndte at klde sig af:

Altsaa havde han vret hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som
hans Tanker havde opfrt, og som han i sit Hovmod havde nvnet
Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun vret et arme
Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtrt rkenvandrers syge Fantasi.

Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget
Feberens plumrede Kildevld for Livsens sprudlende Vande!

De Kvinder, han fordum saa hjertelst havde forladt, havde vret
klogere end han: Gennem Sjlene alene spirer intet frugtbart Samliv
mellem Knnene!

Det havde han nu lrt at indse ....

Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet
til Puden og rullede sig ind i Silketppet:

-- Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, lngselsfulde
Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han
havde kunnet .....

Saaledes tnkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gr god!

-- -- --

Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og
Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit
Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene
i Kabinettet.

Det var kvlende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over
Slot og Have.

Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strmmede en strk Duft af
Lindeblomster og fyldte Luften i Vrelset med en fad, sdlig Vellugt.
Man hrte Fluer og Bier summe dsigt rundt ude over Trernes Kroner.
Og af og til ld fra en Graaspurv, som havde sgt Middagsly under
Bladenes Skygge et lille svnigt Pip.

Midt ude paa den grnne Haveplne laa en stor, graa Kat og lod sig
bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Grsset med
alle fire Ben stikkende stift frem. Dens jne var lukkede. Man kunde
tro, at den var dd.

Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin
Hale og bevge den rundt og rundt, hurtigt og nervst som en lille,
laadden, kroget Finger, der klent legende gned sig i en Cirkel hen
over Grsset. Saa lftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det
ene af sine jne, der et Sekund lyste grnlig-gult i Solen ....

En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hrtes henne
fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrd Snude blev
forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok
en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat
nsten lydlst ud under en af Buskene. Den missede med jnene mod
Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse
om Kammeratens Tilstedevrelse derude i Grsset. Den satte sig med
Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en
Bue, stiv og alvorlig; og jenlaagene kneb den overlegent saa tt
sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.

Katten ude paa Plnen lftede paa ny Hovedet og saa et jeblik hen
mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i
Grsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle
dens ti skarpslebne, seglformede Kler kom til Syne. Halespidsen
bevgede den ikke lngere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage,
ligesom logrende.

Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et
Sekund uden Bevgelse. Saa gled den langsomt nrmere og nrmere, idet
den nsten berrte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nr paa en
Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt St
ls paa den graa.

I samme Nu vltede den anden sig om paa Ryggen og langede med
Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrmt; thi et
jeblik efter tumlede de begge i klen Forening rundt i Grsset.
Snart var den hvidgule verst, snart den graa. De bed hinanden
karesserende i Bryst og Hals, hagede Klerne fast i hinandens Pelse
og borede Snuderne dybt ind i hinandens rde, pustende Gab.

Det var en Elskovsleg, en Krlighedsdyst. Og den fortsattes med
stigende Lidenskab fra begge Sider.

Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i
Grsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring
satte op paa dens Ryg, spndte sine Poter fast omkring dens Krop og
huggede sine Tnder i dens Nakke.

.....

Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade
endnu henstrakt paa Kanapeen.

Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og
sad nu med Albuerne stttet mod Knene og Hovedet i Hnderne og
betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knler
i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (d. e. Josefs
jordiske Hustrus) Billede:

-- Alvilda ...

-- Ja ...

-- Jeg elsker dig ...

Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.

-- Saadant noget kan man til Nd _tnke_, Alex! sagde hun.

Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.

-- Ses vi i Morgen? spurgte han.

-- I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!

-- Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen
Eftermiddag. Saa maaske ...

-- Hvilket?

-- Saa maaske jeg ogsaa var der ...

-- Et Stvnemde?

-- Ja!

-- Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!

-- Du er det dejligste, jeg endnu har mdt! hviskede han og bjede
sit Ansigt frem over hendes.

-- Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.

Grev Alex rejste sig hurtigt og skd Stolen tilbage.

Karen stormede ind i Kabinettet:

-- Her er Bud fra Prstegaarden, om jeg og Frken Jansen maa komme
derned til Chokolade i Eftermiddag?

-- Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde
paa Kontoret, ved du!

-- Aa, han vaagner saamnd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?

-- Jamen Lektierne!

-- Pyt med dem! Dem lrer vi i Morgen!

-- Du kan jo sprge Onkel Alex.

-- Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde klent Hovedet paa
Siden.

-- Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. -- Men jeg rejser jo
i Dag, Baby! tilfjede han alvorligt.

-- _Gr_ du? spurgte Pigebarnet betuttet. -- Det havde jeg sgu helt
glemt!

-- Men _Baby_ dog! udbrd Hendes Naade dybt rystet. -- Hvor _faar_ du
saadanne Ord fra?

-- Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende
og flj Moderen om Halsen. -- Maa vi saa? gentog hun.

-- Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke,
hvad jeg skal sige. Det er jo forfrdeligt at hre en ung Pige bruge
saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...

Karen stod et jeblik og saa snderknust ned for sig. Saa lb hun
pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:

-- Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun lftede sig op paa
Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.

-- Men _Karen_ dog! sagde Hendes Naade og rdmede uvilkaarlig ved
Barnets Adfrd.

Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede
Kind.

-- Jo, nikkede han smilende -- saa faar I da vre fri for Lektierne
... Men ingen fle Ord i Prstegaarden, Baby! formanede han.

-- Det er nu ikke saa nemt at la' vre, Onkel! forsikrede den lille
alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Dren for at
bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.

Men paa Drtrskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og
sendte Greven et Par Fingerkys.

-- Farvel! sagde hun. -- Og kom snart igen!

Saa lukkede hun Dren. Men i samme jeblik stak hun Hovedet ind paa
ny:

-- Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!

Og saa forsvandt hun.

Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa
ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophrt med deres Leg og
laa, sdt slumrende, Side om Side paa den grnne Plne midt i den
bagende Sol.

Grev Scheele nrmede sig langsomt og stillede sig tt bag hende, saa
tt, at hans Legeme nsten berrte hendes.

-- Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. -- Hvor henrivende!

-- Ja, nikkede han mildt -- de uskyldige Dyr!

Og hun bjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at
hvile mod hans Skulder. Hendes jne lukkede sig og hendes Lbe
sklvede.

-- Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. -- Du har opvakt min Sjl
fra de dde!

Og han bjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....




Hendes gamle Naades Enkesde i Jerslev laa nede paa Bunden af en
fordums Grusgrav. Lunt og godt skrmet mod alle ublide Vinde; kun med
aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Vrelser bestod Lejligheden af, samt Entr og Kkken. Der
var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Vggene. Men de
store Mbler, den gamle Frue havde medbragt fra Nsset, fyldte lidt
rigeligt, gjorde de: man kunde nsten ikke bevge sig i Stuerne for
Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet
pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, rde Kldeskab, som Baronessen, trods
Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: da hun ellers ikke
havde noget at stte Stasia i, naar hun blev udtilbens!

-- -- --

Karen og den lille Frken Jansen var i Dag for frste Gang henne at
besge den gamle Dame.

Frkenen sad ene i Hjrnet af den store Empiresofa inde i den
forreste Stue og missede med sine smaa forskrmte Kaninjne rundt i
Vrelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun vre ene i Stue sammen med hende! Hun
frygtede hende, som et Barn frygter Bussemanden.

Og nu var netop Baronessen ude i Kkkenet for at tilberede
Chokoladen; og Karen var lbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at
sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Kkkenet
til Mellemmad.

Om den dvstumme nu kom til Stede?

Men den dvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et rinde i
Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevgelige lille
Sjl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Vrelset
og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser,
Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige
Gardiner hang stive og nystrgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende jeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes
Barndomshjem i Hobro -- denne lille By, som sent og tidligt levede i
hendes Drmme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjrnet inde i Spisestuen,
mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa
Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophrligt frem
og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa
kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nrmere paa Uret, da der i samme
jeblik, lige oppe over hendes Hoved, ld nogle underlige,
uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede
Hnder mod en lukket Dr.

-- Stille! raabte Hendes Naade ude i Kkkenet.

Og Jansen sank rdselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.

Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Kkkenet.
Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

-- Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen
et Minut!

Frkenen gik ud.

Nu ld Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede
Stvler mod Dren deroppe.

-- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte
sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter ld der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa
blev en Dr smkket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste
Led bldte:

-- Hun bed mig, Djvleskabet! sagde hun.

Kaninen saa paa hende med jne saa store, som det var hende muligt at
faa dem.

-- Hvem? spurgte hun -- Hvem bed?

-- Stasia, naturligvis!

-- Er hun ... da der oppe?

-- Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen frdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse,
satte den arme Frken Jansen i den ene skrkblandede Forundring efter
den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tnkt sig, at Livet og
Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu
i de senere Aar i Kbenhavn, havde det vret ganske anderledes.
Roligt og fredeligt var Dgnet gaaet. Og var der end af og til kommet
en Kurre paa Traaden mellem Brnene, havde Forldrene altid vidst at
dmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I Kbenhavn syntes jo
nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro;
men saa mrkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var
ikke alene det, at de var mrkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde
og ... og .....

-- Vil De lgge Dugen paa, lille Jansen!

Frkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa
Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem
Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

-- Hvor mon dog Karen bliver af?

-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue
-- St Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Vrsgod
og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man
ikke langt med i denne Verden!

Frkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa
en Stol lige over for hende.

-- Kn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund
i Tavshed -- Men De er vist en god Sjl. Maa jeg sige du til Dem?

Jansen rdmede helt op til den verste Spids af rene.

-- Ja, gerne ... hviskede hun.

-- Naa, tog Hendes Naade fat og lnede sig bagover paa Stolen ret som
en Forhrsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at
vre Skolemamsel hos min Svigerdatter?

-- Rigtig godt ... stammede Frkenen.

-- Sludder! ld det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til
mig!

-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen.
Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes
Krydsforhr.

-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte
Baronessen.

-- Nej ... sagde Frkenen sagte.

-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Vrelse, blev i
salig Hannibals Tid brugt til Vognsmrelse og Petroleum? Men du
holder maaske meget af den Parfume?

-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade
om et andet Vrelse ...

-- Ja, bed du kun vk, min Stump! ... Hvad er dine Forldre?

-- Min Moder er Enke ...

-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Brn?

-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

-- De er ikke konfirmerede?

-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...

-- Har hun oven i Kbet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din
Moder?

-- Ja, mange Penge har hun ikke ...

-- Hvor mange?

-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.

-- Herregud! Hvad var din Fader?

-- Amtsfuldmgtig ... i Hobro ...

-- Hvornaar dde han?

-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

-- Spis Kage! ... Hvad dde han af?

-- Brystsyge ...

-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...

Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hnderne for Ansigtet og hulkede
hjt.

-- Men Gud i Himlen! udbrd den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?

-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...

Baronessen rystede energisk sine Krller.

-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere
Stivelse i dig! sagde hun.

-- Ja--a ... hviskede Kaninen trstesls.

Og da hun ufortrdent vedblev at grde, rejste den gamle Dame sig op
og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med
sin dybe Mandfolkerst.

-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn!
Tr nu jnene og drik sin Chokolade! Saa sknker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfldet. Hun havde ikke
haft meget med den Slags Taarer at gjre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igjen sin store, rde Haand glide krtegnende hen over
Frkenens Haar.

-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder
meget af Farven. Og saa er det saa bldt at fle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hnderne fra Ansigtet, og i hendes jne lyste noget som et
Smil.

-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer lngere
frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i
Sovekammeret og vadsk jnene; for det er da ikke vrd, at Karen ser,
at hendes Lremor har vandet Agurker!

-- --

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Flge med Jens
Kusk.

Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende
og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der nppe
naaede hende til Knene; og en hjrd Bllehat sad hende bag ad
Nakken. Det lysblonde, nsten hvide Haar hang lst ned om Skuldrene.
Hendes Ansigt, Hals og Arme var strkt brunede af Solen, og hendes
mrke jne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun
rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.

-- Det er en rar Ts! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt
lide!

Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:

Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt,
men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hrte paa hendes Beretning,
et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige
mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbrbusk. Og der
stod han, medens Pigebarnet med et Gldeshvin sprang op mod Huset.

-- Ts dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om
Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen ls og gik nu op gennem Haven.

-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab
skulde du ha', min gode Jansen, og stte Vilddyret der ind i, naar
hun blev for slem!

-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg
Frkenen inde paa ....

Hun fuldendte ikke Stningen, men lavede bare nogle umaadelig store
jne, der var halvt forskrkkede og halvt skelmske.

Kaninen rdmede ber und ber.

-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du
lukkede op igen! mente Baronessen.

-- Det var ikke mig, der lukkede op ...

-- Karen ... bad Frkenen og greb hende i Armen.

... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har vret Spas for Helmuth!

.... Sknt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Krfter (det var
jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand
imod Karens muntre og indtagende Elskvrdighed. Det smukke, viltre
Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske
anderledes morsom og grinagtig end den stive, alvorlige Grandma
inde i Kbenhavn. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mrkede denne
gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst
og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag frste Gang, at Karen aflagde
Enkebaronessen et Besg. Og hun havde nppe faaet Lov dertil, om ikke
baade Baronen og hendes kre Grev Scheele, der nu atter befandt sig
paa Nsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne
Hflighed ....

-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig hjlydt ude i sin
Ensomhed i Kkkenet.

Den gamle Frue gik derud:

-- Vil han ha' en Kop til?

-- Ni, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

-- Et Stykke Kage?

-- Ni, mange Tak!

-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og
ryge!

-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen
og spnder for?

-- Nej! raabte Karen ud gennem Dren.

-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal kre herfra Kl.
seks!

-- Saa spnder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

-- Nej! sagde Karen.

-- Jo! sagde Kaninen -- vil De vre saa god!

-- Ja saa spnder jeg for da! sagde Kusken og gik.

-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!

-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i
ret og sagde -- Du er en skidt Ts! saadan taler man ikke om sin
Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hngelampen over Spisestuebordet
ligefrem dirrede i sine Kder. Men Baronessen lod, som om hun intet
hrte.

-- Vil Tsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der
ikke blive lukket op for Stasia?

Den gamle saa hen paa det store Ur.

-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Prcis Klokken syv lukker jeg op.

-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.

-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.

-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I
Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i
Haven og fangede fire af de strste og satte dem op under mine
Skrter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

-- Sikket Grin! sagde hun.

-- Nej, det var aldeles ikke Grin, min Snut! mente Baronessen lidt
pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!

-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en
Tallerken i Stykker!

-- Kindheste, spurgte Karen nsvist -- hvor mange Ben har de?

-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en
med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere
end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og
samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

-- Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og krte bort ....

Og da Uret nste Gang slog fuldt Slag, prcis syv, hverken et Minut
fr eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne
Stasias Fngsel.




Stine Napoleon havde igen vret inde i Prstens Kontor og hentet
Penge. Denne Gang var det hendes Ugeln, thi det var Lrdag; men hun
havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par
Kroner til Salve; Benet var vrre end nogen Sinde.

Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hrt paa hendes Klager
uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen
og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han
vilde ikke hre mere paa hendes Vrvl! Hvad kom hendes Sygdom og
Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Prstegaarden,
og dermed maatte hun njes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende
og lod hende faa Arbejdet i Haven, sknt hun udfrte det tarveligt
nok. Han havde alt for lnge fundet sig i hendes Paatrngenhed; og
tog hun sig ikke en mere beskeden Opfrsel paa, maatte kun sge
Arbejde andetsteds.

Stine stod henne ved Dren og tabte ganske Maal og Mle ved denne
Tordenbyge. Hendes smaa, lurende jne vidste ikke det Sted, de skulde
fste sig. Hun pillede med sine rde, kluntede Fingre ved
Forkldebaandene, og Terne i de ngne, graa Strmpefdder bevgede
sig nervst under det stumpede Skrt.

-- Jager Pastoren mig vk? spurgte hun trodsigt.

-- Nej! sagde Prsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt!
Men jeg vil vre fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den
Ln, du har fortjent; og maa vre glad til, at jeg beholder dig. Thi
Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!

Nu tog Stine det Parti at give sig til at grde.

-- Aldrig havde jeg dog tnkt _det_! sagde hun og lftede Forkldet
op til jnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot
og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Fden og Klderne til
Brnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e!
Aa Gud, aa Gud, at det skulde hnde!

Prsten gik tt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans jne
skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.

-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at
du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det
hrtes over alle Bjrge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dr
og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder
herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os!
... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine jne, du
skidne Kar, som du er! Og tnker du paa at hvne dig, saa skal jeg
sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal
staa ngne for Menighedens Aasyn!_

Han slap Taget i hendes Arm og stdte hende haardt fra sig hen mod
Dren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrkken stirrende frem
af sine vidtaabne jne. Trskoene snappede hun til sig ude i Forstuen
og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig
hendes daarlige Ben kunde bre hende.

Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet
Arbejde i Prstegaarden.

-- Men Jsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hnderne sammen. --
Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?

Stine sank om paa en Bnk og lod Trskoene, som hun endnu holdt i
Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.

-- Han er dende, splintrende gal! stnnede hun. -- Han lftede Haand
imod mig!

-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?

-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham
li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!

Amalie saa sig forfrdet om.

-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig
ulykkelig, om no'en hrte dig!

-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har
voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid!
Og nu ngter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dmmes til
at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!

-- Naa-aa, mente Amalie og skvede ondskabsfuldt hen til Naboersken.
-- I var vel enige nok om den Ting!

-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.

-- Ni, naturligvis! ...

-- Har du kanske haft din Nse imellem?

-- Ni ....

-- Saa holder du din Hals!

Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde ndig vre usams med Stine,
for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i
Prstegaarden, og der faldt jo foruden Lnnen ofte en Kop Kaffe og en
Bid Brd af.

-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en
lille Pause og stak Fdderne i Trskoene og gik hen og satte sig paa
den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra,
da hun ikke taalte at staa oprejst og bjet i Timevis.

Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.

-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han
sa'e?

-- Nej? spurgte Amalie og spidsede ren.

-- Han sa'e, at det vilde ikke vare lnge, forinden baade han og jeg
skulde kl' vos a' li'e midt for hele Menigheden!

-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Prst,
der kan fre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da
osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke
en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa
Fruen og Frkenen har nok aa gre med at faa blst Liv i ham igen.
Det _maa_ jo ende med et Mirakel!

-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Prst! sagde Stine,
der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at
undre sig ihjel over! Men et knskabt Mandfolk har han sgu altid
vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et slle Kvindfolk ikke kan
staa ham imod, naar han _vil_!

-- Ni vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde
sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til gte.

-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke njes med hende; og saa laasede
hun a'!

-- Jamen nu er han jo da blit gammel.

-- Gammel? grinte Stine. -- H, det er li'som med Julel: jo ldre
det bli'er, jo vrre sprutter det!

Lnge endnu vedblev disse to hdervrdige Kvinder at tale sknne Ord
om deres arme Prst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema,
naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans
Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og
Kendskab til hans Frd i Prstegaarden og udenfor, fuld af Hvnsyge,
som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa
Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde vret af
Farve som den frste Sne, lyttede fuld af Glde og Andagt til den
andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med
et eller andet lille Trk, som endnu ikke var kommet Stine for ren.
Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Prsten foretog
sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder
og halvvoksne Tse gik i Bad fra Strandbredden.

-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine
filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel
Skrdder!

-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for,
ved jeg!

-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.

-- Det gr han sgu nok! nikkede Amalie fortrstningsfuldt.

-- -- --

Som disse to Smaakoner talte om deres Sogneprst, saaledes talte den
hele Egn.

Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks ld: Har De
hrt den sidste om Mascani? Har De hrt? Har De hrt?

Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade rde og blege af Forargelse
og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og
morede sig over Prstens Bukkespring, som man nsten altid er
tilbjelig til at le af og more sig over den Art erotiske
Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandvrk, der kun gr
sit Offer latterligt!

Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han flte klarere og klarere
en Katastrofe nrme sig. Og som et Menneske, der mrker Sindssygen
gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede
snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin
Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham
kunde de ikke komme, da han altid stngede Drene til sit Kontor,
naar han mrkede et Anfald nrme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne
udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i
Nrheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omlb.

Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et
jebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spnding hans
Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usdvanlig
Larm og sendte hinanden ngstelige Blikke. Thi Prsten havde engang
ladet en Ytring falde om, at man maatte vre belavet paa, at han en
sknne Dag gjorde en Ende paa det hele.

Og var Dagene onde at gennemleve, var Ntterne endnu vrre. Naar de
to Kvinder var gaaet op paa deres Vrelse for at gaa i Seng, kunde de
i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder.
Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Vrelse,
var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun
fandt Dren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem
Nglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, ngen til Bltestedet,
medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa
han stnnede ved det. I Rdsel havde hun da hugget sine knyttede
Hnder mod Dren og raabt:

-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hrer du!
Hrer du!

Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hrtes mere
derinde.

Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet
den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde vret
stille.

Og da Mascani nste Morgen mdte til Te i Spisestuen, var der intet
usdvanligt at spore hos ham. Og sprge turde de jo ikke ...

Gladest var disse tre ulykkelige Vsener, naar de var ude i Selskab
eller selv havde Gster. Saa kunde Pastoren spge og le og vre den
muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at
han frte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig
at udstde dette hvinende, skrende Skrig, der stadig laa som en
Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der
engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde
tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som
Skriget fra et ddsramt Dyr, der har kmpet for Livet ....

Dog var der et Par jne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglde
ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.

-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige
-- og st Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ...
Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren
havde sat sig.

-- Nej? spurgte Prsten med et usikkert Blik; thi han havde i den
sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa
Hensyntagen.

-- De skulde rejse!

-- Rejse?

-- Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Krfter! Jo,
vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart
ikke mere Kd paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Fr var De
brun, og det kldte Dem. Men nu er De jo ganske grn! Hvad er det,
der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa ljerlige!
Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervs trods alt
sit Kd! I skulde rejse sammen og lade Madammerne vre, hvad de er!
Ja, De ler, min kre Macaroni; men jeg har levet lnge nok til at
kunne se bag Tnderne!

Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berrte
ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet
sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var
det hele!

Men Enkebaronessen lod sig ikke fre bag Lyset. Hun rystede sine
Krller og hvede en Pegefinger.

-- Verden er forrykt! sagde hun. -- I ender alle paa Galehuset! Jeg
er den eneste normale!

Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun
holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer
med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.

-- Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. -- Jeg ser jo,
hvor Drengen pines. Hun har kun jne for ham, Scheele, Ftteren, den
Fljelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brd
sig om hende; men han er jo saa vk i hende som en Kat i en
Rdsptte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prvet paa
det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt
ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen
paa ham bliver til Grd, og saa slaar han ls uden at tnke paa, at
der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjlpe! Kan De
ikke tale med en af Parterne?

Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke
hre mere. Brd sig ikke om at hre mere. Hvad kom det hele ham ved!
Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes
ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende
Opgr, han skulde have med sig selv!

Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og
Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom
der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene
gled dog alligevel derhen, hvor deres Skbne frte dem o. s. v., o.
s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte
sig ind mellem de andre Gster.

Og snart hrte man hans Latter og Tale klinge hjlydt gennem
Stuerne ...

Men naar han saa senere paa Aftenen krte hjem sammen med sin Kone og
sin Datter, sad han tavs og med lukkede jne trykket ind i et Hjrne
af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der
stundede til.




-- Det er forfrdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og
stirrede drmmende ud i Halvmrket.

-- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklrede Clara Mascani
afgjort.

-- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

-- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og
kysser hans Handsker! nikkede Karen svrmerisk.

Frken Mascani lo og klappede i Hnderne:

-- Du er storartet!

-- De er af Ruslder, vedblev den lille -- Jeg har taget den ene! ...
Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede
den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

-- Ah! sagde hun og borede Nsen ned i den -- hvor den dog er dejlig!
... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

-- N, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende
igen og gemte den ilfrdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskrmt Blik og rdmede. Hun begreb
ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Flelser ....

Det var Sndag, og Frken Mascani havde vret paa Nsset siden om
Formiddagen. Hun var krt hjem med Herskabet, der havde vret til
Frstegudstjeneste. Og sknt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun
sig fortrffelig sammen med Karen og Frken Jansen. Og saa snart hun
var hjemmefra, sknkede hun ikke de ulykkelige Forhold i
Prstegaarden en Tanke.

De tre Pigebrn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget
Chokolade, som de havde hldt paa en Flaske, og med den og noget
Hvedebrd i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i
Straahytten, hvor de havde fortret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde
tilvendt sig inde i Moderens Toiletvrelse, og dem havde hun og Clara
tndt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tnkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bgeall, der
hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel
Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tkket med et hjt,
spidstoplbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede
et behageligt, mystisk Halvmrke, idet Dagslyset kun sivede ind
gennem et lille, firkantet Vindue verst oppe i Taget.

Pigebrnene havde lukket Dren af for sig ved at stte Krogen paa
indvendig. Og nu havde de ligget paa Ljbnkene derinde og sludret og
rget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrdet var
fortret.

-- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

-- Nej! sagde Kaninen afgjort.

-- Jo--o! raabte Clara Mascani og slngte Cigaretten fra sig -- lad
os det!

-- Jamen vi har jo ingen Haandklder med. Og vi kan heller ikke komme
ind i Badehuset!

-- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og trrer os paa vore Srker!
mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrvlen frem og tilbage; men Karen og Clara
sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne
staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstdte Karen et hjt Skrig:

-- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme jeblik saa man Rg og Flammer slaa til Vejrs henne i
Hyttens ene Hjrne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne
Blade.

-- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende
stiv af Skrk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og
lystigere.

-- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Dren -- Lad os raabe om
Hjlp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst
vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehns, rev i
en Fart et Par Grstrv ls af en af Ljbnkene, kastede dem over
Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt
lykkedes hende at slukke Ilden.

-- Hvor _turde_ du, Frken Jansen? spurgte Karen beundrende.

-- Aa, det var da saa nemt ....

-- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strg Frkenen over
Haaret -- Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste
Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

-- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte
i den hjeste Sindsbevgelse -- det havde vret en vrre Historie!

-- St Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

-- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

-- Naa--aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod
og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Glder.

-- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby -- Det kunde for
Resten ha' vret Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun -- Vi maa
skynde os. For vi skal vre hjemme og ha' kldt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Dren og slog den helt tilbage, saa at det
halvmrke Rum fyldtes af det grnlige Lys, der laa ude under Trerne.

-- Puhh, sikken Varme! vedblev hun -- Det skal rigtignok blive
dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svmme,
Clara?

-- Ja, lidt.

-- Saa kan du lre Frken Jansen og mig det!

Kaninen forsgte et sidste Argument:

-- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den
aabne Strand, Baby!

-- Jo--o, Mama er i godt Humr i Dag! sagde Karen og laasede Dren,
hvilket lod sig gre ved Hjlp af et stort, gammelt Sm, der sattes
ned i en sken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod
Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik frst langs Skrntens verste Kant med Udsigt
over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var
saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker frdes ovre paa
den modsatte Bred.

-- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over
Vandet, hvor en tre-fire ngne Legemer lyste i Solskinnet.

-- Der kan du se, Frken Jansen, sagde Karen hoverende -- saa kan vi
da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger
nede paa Grnsvret i den bagende Sol.

Baade Frken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betnkeligt ud
over den store, ngne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten
var begrnset af en Rkke temmelig hje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

-- Kom nu! raabte hun -- Vi _skal_ i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grfter og Diger at komme over; og ganske oplste af
Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digelb ind mellem to af
dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa
Badehuset. Der frte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

-- Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tjet af sig --
Frste Mand i Vandet!

Ogsaa Frken Mascani tog fat paa at affre sig sine Klder.

Men Kaninen satte sig i Grsset ved Foden af Klitten. Hun _kunde_
ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til
det; havde aldrig prvet det fr.

-- Naa, Frken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare
Chemise og trak Strmperne af -- Nu er vi andre snart frdige!

-- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage -- Vi har heller ingen
Badehtte, og Haaret bliver saa vmmeligt af Saltvand!

-- Vi kan binde vore Lommetrklder over Hovedet! foreslog Frken
Mascani.

-- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

-- Hurra--a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frkenen efter hende.

-- Blse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud,
forinden Vandet naaede hende til Knene.

Solen skinnede paa hendes ngne, buttede Legeme, hvis gullige Hud
lyste som mat Rav. Og hendes store, lse Haar fld hende ned over
Ryggen.

-- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at
plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprjtede og skummede rundt om
hende.

Frken Mascani var nu ogsaa fuldstndig afkldt og stod og bandt
omhyggeligt sit Lommetrklde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

-- Uh, sagde hun og gyste let -- det er koldt!

-- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og lb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem
deres Fornjelse. Hun fortrd nsten, at hun havde sagt, at hun ikke
vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt
og raabte og lo og sprjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens jne. Hun vilde trnge dem
tilbage, men formaaede det ikke; og de lb stille ned ad hendes
Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun
vidste bare, at hun var saa inderlig bedrvet over ikke at kunne
glde sig som de andre, ikke vre munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at vre saa smuk
som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med
dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede
Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hnder glide ned over sine Arme og Ben. Og
Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun
ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

-- Hallj! raabte Karen -- Kom dog, Frken Jansen!

-- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani -- Vandet er ganske
lunkent!

Men Frkenen vinkede afvrgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde
sig Umage for at smile, medens hun stjaalent trrede Taarerne af sit
Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet lngere
ud. Vandet naaede dem nu til hjt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, blde, vaade
Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvg
og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hrtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende
derovre, som havde faaet je paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

-- Nej, lad vre! sagde Clara og greb hende om Haandledene -- St, de
svmmede herover!

-- Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen -- Klokken er mange!

-- Ja, nu kommer vi! ld det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i
en stor, tom Sal.

Pigebrnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind
mod Strandbredden. De lb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig
igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere
langbenet end Karen, naaede frst ind.

-- Se nu er det jo, man savner et Haandklde! sagde hun, da hun stod
oppe paa Sandet -- Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa
og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask
med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand
sprjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der nsten ikke kunde lbe
for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

-- Hvad skal jeg nu gre ved dig, dit lille Utyske?

-- Drukne mig! lo Synderen.

-- Godt! nikkede Clara og lftede hende op i sine Arme -- Godt, min
Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprllede i den Grad, at hun slap ls.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Klften mellem Klitterne, lb Karen
derind. Og et jeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den hjeste
Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

    Vift stolt paa Kodans Blge,
    blodrde Dannebrog, paa en Pind!

-- Din gale Ts! raabte Frken Mascani -- Kom nu ned og kld dig paa!

-- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

    Du over Helte svved,
    som sank i Ddens Favn ....

Karen! befalede Kaninen og rejste sig -- kom ned straks, hrer du!

-- Nu kommer jeg, min elskede Lrerinde! sagde Karen. Og medens hun
lb ned ad Klitten, hrte man hende fortstte i vilden Sky:

    Dit lyse Kors har hvet
    til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!

-- -- --

Da Pigebrnene var kldt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod
Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig
ned paa Stranden og gik ad Nsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.




Der var stort Selskab paa Nsset.

-- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt -- Og det er
bedst at gre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietrer med Fruer og Dtre tilsagt og
var mdt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grnne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale
og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Slvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med
Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde
Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius
var ifrt en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv
havde komponeret: blaa Stumptrje med stiv, opstaaende, gul Krave og
brede, gule Galoner ned ad Benklderne.

-- Drengen ser ud, som om han var rmmet fra Flakkebjerg! havde
Hendes gamle Naade sagt himmelhjt til sin Bordkavaler Byfoged From,
der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit
hvide Halsbind:

-- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men
lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gsterne kom vandrende hjrstet talende og ivrigt gestikulerende
efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om
Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde
Havestole og Bnke.

Enkebaronessens jne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven
nrmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og
agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange
Stenbord inde under Lindetrerne. Damerne inderst og Herrerne
staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hnderne og bjende
sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans
lngselsfulde jne gldede sig ved at beskue hendes hvide Hals og
Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrd Silkekjole. Og
hans sklvende Lber hviskede hende af og til et hvidgldende Ord
i ret ...

-- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til
Mode stod lnet op mod en Trstamme og omfattede Gsterne med et
fornjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa
mange til Gst paa een Gang. -- Niels! raabte han -- sknk Sdt for
Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat.
Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Prstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

-- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietrfrknerne, som
flte sig betydelig generte ved at vre Gster paa Slottet. De stod
og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og
Blomster.

-- Karen! advarede Kaninen -- ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa
at hun var ved at miste Vejret.

-- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frkenen, da hun
fik je paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt
af Glder ude paa Spidsen af en Ildtang.

-- Han er nusset i Dag, sagde Prstens Clara -- i den Dragt!

Og begge Pigebrnene lb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra
ham.

-- La' vr' Frkner! sagde Julius og sgte at vrge sig -- I brnder
Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrjen, saa Drengen kunde ikke flytte
sig af Stedet.

-- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme ls
-- Jeg skal skynde mig!

-- Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og
Julius maatte flge hende. Han snurrede af Sted sidelns; Ildtangen
holdt han stadig i Hnderne, og hans jne stod stive af Skrk for, at
Fyrfadet skulde flyve af den.

Frken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietrfrknerne maatte
trkke paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog
et Par mgtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Nsen.
Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med
Glderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bjet sig alt for dybt
ned over sin Kusine. Hans Lber berrte nsten hendes re.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

-- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun hjt
-- Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bd hende Armen.

-- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele
og sagde:

-- De er nok saa god at vre Vrt for Ungdommen, Ftter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

-- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i
Skoven!

-- --

De var gaaet ned gennem den lange Bgeall, Hendes Naade og Pastoren.

-- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Sprgsmaal fra fr.

Prsten saa paa hende med et underligt, slret Blik i sine smukke,
brune jne:

-- Jeg er trt! sagde han.

-- Trt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa
trt, om jeg tr sprge?

-- Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig
selv og andre!

Baronessen smilte.

-- Prstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrngede Mascani, og hans jne flammede -- Gud
kaldes ogsaa algod, alkrlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er
det hele!

-- Men Hr. Pastor dog!

-- Han piner og han plager mig! sagde Prsten haardt -- Led os ikke i
Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han mder frem med
Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han lsser Byrder paa mig, som
jeg ikke kan bre! Vilde det ene Menneske krve af det andet det,
_han_ krver af os, vilde vi blive dmte fra re, Liv og Gods!

-- Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen
forvirret.

-- Undertiden fristes jeg til, vedblev Prsten uden at hre paa
hendes Bemrkning -- Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran
Herrens Alter eller paa Prdikestolen, at raabe ud over Menigheden
med min naturlige Stemme, at det er Lgn alt sammen, det jeg staar og
bavler frem med min fedeste Sndagsrst! Ak, mine kre Brdre og
Sstre, vrngede han pludselig snvlende op med himmelvendte jne --
hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder
i hans alkrlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben?
Han, som har givet sin Sn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa
ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det
samme som den frste den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han
er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfrdet Prsten op i Ansigtet.
Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel
hasarderet Spg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa
sig om for at sge Hjlp.

Men de var kommet langt forud for det vrige Selskab og stod nu nede
i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der frte ind til
Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hnder op mod Panden; og han bjede
Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

-- Undskyld, Deres Naade! sagde han med trt Stemme -- Jeg har vist
forskrkket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og
stte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten -- De vilde bevise
mig en usigelig Tjeneste! tilfjede han, da Baronessen syntes at
tve.

Nppe var de traadt inden for Dren, fr han sank ned paa en af
Grsbnkene og skjulte Ansigtet i Hnderne.

-- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

-- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, st Dem!

Hun satte sig tvende paa Bnken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig lftede Mascani Hovedet.

-- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og
bjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en ddssyg Mand; og hans
jenlaag sank i -- Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en
stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen flte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke,
hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig
og var lbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hrt
berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende
gennem Hjernen og indgd hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med
Ansigtet bjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

-- Kre Hr. Pastor, forsgte hun -- er det ikke bedre, at vi gaar op?
Jeg skal lade et Gstevrelse gre i Stand til Dem. Hvis De da ikke
foretrkker straks at kre hjem til Prstegaarden?

Prsten aabnede jnene og stirrede stift hen paa hende.

-- Hvad syntes Deres Naade om min Prdiken, sidst De var i Kirke?
spurgte han og havde jensynlig slet ikke hrt hendes Sprgsmaal.

-- Deres Prken? spurgte hun forbavset.

-- Ja, den Sndag De tog Clara hjem med til Nsset?

-- Jeg synes altid godt om Deres Prkener ...

-- Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

-- Nej ...

-- Skal jeg fortlle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende
Glimt i jnene.

-- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tvede lidt og syntes at glde sig over hendes Forvirring. Men
saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert
og saa paa, at Pigebrnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprrt ud med Haanden:

-- Jeg vil ikke hre paa ...

-- H, h! vedblev han klukkende -- En smuk Beskftigelse for en
Herrens Tjener, hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede
Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa,
Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig
forover ned mod Bordets Plade -- vr dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af
Kulde. Vel havde hun af og til hrt et og andet fortlle om Mascanis
Kvindekrhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det
for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde vret
sammen med ham, havde hun intet mrket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dr og stod og stirrede ud mellem
Trerne og lyttede, om ikke nogle af Gsterne skulde vre i Nrheden.

Da ld der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig
hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en
Bevgelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og
holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som fr, og hans jne og Miner trtte og
slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var
overstaaet, og at han bestrbte sig for at beherske sig.

-- Kre Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende
-- kan De tilgive en gammel Mand, der et jeblik ikke har vret Herre
over sig selv?

-- Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

-- De behver ikke at frygte, nikkede han roligt -- Det er forbi ...
For denne Gang! fjede han til og pressede jnene i, medens to Taarer
lb ned ad hans Kinder -- For denne Gang! ... Aa, men om De vidste,
hvad den algode og alkrlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra
deres spdeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

-- Lad os gaa! gentog hun og rev sig ls fra ham og skyndte sig ud af
Hytten -- Vi maa op til de andre!

-- Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svr Sygdom ...

Proprietr Jrgensen og Forpagter Klaumann bjede lidt efter ind fra
Skoven og kom forbi Straahytten.

-- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietren og
pegede op gennem Bgealleen -- Mon de har vret derinde? sagde han og
slog med Hovedet ind mod Hytten.

-- H, h! grinte Forpagteren -- Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad
de kvindelige Behageligheder angaar!

-- Den er sgu osse god til _det_! nikkede Proprietren -- Gamle
Hannibal tog sig mangen god Trn derinde.

-- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

-- Ja, det var'et nok. Men saa lod han stte en Krog paa indvendig,
Fa'er!

-- H, h!

-- Hi, hi, ja!

Pause.

-- Hr, Jrgensen, har du set Baronens Blte?

-- Blte? Ni ... Hva' er det for et Blte?

-- Det er et, hans gamle Ahner brugte til at stte paa Konen, naar
di rejste vk.

-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke fdt i Nat!

-- Fdt i Nat ... h! Da har _jeg_ sgu set det da! Forleden jeg var
her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin
Skrivebordsskuffe. Et Kyskhedens Blte, kaldte han det.

-- Det var Satans! Jeg har nok hrt ymte om, at di store Herrer
brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det,
Klaumann! Hvor har han det fra?

-- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i
en Skuffe.

-- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

-- Og det ka' laases!

-- Ka' det _laases_? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha',
hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til
Marked, h, h!

-- Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!

-- H, h, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet
paa a' byde vos!

-- Hi, hi, nej; vi er jo da Skabningens Herrer, Jrgensen!

Og Proprietren og Forpagteren vandrede videre.

-- -- --

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet
oppe i Salonerne.

Alle Lys og Lamper var tndte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietrerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom lbende ind fra Galleriet:

-- Mama, maa vi trkke Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

-- Ja, vr saa god Brn!

-- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med
Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ldre op i Riddersalen; og et Par af
Herrerne bd Damer op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt
Mrke til, at hun udspionerede ham.

-- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun -- Jeg har danset her, da
Gulvet var helt!

Proprietrerne gik rundt og saa paa Forfdrenes Billeder, som hang
omkring paa Salens Vgge: Gamle, stive Herrer i Fljel og med
Pibekraver og Kaarder; og ldre og yngre blegfede Damer med Haaret i
Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

-- _Det_ var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde
Proprietr Hansen.

-- Og _det_ var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietr Jensen.

Og Proprietr Petersen pegede ogsaa og sagde:

-- Og _han_ der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode
Egetmmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gsterne maatte
trkke sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og
stttede sig langs Vggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Mbler og Gardiner og Portierer; og
de gamle, mre Gulve var skjult under tykke Tpper.

-- Ha'de man bare _Pengene_! sagde Baronen, der sad og spillede
L'hombre ovre i Kontoret -- Saa skulde Nsset sgu blive en
Mnstergaard!

-- Skaal for en god Hst, Baron! sagde Jgermester Bech og tmte sit
Glas.

-- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietr Jrgensen --
Men de Satans Folkeforhold!

-- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen -- fr kommer der ikke
Orden i Sagerne!

-- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From -- tamper vi ikke Rakket,
tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda
stod og gav Niels Tjener en Ordre.

-- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes
Haand.

-- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans
Sprgsmaal.

Prsten saa paa Damen med store, brndende jne.

-- At skue Deres Sknheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde
han og frte hendes Haand op til sine Lber -- Hvem der var tyve Aar
yngre! hviskede han -- Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

-- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rdmende af Vrede
og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frken Jansen lbende fra Riddersalen med
et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i
Gstevrelset.

Mascani greb hende i sine Arme, lftede hende op til sig og trykkede
sin Mund ind mod hendes.

-- Man er saa ond imod mig! sagde han -- Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfrdelse. Men saa slap han hende lige
saa pludselig igen, styrtede ud af Dren til Taarntrappen og
forsvandt ....

-- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mdte
frem med Sjalet -- hvor bliver du af?

Frkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

-- Har hun set Spgelser? spurgte Baronessen.

-- De er da ikke syg, Frken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen
ved Siden af Enkebaronessen.

-- Nej, stammede Kaninen -- nej men .... jeg ....

-- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade -- og det
er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede
hinanden indbyrdes. Karen og Prstefrkenen var Kavalerer, og de
svingede Proprietrdtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hnderne:

-- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Brder med sin Kusine.
Hun syntes frst at gre Modstand og saa sig ngstelig omkring. Men
han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og
snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle
Spilledaases hse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og
hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens
Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bjede sig stille ned over
hende og trykkede sine Lber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vgge stod de unge Damer og saa med store,
forundrede jne paa denne slsomme Dans. Medens Karen henrykt
klappede i Hnderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige
Ftter!




Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa Harmonien.

Nogle Tjenestekarle og Husmnd rundt fra Herregaardene havde siddet
og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i
Haandgemng.

-- Det er sorte Jakob fra Nsset, der tamper Hans Peder Jensen og
Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager
Svendsen fra Uggerlse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den
sammenstimlede Mngde uden for Gstgiveriet  jour med Begivenhederne
paa Krigsskuepladsen.

-- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. -- Hvor er
Poletiet? Hent Poletiet! Nu kvrker Jakob Nikkelaj! han myrder ham!
han myrder ham!

Publikum udenfor trngte op ad Trappen og ind gennem Dren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt
midt paa Gulvet i Sknkestuen.

Blodet lb Nikolaj ud af Nse og Mund. Og med sin ene smbeslaaede
Stvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at
han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

-- Din Hundetamp! hvsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et
Slag med sin knyttede, blodige Nve midt mellem jnene. -- Saa du
bider! Jeg ska' muntre dig!

-- Nu trkker han Kniven! skreg Gsterne, der hidtil havde staaet
ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

-- Han trkker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. --
Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede
med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter
Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

-- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men
ingen rrte en Haand for at bilgge Striden. Man holdt det for en
Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs
Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne flj af, og Skjorten
flngedes, og det ngne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned
til Bukselinningen.

-- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu
faaet Kniven frem og forsgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og
vred og vltede sig mellem hinanden og slog og bed.

-- Skil dem dog a'! var der endelig en forskrmt Kvindestemme, der
raabte.

-- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

-- Hvor er Vrten? brledes der.

-- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe
paa det verste Trappetrin ud til Kkkenet og oversaa interesseret
Situationen.

-- Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brl fra Hans Peter fik Mngden uden for Huset til at
lfte sig op paa Terne for bedre at se.

-- Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.

Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al
Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

-- Vil du slippe! hvsede han.

Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube.
Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.

Jakob kom op paa Kn, han var nu aldeles rasende, jnene traadte ham
ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hvede han
Kniven, denne Gang for at stde den i den ulykkeliges Bryst.

Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over
Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den
anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.

-- Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man.

-- Der er Herskabet fra Nsset! mldte Urmageren ind i Stuen.

-- Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. -- Det er jo hans
Folk!

-- Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! ld det fra flere.

-- Hvad er her paa Frde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af
Stimmelen uden for Gstgiveriet.

-- Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!

-- Kan Deres Hjvelbaarenhed ikke skille dem!

-- Han bruger Kniv! ld det rundt om fra.

Helmuth trngte sig igennem Mngden hen til Dren.

Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svre Skikkelse.

-- Det er Baronen sl! mumledes der. -- Det er Baronen fra Nsset.

Og Gsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra
Dren hen til de kmpende.

Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Stvler med Sporer, lys Jakke
og Vest og stramtsiddende, graa Benklder. Ridepisken havde han
stukket ned i den ene Stvle.

I det samme kom Vrten hurtigt ned ad Trappen fra Kkkenet.

-- Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik je paa Hans
Hjvelbaarenhed, standsede han op og forsgte et kejtet Buk.

Han var en stor, svr Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre
Bug.

Hans Peter laa som livls paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger vrgede
sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa
Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs hjre
Arm var ubrugelig.

-- Hva' er her gaaet for sig! brlede Baronen af sine Lungers fulde
Kraft. Han vidste, at naar man skal gre Indtryk paa Bnder, skal man
overdve dem. -- Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optjer, Olsen?
spurgte han henvendt til Vrten.

-- Jeg var lige henne paa Pladsen til et lille Lb, Hr. Baron! sagde
Vrten undskyldende og med et nyt Buk.

-- Hjlp mig! sagde Helmuth og gik hen og tog Stokken fra Nikolaj og
gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem
Gsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fast paa ham med
mange Hnder.

Det behvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske rolig.

-- Hva' vil _du_? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit
Herskab.

Men Baronen greb ham med begge Hnder i Skuldrene og satte ham i Kn
ned mod Gulvet.

Mngden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens jne lyste.

-- Hva' har du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa
Hans Peter.

-- Han har stukket ham! var der en, der sagde.

-- Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.

-- Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.

Sorte Jakob vred sig under Baronens Jrnhnder.

-- Slip mig! sagde han. -- La' mig bare komme ls! sagde han. -- Jeg
skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin!

Men Jakob slap ikke ls, hvor meget han end vred sig.

Endelig kom Politiet: en lille, slle, halvgammel Mandsperson med
Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.

Han saa ganske hjlpels ud.

-- De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og
Jakob. -- Ham der ligger, kender jeg ikke.

-- Det er Hans Peter Jensen fra Smholt! forklarede Urmageren. -- Han
er Hjulmand.

-- Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte
Politiet forknyt.

-- Gu' ska' du saa, Jakobsen! sagde Vrten. -- Saaden no'et Svineri i
min Forretning!

-- No'et Strikke! befalede Baronen. -- Karlen her maa bindes!

Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hnder blev
bagbundne.

Han sparkede, brlte og bed fra sig. Men en tre-fire strke Bnder
fik Krammet paa ham.

Og saa satte Toget sig i Bevgelse:

Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig.
Derpaa kom Baronen og to Mnd med Jakob. Og endelig fire Karle, der
mere bar end stttede den halvt bevidstlse Hans Peter Jensen.

-- -- --

Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue
og saa paa, at Karen og Kaninen krte i Karrusel.

Fru Mascani kom til med sin Datter.

-- Der sidder jo Karen og Frken Jansen! sagde Clara. -- Jeg vil
virkelig ogsaa op og ha' en Tur!

Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.

Karen red foran dem overskrvs paa en Hest.

-- Brnene! smilede Fru Mascani moderligt. -- Er Deres Mand herude,
Fru Baronesse?

-- Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.

-- Nmen der _er_ jo Baronen! udbrd Byfogedinden og pegede. -- Du
bedste Gud, hvad er der dog paa Frde!

Det var Optoget med de tre Misddere, der svingede op over Torvet og
hen mod Raadhuset.

Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Dre og Porte kom
Folk lbende med lange Halse.

Selv Mndene, der krte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at
kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.

Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fdderne mod
det nederste Trin og vilde ikke videre.

Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte
have fortrudt sin tidligere Fjelighed, thi han forsgte at flygte.
Men han blev dog nappet i Farten.

-- Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.

Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods
hans rasende Modstand de seks-syv Trin op ad Trappen og ind i
Raadstuens Forhal, hvis Dr Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.

Mngden stod lidt og betragtede den lukkede Dr. Saa spredte man sig.
Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.

Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.

Han standsede op og hilste.

De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernst ikke
jnene fra Hendes Naades Ansigt.

Hele Egnen mumlede om denne Ftter og Kusine, der jvnlig saas snart
hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.

-- Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest
ved Siden af sin.

-- Jeg tr ikke, smilede Greven -- jeg er bange, den skal slaa mig
af.

-- Han er sd! hviskede Clara. -- Jeg kunde spise de jne!

Kaninen rdmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte
Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.

-- Det er lnge siden, vi har set Dem paa Nsset, Ftter! sagde
Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.

-- Hsten! chre cousine, sagde Greven og bukkede undskyldende. --
Men en af Dagene skal jeg have den re at hilse paa Dem og Gemalen!

Nu kom der to ldre Bnder gaaende forbi. Da de saa de fine Folk,
standsede de og gav sig himmelhjt til at tale om dem.

-- Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Nsset! sagde
den ene.

-- Saa-aa? sagde den anden, -- det er svrt saa hun er stadset op!

-- Og hun, den tykke, det er Prstekonen fra Gaardene!

-- Hun ligner sgu Jordmo'er Mller fra Vejlby! sagde den anden.

-- Hun gr Fa'en! sagde Nummer eet igen -- tror du, en Jordmo'er er
saadan behngt!

-- J mener sgunde paa Kl'erne; j mener paa Kyddet!

-- Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' dig,
men- ....

Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side,
hvor de unge var.

Bnderne saa efter dem.

-- Nu gik di! sagde den ene.

-- Ja-a, sagde den anden.

Og saa fortsatte de deres Vandring ....

I det samme svingede et Kretj fra Vestergade ind paa Torvet.

Det var Rigmor med Pagtens Ark.

Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia,
begge i Festskrud.

Og Vognen var vadsket, Seletjet pudset, og Rigmor striglet og
brstet.

Idet Ekvipagen svingede omkring Hjrnet af Raadhuset, kom netop
Baronen ud af Dren og steg ned ad Trappen.

-- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. -- Hvor
Adel er, kommer Adel til!

-- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. -- Saa du
skal ogsaa til Dyrskue?

-- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Prmie!

-- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frken Jansen.

-- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe jne havde
opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. -- Og hun har
nok en Flgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom
naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).

Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.

-- Og der er jo Ftter Scheele! sagde han.

-- Ja, der er han! nikkede den gamle.

-- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og
lettede paa Ridehuen til Afsked. -- Hejmdal faar rimeligvis frste
Prmie!

-- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.

-- Hva' er der?

-- _Maa_ han saa ikke be....

-- Nej, Gu' maa han ej! sagde Snnen leende og slog med Ridepisken
hen efter Rigmor. -- Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Fl
alligevel!

-- -- --

Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grnning i Udkanten af Byen, var der
en Larmen og Raaben, en Brgen, Vrinsken, Brlen og Grynten, der fik
selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:

-- Det er dog Satan til Spe'takkel!

Bndermnd og Koner med Brn i alle Aldere fyldte til Trngsel
Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.

Mndene rg deres Piber, og Konerne og Brnene gnavede paa
Hvedebasser og Sukkerstnger.

Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...

Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen
under den anden.

-- Der staar Jrgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til
Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vlige Dyr,
der stampede i Grnsvret, vrinskede og steg og vilde over til
Hopperne paa den anden Side af Udsknkningsteltet.

-- Karen, du bliver her! sagde Frken Jansen, der skjalv i sin
Grundvold ved at frdes mellem alle disse vilde Bestier.

To Mnd kom trkkende med en vldig Tyr. Den skulde hen og synes af
Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde jne skulede til Siderne, og
omkring dens Lber sad grnlig Fraade.

Saa satte den pludselig i med et Brl, som fik Kaninen til at udstde
et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.

Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.

-- Her er hsligt at vre! sagde han.

-- Ja, hviskede Frkenen -- skal vi ikke gaa igen?

-- Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. -- Vi skal rigtignok se
det hele!

Nu begyndte man at trave Hingstene.

En Mand holdt dem i Hovedtjet helt oppe ved Munden og lb saa hen
over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, prustede og
dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.

-- Det er dog virkelig alligevel knt at se! sagde Greven, hvis
Hesteforstand flte sig tiltalt.

-- Nu skal Jrgen lbe med Hejmdal! raabte Karen.

Gamle Jrgen ordnede frst omhyggelig Hingstens Tmmer.

-- Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.

Og saa satte Parret sig i Gang.

Alle vendte sig interesseret og saa paa Lbet.

Man vidste, at Dyret tilhrte Baronen fra Nsset.

-- --

Rundt i Foldene gik ldre, alvorlige Mnd og beflte omhyggeligt
Faarenes Pels og Svinenes Kd. Og udenfor stod Ejermndene med
spndte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevgelser.

Men om Hnseburene holdt Madammerne til. De snakkede krligt og
opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med
Vingerne mod Burenes Tremmer af Skrk for den uvante Indesprring og
de mange Mennesker.

Men saa blev der med eet et frygteligt Rre i Mngden.

En to Aars Kvie havde revet sig ls og stormede nu rundt paa Pladsen
med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.

Mdrene reddede deres Brn op paa Armene og flygtede.

Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.

Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til
Bevrtningsteltet.

-- Hurra-a! hun er trstig! brlede Ungdommen og stimede sammen om
Teltdren. -- La' hinne faa et Glas l og en Snaps! foresloges der.
-- Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtl! raabtes der. Og
hver Aandrighed blev hilst med hjrstet Bifald.

Inde fra Teltet hrtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af
Glas og Flasker. Og et jeblik efter kom Kvien farende ud igen
vanvittig af Forfjamskelse.

Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens
Hjerne, at en langbenet Kngt havde faaet fat i Halen paa den og nu
sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.

-- --

Hingstene var atter trukket op i Rkke; og de alvorlige Mnd var for
lngst frdige med at befle Faar og Svin. Man var i Lag med at lgge
Tjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Ker med alt for spndte Yvere
blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.

Jrgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han
bandt Plakaten med 1ste Prmie om Halsen paa Hejmdal.

Baron Helmuth stod og saa til, medens den gamle lagde Bidsel og
Dkken til Rette paa Dyret.

-- Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hnge paa
ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jrgen med Huen i Haanden.

-- Nej, vrsgod, Jrgen, lad du den bare hnge!

-- Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere
Agtelse for ham paa Vejen!

-- Javist saa! Rid ham nu forsigtig!

-- Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jrgen og knejsede
allerede paa Ryggen af Hingsten.

Helmuth stod et jeblik og saa efter Hesten, da den dansede ned over
Grnsvret. Han var nsten lige saa stolt af Prmien, som gamle
Jrgen var det ...

I lange Rkker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Ker,
Heste, Svin, Faar og Geder; en hel No Ark!

De, som frte Prmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise
Plakaterne.

De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.

Og snart var Pladsen de og tom. Kun stod der hist og her ensom en
forglemt Ko og brlede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor
Orne og sov.

Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at
Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gdningsklatterne rundt omkring i
Nabolaget, skreg op i Rdsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun
kunde holde!




Det var blevet Aften.

Oppe i Harmoniens store Sal sad paa Galleriet under Loftet fire
Musici og trakterede Blseinstrumenter. jnene stod dem ud af
Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at
sprnges.

Lysekronens otte, hjtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en
Hede og en Os deroppe, saa at man nppe kunde aande.

Og nede paa Gulvet snurrede Bnderne deres Kvinder rundt og stampede
ls med deres smbeslaaede Hle, saa at Gulvbrderne drnede som
under Hovslag.

Der dansedes paa Livet ls. Fruentimmerne hang oplste af Varme i
deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun
som tilintetgjort ned paa en af Trbnkene langs Vggene, lukkede
jnene og stnnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen:

Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa
Naade og Unaade til den frste den bedste Danser, der strakte sin
rde, svedige venstre ud mod hende.

-- Ska' det vre vos to, Marie?

Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje
rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....

Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk,
vakte meget Rre i Lokalet.

De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Frdighed.

Par efter Par af adstadigt polkerende Bnderfolk ligefrem _mejede_ de
ned ved denne deres irregulre Maade at fare Salen igennem paa.

Bnderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive
krt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ldre nedmejede Mnd og
Koner, skummede af Vrede og Misundelse.

Der ld allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at
rotte sig sammen for i Fllesskab at foretage et Choc mod disse to
Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.

Den begyndte frst nede ved Dren ind til Sknkestuen og forplantede
sig derpaa op gennem hele Salens Lngde.

Al Dans ophrte. Damerne kastede sig tilbage paa Bnkene og lo. Og
Mandfolkene slog Hnderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede
hinanden i Siderne.

Selv Musiken kunde nsten ikke spille af Latter.

Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af l og
Brndevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa
Store-Olga fra Vejrlse og nu forsgte at svinge hende forkert i en
hvirvlende Tyrolervals.

Men det var ham umuligt at komme i Trit.

Med urokkelig Alvor forsgte han atter og atter. Tog nogle Spring
fremad og gjorde nogle slsomme Bevgelser med Kroppen. Men maatte
saa standse og begynde forfra igen.

Han naaede hende ikke hjere end til Kjolelinningen og sled og
arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa trte
han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme
og Ben var i uafbrudt Bevgelse. Det saa ud, som vilde han entre
hende. Han lignede en kmpemssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid
havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en
Hunelefant.

Og jo hjere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.

Men saa syntes Olga pludselig at vre bleven ked af Legen. Hun bjede
sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hvede
ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op
og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Lngde,
hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud
fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.

-- Olga, stnnede han -- Olga, det er nok, Olga!

Men var Olga frst sat i Bevgelse, syntes hun ikke at kunne standse,
frend hendes eget Maskineri var lbet trt. Og desuden morede hun
sig fortrffeligt: hendes jne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap
med Tilskuerne langs Vggene.

Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte.

Frst sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fdder.
Men et jeblik efter tumlede han op og begyndte at overdnge hende
med de mest udsgte Skldsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid
og Fortid.

-- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet -- det var jo bare Grin alt
sammen.

-- Din Kdmaskine, din Fedtdulle, din Flskeangsjos! skreg Urmageren
rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes
Hofte.

-- Nu slor han sgu! sagde Olga -- den Ildtang!

-- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.

-- Put ham i din Lomme! sagde en anden.

Men Olga njedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste
ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han
nogen Sinde kom i Orden igen.

-- Kan du saa nre dig? spurgte hun.

Men Svendsen kunde ingenlunde nre sig. Han skar Tnder og begyndte
at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kd.

Da var der en, som midt i Stjen og Latteren raabte det forlsende
Ord:

-- St ham op paa Kakkelovnen!

Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i
sine strke Arme og bar ham trods hans Sprllen og Kradsen tvrs over
Gulvet hen til den hje Jrnkakkelovn henne i Hjrnet.

-- Fly mig en Stol! sagde hun.

Der blev flyet hende fire.

Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa
Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjrnet og sagde:

-- Sit saa der da, din Skorpejon!

Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa,
og den afbrudte Dans tog fat paa ny.

-- -- --

Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.

Man havde nydt et Fllesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fdreland
og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Srdeleshed.

Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og rg og drak og spillede
Whist og L'hombre.

Snakken gik hjrstet, som Sd altid er iblandt Landmnd, der er vant
til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel
og Jord fra Dyrkning af Kvgroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald
af Forstoppelse.

-- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den
lille, tykke Proprietr Jrgensen til Holmelund -- Hva' mon det ha'de
saadan et Jag for?

-- De ha'de jo Damerne med! sagde Mller Jochumsen.

-- Aa, Fa'en, Damerne! vrngede Proprietren -- En anden en havde
vel ogsaa Damer med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar
man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to,
sluttede han -- baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en
grosgesnofne paa deres gamle Dage?

-- Gu' er de ej! sagde Mlleren -- Baronen er sgu li'saa gemen som
baade du og jeg, Jrgensen!

-- Hi, hi! grinte den lille Dyrlge Lund, som havde smagt lidt vel
meget paa Mosten -- Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!

-- Hva' for en Lunte? spurgte Mlleren -- De, Grinebider!

-- Hi, hi, hi! sprg Skovrideren!

-- Ved De noget, Skovrider?

-- Intet! sagde Skovrideren utilgngelig. Han var Forstraad og
Enkemand.

Men Faktum lod sig jo ikke bengte: Helmuth var redet hjem
umiddelbart fr Fllesspisningen, sknt han havde tegnet sig som
Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, frend
han havde hrt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time
siden, nsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var krt.

-- Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.

-- Ja, han skulde sgu ha' Ansttelse som Gendarm! fniste Dyrlgen.

-- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besrge det!

-- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.

-- Hvad ha'de Jakob bedrevet? ld det fra en tredje?

-- Han ha'de stukket et Par Mnd ihjel oppe paa Harmonien!

-- Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.

-- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jrgensen.

-- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var
blevet passet af de tre andre.

Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.

-- Det var ogsaa noget Hundede at spille Grand paa, sagde Dyrlgen
arrig.

Men Forstraaden vrdigede ham intet Svar.

-- Har I hrt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for
Nsgaardene, Uggerlse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som
spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.

-- Det var Satans!

-- Ja, det er der! nikkede Forpagteren -- For et Par Dage siden kom
her en forlben Kbenhavner og holdt Mde i Salum Kro og skldte os
Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmndene
var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at de det trre Brd, mens
vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrd! Og nu er der dannet en
Forening med Love og Medlemskort og det hele!

-- Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietr
Jrgensen, der havde hrt, hvad man talte om ved det andet Bord -- I
Gaar jog jeg to vk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de
ikke rre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde
jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk!

-- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Mller Jochumsen.

Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.

-- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en -- Saa gaar de
bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!

-- Det er rigtig nok! sagde en anden -- for der er ingen Sammenhold
mellem vos!

-- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.

-- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.

-- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den frste -- og naar en Karl
eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!

-- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist -- Aldrig!
... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!

Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre .....

Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren ld hjere og
hjere. De alvorligere Sprgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere
veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!

Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak
Punch og Vin i Fllesskab.

Den lille Dyrlge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en
Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.

Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse
Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Kbet. Fanden i Vold
med gtemndene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa
Nsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og
... og Grev Scheele ...

Frst havde man let hjrstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev
der raabt:

-- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!

.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlgen, var en Mand, han i alle
Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! _Han_ var Ungkarl ...
og Dyrlgen _sl_ var Ungkarl ... og _Hejmdal_ ha'de faaet frste
Prmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte
mange gifte Koner, der ....

Men her blev Taleren af talrige Hnder revet ned af Stolen og
forsvandt i Dybet.

Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig
atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestt og
Slesvig og Fdrelandet.

Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og
rejste sig hj og alvorlig.

Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist
fr ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne
Genstand ...

-- Det var mig!

... Ja, det var af Hr. Proprietr Jrgensen til Holmelund! En Mand,
som vi alle nrede den dybeste Hjagtelse for, og som levede i et
lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Brn og
sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv vret gift
engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen,
vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brndte i lys og lykkelig
Lue, _det_ var Stedet, hvorfra Krlighed og Godhed udgik; thi
Krlighed og Godhed var _det_, som Kvinden saaede i Mandens Skd og i
Brnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne
herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast gteflle
havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der frdedes i de
mrke Skove og savnede blde, milde Hnder, naar han aabnede Dren og
stod i sin tomme Stue, omringet af sine forldrelse Brn. Ganske
vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en
Skaal for Hjemmene, der bres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt,
for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!

Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle
Sider komplimenteret af de henrykte gtemnd. Det var godt at hre et
alvorligt Ord efter Dyrlgens gadedrengeagtige Taktlsheder!

-- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietr
Jrgensen med Taarer i jnene og trykkede Forstraadens Haand mellem
begge sine -- _Hjemmene_, naar bare vi har _dem_!

Og man tmte paa ny et Bger og raabte et dundrende Vivat!

-- --

Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte
deres Vogne.

Og noget efter et Par til.

Og saa en hel Klynge.

-- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til
Mutter! sagde Mller Jochumsen og strakte sig -- Hva' Jrgensen?
spurgte han og puffede Proprietren med Tommelfingeren i Siden.

-- Ja--a, sagde Jrgensen -- vi maa jo hjemad og se, hvordan det
staar til!

Der var i det hele kommet en sr Lngsel efter Arnen op hos
gtemndene nu efter Forstraadens Tale ....

Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.

Ogsaa Bnderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den
slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af
Vognbulder og Hestetrampen ...

Mller Jochumsen krte sammen med Proprietr Jrgensen. De havde Kusk
paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste
Agestol.

Lnge havde de krt fremad i Tavshed blidelig lullet i Ds af den
gode Fjedervogns vuggende Bevgelser.

Saa sagde Mlleren paa een Gang dybt indigneret:

-- Det er et godt Svin, den Dyrlge med sine Hingste!

-- Ja--a! sagde Jrgensen helt inde bag Frakkekraven.

Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej.

Da spurgte Mlleren:

-- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?

-- Jo--o, det har vi da! sagde Jrgensen.




Det var Sndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.

Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket
op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til,
hvad Bnderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men _Dren_ kunde hun
da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft
ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Kkken,
Sovekammer og Dagligstue.

Men tvertimod: Dren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat
paa indvendig.

Henne ved det umalede Fyrretrsbord under Vinduet sad Maren og hendes
to Brn: den gamle Baronesses dvstumme Stasia og Post-Sren ogsaa
kaldet Jrnposten, fordi han manglede hjre Arms Underarm, der var
erstattet af et Stykke Tr med paaskruet Haand af Jrn; tre krumme
Jrnfingre, der lignede Fuglekler.

-- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende
Kedel, der hngte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. --
Hvor ku' det hnge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i
Dag? fortsatte hun. -- Di plejer sgu da ellers ikke aa vre saa
forlejne for aa se hverandre.

-- Den unge er krt med Karen og Mamsellen paa Besg hos
Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.

Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og
hun skrev nsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan
tale.

-- H, h! grinte Maren. -- Naa saaden; saa er Porten fri.

-- La' mig se? sagde Post-Sren og tog Tavlen. -- Ja, di to Naader
enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde lst, hvad der stod.

Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Glderne.

Maren rejste sig og gik derhen.

-- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia?
sagde hun til Datteren og synede et Krmmerhus fyldt med malede
Kaffebnner.

-- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.

Og Broderen tog Tavlen og lste det hjt.

-- H, h! grinte Maren og stak Nsen ned i Krmmerhuset. -- Men godt
lugter det sgu!

Og saa kom hun Bnner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i
den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.

-- Gr 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Sren. Og Stasia nikkede til
ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.

Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grnne og brungule
af lde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle
halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en
Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersm. Og saa laa der en
Klat grn Sbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.

Op langs den bageste Vg lngst borte stod Sengen. Den var hamret
sammen af uhvlede Brder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i
den, men Lagen fandtes ikke.

Foruden Bordet, Gsterne sad ved, var der af Bohave tre Trstole og
en gammel, blaamalet Kldekiste. Og saa var der Marens Rok og
Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.

Og af at tigge.

Og man sagde, at hun var skrappest til det sidste.

Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems:
lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kmmet
glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende
langt ned i Nakken. Det kunde vist have vret et knt Haar, om det
havde vret rent. Men det var det aldrig. Stv og Skorstensrg og
Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og
i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvttelige
Smuds. jnene var smaa og rdkantede, og de randt, saa snart hun
kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tvrs
igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!

Stasia lignede hende, srlig paa jnene. Men hun var ren og pillen i
Kldedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.

Snnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var hj
og velvoksen, og hans jne var store og slve. Man maatte kalde ham
en pn Mand. Men saa havde han jo denne Skavunk med Armen. Den var
bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet sknket
ham en Jrnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket
Embede han nu bekldte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og
Ssteren ni og tyve.

Baade Stasias Dvstumhed og Srens forulykkede Arm havde Maren Forlis
tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig
presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse jne, naar
hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med en Moders bldendes
Hjerte.

Ellers brd hun sig ikke stort om Brnene.

Og de sig da heller ikke om hende.

Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde
aldrig faa bedre Udslag for deres medfdte Ondskab, end naar de talte
sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og
Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, hje og lave.
Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes jne
fulgte Moderens Lber og snappede Ordene af dem, endnu frend de var
dannet til Lyd.

Og Sren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og
Marens Hoved stdte ofte sammen, naar de ivrigt bjede sig hen over
Tavlen for at lse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og
lod ham ikke i Fred, frend han med sin trtte, lidt drvende Stemme
havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt,
han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet
rundt.

Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver
anden-tredje Sndag tittede han gerne ned i Skovhuset til Moderen.
Og hndte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Mde, saa
listede Maren sig hen til Dren og satte Krogen paa.

-- Saa, Brn, sagde hun, -- la' vos saa hre nyt!

Og saa begyndte Flaaningen.

Sren havde i Dag medbragt for fem og tyve re Hvedebasser fra
Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige
Besg, tilvendt sig et hemmeligt Krmmerhus fuld af Enkebaronessens
gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.

Saa det kunde jo blive et helt Kalas.

Det havde som sdvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da
Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede
nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted,
hvor de var sikre for Enkebaronessens mistnksomme jne. Og Bukserne
havde Naaden oven i Kbet selv forret Pigebarnet.

-- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde
Sren hver Gang.

Og Fruentimmerne hvinede af Latter.

Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rrte rundt i Kedlen med
Trpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bnnerne.

Sren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.

-- Naa, Mo'er? spurgte saa Snnen -- hjlper det snart?

-- Jo, sagde den gamle -- nu koger hun. Det er dog en sknne Lugt!
nikkede hun og snftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. -- Men
jeg har ingen Flde.

Kaffen blev sknket op i tre hankelse, sprukne Kopper. Man kom godt
med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid.
Maren smaskede som en Fr med sine tandlse Gummer.

-- Hva' rende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og
puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.

-- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og
Moder og Sn rakte Hals for at lse det -- det er rent galt nu; alle
Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men
Baronen sl ved ingen Ting, den Indriot.

-- H, h! gnkkede Maren -- kanske han, Greven, ku' gre en
Stamherre da!

-- Du er god, Moder! skrev Stasia. -- Hi, hi! sagde hun og gottede
sig.

Stasia interesserede sig overmaade for Barnefdsler og
Frugtsommelighed og Kresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa
en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa jne som St.
Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var
denne Glde blandet med en god Del Misundelse.

-- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven,
fortalte Maren. -- Sikke jne di ku' levere hverandre!

-- Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia.

-- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem
Granerne, saa jeg dem nbbes som et Par Skovduer.

-- Det er Lgn, Mo'er! sagde Sren rolig og huggede Jrnhaanden ned i
et Stykke Wienerbrd og fiskede det hen til sig.

-- Er det Lgn? spurgte Maren vredt. -- Jeg saa 'et med disse mine to
jne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede
hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!

-- Hi, hi! klukkede den dvstumme, og Griflen gik. -- De skal holde
til nede i Straahytten, siger di; der er nogen blde Mosbnke.

-- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. -- Har
saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? -- -- Hr, Sren,
spurgte hun saa -- _du_ b'r vel Brev imellem dem?

Sren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde
ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.

Men Fruentimmerne trngte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at
han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde
der ofte vret Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa
nede i Kkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig
ophrt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden
lagde dem i kassen, der hngte nede ved den anden Ende af Alleen paa
Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive
opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.

-- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Snnen? spurgte Maren.

Den dvstumme nikkede: Ja, ja!

-- Hva' Fa'en mon han saa gr? spurgte Sren.

-- Han skyder Greven! skrev Stasia.

-- Jeg tror snarere, han trsker Konen, mente Maren.

-- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.

-- I snakker! sagde Sren pludselig. -- Lad os heller faa en Skaal
Kaffe til!

Og der blev sknket frisk Beholdning i Kopperne.

-- Har I hrt, at nu er det da rent splitrende galt i Prstegaarden?
spurgte Stasia.

-- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.

-- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Prsten havde lukket
sig inde paa sit Vrelse, og begge Damerne grd.

-- Han har sgu osse huseret lnge nok! mente Maren. -- Der er jo ikke
det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!

-- Har han osse villet rre dig, Mo'er? spurgte Snnen trt.

Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nr havde vltet
Kaffekoppen.

-- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Sren. Men
Sprgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. -- Har du ikke
mrket no'et? spurgte hun -- du kommer der jo hver Dag.

-- Jeg kommer kun i Kkkenet.

-- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den dvstumme.

Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste
bagefter.

Da Anfaldet var ovre, sagde Sren:

-- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brd.

-- _Har_ han? spurgte Maren tilfreds. -- Saa faar da Konen Fred saa
lnge.

-- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet!
skrev Stasia.

-- Jeg saa det.

-- Var det flt?

-- Naa, ma' ku' ikke se Blodet.

-- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. -- Vand og
Brd, hvad vil det sige?

Han faar ikke uden en Humpel Rugbrd og en Skaal Vand.

-- Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren.

-- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Fde imellem.

-- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.

-- Jo-o, forklarede Maren -- ma' bli'er, saa ma' knap ka' hnge
sammen a' 'et alligevel.

Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brd, og de var
ble'en som Klude.

Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Sren
havde talt med en, der havde vret i Tugthuset. Det var et helt
Herreliv, sagde han.

-- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa
Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det
forfrdeligste paa Jorden. -- Fr hnger jeg mig, sagde hun -- fr
den Tort skal komme over mig!

Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.

Sren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at
beskrive paa det njagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun
gyste ved at hre det, men ufortrden var hun i sine Sprgsmaal. Saa
ufortrden, at Moderen til sidst sagde:

-- Nej, la' nu vre aa fortl mere, Sren! Jeg tr ikke vre her
alene!

Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trnge ind paa Snnen for at
faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og
hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa
Hjlp eller Raad, men maatte d som et andet Kreatur!

Stasia sad og hrte til og gottede sig ved Tanken om, at _hende_
kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra
sig for aldrig det.

Og Snnen vgrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig
hjrstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte vre i
Nrheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om
han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var
hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lgge sig ind paa
Fattiggaarden, der var Selskab!

Stasia slog en hj Latter op, da Sren nvnede Ordet: Fattiggaarden;
og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var
hende ligefrem en Sjlesvir at se de to andres dirrende Ansigter og
hadefulde jne. Hun havde jo sit paa det trre.

Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede:
Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han
vilde skikke sin egen kdelige Mo'er ind mellem al det Skidt og
Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.

Og det endte med, at Sren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa,
at han aldrig skulde stte sine Fdder i dette forbandede Hus! --

Saa var de to Fruentimmer alene.

Stasia sad og vdede Pegefingeren og fiskede de Smuler af
Hvedebrdet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde vret pakket
ind i.

-- Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nr, skrev hun og stak Tavlen
hen til Maren.

-- Den Svinehund! sagde den gamle. -- Aa ham har en opfdt med sit
eget Hjertes sure Mlk!

Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia -- men det er jo ikke _hans_
Skyld.

-- Ni, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mren derovre i
Jerslev.

Stasia nikkede.

-- Moder skulde engang gaa over og lse Evangeliet for hende!

-- H, h, snrrede Maren -- ja, jeg ska' rive jnene ud a' Hovedet
paa hinne, ska' jeg!

Stasia smilede skadefro.

Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede
Vsen, som ingen Mand kastede sine jne paa, men snarere flte en Art
mystisk Skrk for, at hun kunde ikke taale, at andre nd den
Krlighedens Lykke, som hun lste om i de Bger, Enkebaronessen
laante hende. Hun gik i stille, sukkende Lngsel efter at fle og
nyde Elskovens henrykkende Salighed. Men da Mandfolkene stadig gik
af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende
ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til
alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en
bankende Barm at lne deres lngselsfulde Hoved imod.

Og hun havde jo ikke vret lnge om at opdage, at Broderen nu paa det
sidste havde fundet sig en Hjertenskr ovre blandt de Jerslev Piger.

Og hun nagedes nsten syg af Misundelse.

-- Moder skulde gre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.

-- Det kan du vre evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. -- Jeg
skal nok lse for hinne!

-- Og faar hun ham frst til at gifte hende, skal hun nok trkke
Skillingerne fra ham!

-- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!

Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte
Moderen det.

-- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begrlig Papiret op med
sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. -- Du er da en
_Datter_! nikkede hun, og hendes jne skinnede. -- Saadan sku' alle
Brn vre! Hvor har du ellers den fra?

-- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene je sammen.

-- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter
omhyggelig at have svbt det ind i Papiret igjen.

Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den
dvstumme.

-- Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. -- Han kan
alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!

Hun tnkte stadig paa Broderen og hans Kreste.

Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:

-- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Ts, naar Prven ska'
gres!

Og saa hvinede de ud i Latter begge to.

-- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa -- ellers bliver
Dragonen rent edderspndt!

Dragonen var hendes Klenavn for den gamle Baronesse.

-- Har I Kontrefejer endnu?

Den dvstumme nikkede og knyttede Hnderne.

-- Putter hun dig somtids i Skabet endnu?

Stasia nikkede igen og skar Tnder.

-- Det la'er du vel ikke sidde paa dig?

-- Nej! Men bare jeg var strkere end hende!

-- Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prvet
smaatskaaren Hestehaar?

Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.

-- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. -- Hun var, som
hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.

Maren knkkede sammen af Latter.

-- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun.
-- Naa, _ska'_ du nu af Sted?

Jo, Stasia maatte skynde sig.

Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og
Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den
hjrde Brystsljfe.

-- Hun holder dig sgu da ellers net nok i Kl'er! nikkede den gamle
misundelig.

Og den dvstumme gjorde en Bevgelse, der skulde sige: Ja, hun kunde
jo bare prve paa andet!

Saa greb hun Tavlen og skrev:

-- Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.

-- Ni, ni, sagde Maren -- det forstaar sig! _Hun_ ka' ju'nde taale
mig!

-- Du skal sige til Tsens Forldre, at de allerede ligger og
forlyster sig sammen.

-- Gr di da det? spurgte Maren interesseret.

-- Det gr di vel nok!

-- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.

-- Naar kommer du?

-- Paa Sndag, tnker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa
lnge siden, jeg har hrt et Gu's Ord.

-- Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjrne og
hre, hvordan det er revet ud.

-- Ja, gr kun det.

Og saa bd de to Slgtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.

Da hun stod uden for Dren, kom der en stor, graa Kat lbende over
Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.

-- Naa, der er Belle! sagde Maren.

Stasia bjede sig ned og strg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa
nikkede hun og skyndte sig af Sted.

Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.

-- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med klen Rst. -- Nu ska' han
faa en Koppe.

Og hun sknkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.
Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en
Krukke Mlk frem under den, skummede det verste af og kom i
Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt
Brnene for denne Nydelse.

Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre
Drikken i sig.

Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrdspapiret. Og Maren tog sin
Tokrone frem og gned den med sit Kjolerme, indtil den skinnede.




    Kre, lille Moder!

  Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg
  hrer fra Jer; men jeg kommer jo til at lnges. Til Julen _vil_
  jeg hjem! -- Jo, jeg begynder nu at fle mig _lidt_ bedre til
  Rette her paa Nsset; baade Baronen og Baronessen er meget
  venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere
  og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sdeste,
  jeg har kendt; og saa smuk. Det maa vre dejligt at vre smuk!
  Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for lnge siden
  havde talt til Hendes Naade om mit Vrelse, og hun havde sagt til
  ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter
  skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom,
  saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der
  kommet noget underligt stille og fravrende over Hendes Naade,
  synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var
  alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa
  rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche
  og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfrdelig
  bedrvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon
  hun ikke gaar og tnker paa sin frste Mand, han var nok saa
  smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa
  hans jne, at han holder meget af hende.

  I Sndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besgte
  Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du
  kan tnke Dig, vi fik sters til Aften, var det ikke fint? Grev
  Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han
  hrte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da.
  Ham synes jeg udmrket om, han er saa rar! men han kommer ikke
  nr saa ofte til os som fr; det er Synd for Hendes Naade, thi
  hun har det jo meget alene, naar man er vant til Kbenhavn.

  Hvor det dog er srgeligt med Pastor Mascani, han ser saa
  forfrdelig anstrengt og nervs ud, og somme Tider kommer han
  slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara
  ser ogsaa daarligt ud; det gr mig saa ondt for den Familie. Folk
  fortller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige
  Dig, hvad det er, saa forfrdelig er det; men jeg kan ikke tro
  det, for han er jo da Prst og en gammel Mand og skal foregaa
  Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder,
  men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget
  ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i
  Kbenhavn eller Hobro! Ved Du hvad jeg hrte forleden Nat, da jeg
  laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke
  forfrdeligt, jeg hrte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos
  Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun grd og jamrede,
  og han skndte paa hende. Det kan jo gerne vre, at de er
  Krester, men jeg synes ikke, man skal gre saadan noget. Du maa
  ikke blive vred, kre Moder, over, at jeg fortller Dig det, men
  nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til
  Hendes Naade? Det er nsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar
  og hjlpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pnt i
  Stand. Kan Du ikke kbe en lille Ting, jeg kan forre hende, for
  jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?

  Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan
  ikke lide hinanden. Men nu fortller Pigerne, at hun var her i
  Sndags, da vi var borte, og Baronen har vret saa underlig
  siden. Jeg er ganske nervs, naar vi skal op til Bordet, for han
  sidder og ser saa mrk ud og taler nsten ikke til sin Kone. Det
  er stygt af den gamle Baronesse at gaa og stte ondt imellem
  dem! Aa, somme Tider nsker jeg, at jeg aldrig var kommen her
  mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres
  Intriger; og jeg er nsten bange for dem, for jeg synes, at det
  er, som om de gik rundt og lurede paa at gre hverandre Skade.
  Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke,
  hvordan jeg skulde holde det ud.

  Ja, Vadsken her er meget god, men Tjet bliver jo lidt gulligt,
  fordi de bruger Brndvand. Herskabet faar vadsket Lintjet i
  Byen, men vi andre maa jo njes.

  Aa, hvor jeg glder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt
  at kbe Presenter til Dig og Brnene for mine egne Penge. Jeg
  synes, at I skulde lade mig pynte Juletret alene? Maa jeg det?

  Der begynder at gaa Hul paa Overlderet af mine gamle Snresko.
  Synes Du, jeg skulde kbe mig et Par ny og sende de gamle hjem
  til en af Tvillingerne? De _kan_ jo ogsaa lappes her, for der er
  en meget god Skomager i Nsgaardene.

  Naa, lille, kre Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu
  Brnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de sde Tuller! Og
  modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din

                                         trofaste Datter
                                               Elise Jansen.




Nssets Jorder gik mod Nord og st lige ned til Fjorden. Et stort
Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddmme og
drne i sine frste Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det
bedste Korn i hele Egnen.

Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30
Tnder Land inden for de hje Dmninger som sin ganske private
Ejendom, og han havde gldet sig som et Barn til at opnvne dette
Jordstykke efter sin frstefdte Sn og kalde det: Hannibalsmarken.
Hidtil havde det maattet njes med at gaa under Navnet: det
inddmmede.

Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun
skulde skynde sig at fde en Stamherre, for saa skulde der drikkes
Champagne paa Nsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde
dbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.

Men nu havde han snart vret gift et halvt Aar, og der viste sig
stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.

-- Hva' Fanden, sagde han -- du har jo dog faaet Brn fr, Vilde. Jeg
kan sgu ikke begribe det!

Og han gik i sin Nd til Huslgen og betroede ham sine Bekymringer og
spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.

-- H, h! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen
-- Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt
mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.

Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det,
at han holdt mest af at _ride_ rundt i Markerne og se til Arbejderne,
saa begyndte han nu at gaa -- i det mindste den ene Runde, den om
Formiddagen. Men Flgen blev bare den, at han mdte frem med en sand
Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan
virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade
gaa sig forbi!

-- Aa skidt, sagde han og skvede over til sin Kone, da Tjeneren for
anden Gang bd Oksestegen rundt -- jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde!
Man skal da vre _mt_!

Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham lsse paa Tallerkenen.

Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge
Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og
afvisende og lunefuld, som i den frste Tid af deres gteskab.
Tvrtimod! Hun var Hfligheden, Blidheden og Medgrligheden selv --
naar han da ikke blev alt for Holbergsk. Men det var til Tider, som
om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede
paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde hre.
I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre
ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids
mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en indre Lykke,
som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og
drmmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervse Faren sammen, naar
nogen nrmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.

-- Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det
inddmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange -- Havren dernede
staar, som den var _plantet_!

-- Nej, kre, jeg har ikke Lyst.

Og Lyst til at tage ud paa Besg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun
kunde ikke lide de ransagende jne, de gode Fruer fstede paa hende.
Det var, som om de vilde lse, hvad der stod prentet bag hendes
korrekte, ladylike Fremtrden og blide, smilende Ansigt.

Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.

Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk
var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin
Ftter, Grev v. Scheele.

-- -- --

Et Par Dage efter hin Sndag, Stasia havde besgt Maren Forlis,
medens Enkebaronessen var paa Nsset for at tale med sin Sn, kom
denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der frte fra Kontoret ned i
Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Vrelse.

Baronen havde, som den lille Jansen havde bemrket i sit Brev til
Moderen, vret underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades
Visit. Det havde vret en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade
jne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i
Spisesalen og saa det opdkkede Bord, flakkede nu helt hjemlse om
mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som
sdvanlig med god Appetit; men komplet uden Humr. Og hans
spgefulde, lidt bjrneagtige, men srdeles velmente Bemrkninger til
Karen og Kaninen, ventede de forgves paa. Og naar Maaltidet var til
Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa
Kontoret og lukkede Dren efter sig.

Hendes Naade og de to Pigebrn skvede ngsteligt hen til ham; og
Baronessen forsgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men
Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.

Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til
sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde
drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og
sov sdelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro.
--

Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var
mrkt, og han stampede undig haardt i Trinene med sine tunge
Stvler. Over Armen hngte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok,
han altid havde med, naar han gik i Marken.

Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et jeblik som
raadvild uden for Kaninens Dr.

Saa bankede han paa.

En Stol blev skubbet tilbage inde i Vrelset, og Frken Jansen viste
sig i Dren. Hun blev staaende ganske maalls, thi det var frste
Gang, at Baronen sgte hende op hernede. Og hun troede et jeblik, at
han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.

Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.

-- Frken, sagde han saa -- jeg maa ....

Og han puffede hende nsten brutalt ind i Vrelset, gik selv bag
efter og trak Dren til. Der var saa lavt derinde, at han nppe
kunde staa oprejst.

Kaninen var ved at skrige om Hjlp, saa forfrdet blev hun.

Helmuths Ansigt var kobberrdt, hans tykke Lber sklvede og hans
jne for vildsomt om.

-- Frken ... Frken Jansen, begyndte han -- undskyld at jeg ... der
var noget, jeg vilde sprge Dem om ...

-- Ja--a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og
ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have
begaaet en eller anden Fadse, som nu skulde paatales.

-- Hvem var ... hvem var I sammen med i Sndags ude hos
Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.

-- Ingen, stammede hun -- vi var der alene ...

Hans Ansigt klarede lidt op.

-- Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa -- Om Aftenen kom Grev v.
Scheele ridende.

Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Vrelset.
Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Stvler, da han gik hen
gennem Gangen.

I Dren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede
velbehageligt paa sin Pibe.

Blodet for Baronen til Hovedet med et Std, saa det nsten sortnede
for hans jne.

-- Staar du her og driver, din Lmmel! skreg han og huggede ude af
sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den
ulykkelige Kngt sank i Kn med et dmpet Brl og kunde ikke rejse
sig igen.

Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad
Skoven til.

Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans trge Hjerne:
Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er
Ret!

Da han gik ned ad den lange All og kom forbi Straahytten, gik han
ind og satte sig paa en af Grsbnkene.

Han kunde hre Hstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddmmede,
hvor man var ved at kre Havren hjem -- den pragtfulde Havre, hans
Hjertes Klebarn og Stolthed! Og han hrte den skrattende Lyd af de
tomme Hstvogne, der kom krende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og
den buldrende Lyd af Lssene, der langsomt rullede hjemad.

Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han
sad foroverbjet paa Bnken, stttede Armene mod Haandtaget af sin
Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der fr
havde vret ved at kvle ham, og som havde ladet ham slaa ls som i
Blinde paa den slle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter
lidt veget for en inderlig, knugende Srgmodighed, en nsten
grdefrdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.

-- At hun _kunde_! malede det rundt i hans Hjerne -- At Vilde
_kunde_! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og
dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste
hun jo, fr hun tog mig. Og jeg gr mig da Umage. Jeg har nsten lagt
af med at bande. Og jeg klr mig da om til Middag. Alle hendes nsker
faar hun opfyldt. Jeg br hende jo paa Hnderne. En ny Kupvogn har
hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin
Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrvl i mit Sted. Og
hva' forlanger jeg til Gengld for alt det. Bare at hun skal vre
lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der
holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjrnejne og
lb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skgget. Hans svre Krop
rystede, og af og til stnnede han som under en tung Byrde.

Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne vltede
rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af
noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem
den halvtaabne Dr. Frst gled jnene bort fra det igen, og han
rokkede frem og tilbage paa Bnken i sine triste, pinefulde Tanker,
der ustandseligt drejede sig ubehjlpsomme og raadvilde om det samme
Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa
meget a' hende ....

Saa rejste han sig med en pludselig Flelse af, at her kunde han jo
ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud
til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!

Atter faldt hans je paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden
henne ved Dren. Han bjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var
en lille, trekantet Lap Papir; et Hjrne af et iturevet Brev. Blodet
for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som
for at slaa: Han kendte jeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det
var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke lse, hvad der stod; i den
Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa
meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver,
blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet
det verste Hjrne af en Brevside, lstes kun:

    ......... ingen Glde uden
    .............. trygt stole
    ................... Baaden

Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.

Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev
altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar
hun engang imellem fik Svar fra Ftteren som Tak for en Indbydelse.
Og saa lod hun altid sin Mand lse Brevet ... De holdt maaske
Stvnemder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde lste
Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De
mdtes maaske ogsaa her ... Han skulde knkke Halsen paa den
Grevetamp! Trske ham med sin Stok, saa han ikke kunde rre et Lem!
Slaa ham i hans Mlkebrdsfjs, saa at Blodet skulde sprjte ham ud
af Nse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad?
Der var ingen Baad paa Nsset ....

Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og
lister sig op gennem Skoven, og saa mdes de her!

Tanken traf ham nsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt
tilbage: -- Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknkker! Om han saa
traf ham midt inde paa Torvet i Kbstaden, skulde han splintre hans
raadne Hjernekiste med sin Egekp!

Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom
Skum om hans Lber, og Blod for hans jne; og selv om den, han vilde
til Livs, havde sgt Frelse bag en Dr af Jrn, han vilde ha' lbet
sin Tyrepande imod den i Forsg paa at splintre den!

Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for jeblikket
om Greven. Kunde han ramme _ham_, vilde han fle sig tilfredsstillet
og mttet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa
brdefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tnke over det;
turde ikke give den Mistanke Rum; bvede for at finde hende skyldig;
sklvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive ndsaget til at
skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvre hende; ikke tnke
sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa
Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume,
Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kmper for sin Hind,
saaledes vilde han kmpe for hende. Og naar han blot havde faaet
ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af
Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse
til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin
uindskrnkede og ukrnkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret!
For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige
Forfdres Sd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsblte paa (og
han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar
han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tnkt med
Attraa paa andre Mnd og higet i Lngsel mod andre Guder. Han vilde
blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man
smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en
Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!




Nede paa det inddmmede var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod
efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hnder
paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre,
rullede hjem til Gaarden, blev tmt og kom tilbage igen. Karlene stak
Sden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner rev efter, tavse og
travle paa Grund af Herskabets Nrvrelse. Men Herskabet selv
syntes ikke at nse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene
Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et
stjaalent jekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand
og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig
med et underligt tungt og nsten srgmodigt Udtryk i Ansigtet.

-- Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa!
hviskede en af Karlene til sin Nabo.

-- Ni, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. --
Han ser svr lumsk ud da!

Og Kvinderne talte halvt forfrdede og halvt forbitrede om, hvorledes
Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Kn lige
med det samme! -- Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.

Forvalteren kom krende paa en tom Hstvogn oppe fra Gaarden.

-- Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr.
Baron, sagde han og tog til Hatten.

-- Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.

-- Skal Resten sttes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?

-- Ja, nikkede Helmuth og plirede med jnene ud mod Fjorden, der laa
spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de hje Dmninger. --
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra
Forvalteren -- ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet
sig en Baad?

-- Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som
han ligger og vapper i her om Aftenen.

-- Hum!

-- Han morer sig med at skyde Slhunde ude paa Stenene.

-- Hum!

-- Men han trffer aldrig nogen.

-- Nej, det gr han vel ikke.

-- Jeg hrte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i
Skoven. Saa gik jeg herned paa Dmningen. Han laa helt henne under
vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?

-- Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han trffer jo ikke alligevel.

-- Ni, h, h!

-- Var han ene i Baaden?

-- Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke strre end som et godt Smrtrug.

-- Naa ikke .... Hvad var det, De sagde fr om Havren?

Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:

-- Jeg sa'e ...

-- Var der ikke Plads i Laden?

-- Nej ...

-- Saa er det bedst, vi stter en Stak. Vi maa heller stte
Blandingskornet over Kostalden.

-- Jo vel!

-- Hvor mange Ls har vi faaet ind efter Middag?

-- To og tyve.

-- Holder Vejret sig?

-- Jeg formoder det. Barometret stiger da.

-- Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal
ha' set efter.

-- Jo vel!

Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op
over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang
imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet
i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller
huggede med sin Stok til en oplben Tidsel eller Skarntyde paa
Grftekanten. Og saa gik han videre.

Men Forvalteren klede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.

-- Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!

-- --

Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa
Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.

Ved Bordet havde hersket den sdvanlige skulende Tavshed. Karen og
Kaninen havde nppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen
havde siddet stiv og urrlig. Og Niels Tjener havde svvet rundt og
serveret saa lydls, som det var ham muligt.

Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstls
i Dren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude
om Benene og klynkede og jamrede og grd og raabte engang imellem, at
han var slaaet ihjel.

Karen havde vret nede at se til ham og trstet ham. Og hendes smaa
Hnder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader.
Men sige noget turde hun ikke.

Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit
rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre
Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, _hvad_
hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende,
at Enkebaronessen havde vret paa et fem Timers Besg paa Nsset i
Sndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Sn. De havde raabt
begge, saa det kunde hres ned i Kkkenet. Og Baronen havde ikke
fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af
Sted med hende og Stasia.

Frst havde Baronesse Alvilda haabet paa, at det var Svigermoderens
Pengesager, der havde vret paa Tale, og at den gamle havde forlangt
Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og
Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mrk og umeddelsom, begyndte hun
at sklve i sin Sjl for, at det skulde vre _hende_, Tordenen trak
sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han
ikke maatte komme til Nsset, frend han fik Brev. Hun forklarede
ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente.

Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sdvanlig. Men
dybt i hendes Hjerte dirrede Angesten for, hvad der vilde komme.

Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind paa Kontoret. Og da Maaltidet
var sluttet, og man havde nsket Velbekomme, trak han sig tilbage og
lukkede Dren ....

Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti
rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for
lngst gaaet ned paa sit Vrelse i Mejeribygningen. Og Baronen og
Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmrke Dagligstue, der
kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skr dmpedes af en mrkerd
Silkeskrm.

Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetjet paa en Bakke og
gik igen.

Da hans Skridt var det hen, og den tunge Dr mellem Taarnet og
Galleriet var smkket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der
stod tavs henne i Skyggen lnet op mod Kaminen.

-- Bliver du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste
Rst.

-- Ja.

-- Er I snart frdige med Havren nede fra det inddmmede?

Helmuths jne gnistrede, og hans lidt fremstaaende Fortnder borede
sig ned i hans Underlbe. -- Hun er bange! Hun er bange! haanlo det
i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans
Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Sprgsmaal sin
hjlpelse Raadvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med
underlig tyk og grdet Stemme:

-- Er Karen gaaet i Seng?

-- Ja ....

-- Og Kammerjomfruen?

-- Nej, kre; du ved jo, at hun aldrig gaar til Ro, frend hun har
hjulpet mig med mit Toilette.

-- Gaa ind og sig til hende, at du ingen Brug har for hende i Aften.

Baronessen lftede Hovedet og saa forundret-sprgende hen paa ham.
Hun flte Angesten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede
sig.

-- Hrer du ikke!

-- Jo, men jeg ...

-- Jeg vil tale med dig! Jeg vil vre alene med dig!

-- Jamen, kre ...

Helmuth nsten lb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hnder
var knyttede.

-- Gaar du? spurgte han. -- Eller skal _jeg_?

Og han lod sin tunge, kluntede Nve falde haardt ned paa hendes
Skulder.

-- Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. -- Er du
forrykt?

-- Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt
andet end at fje dig og vre god imod dig! Og du! Og du!

Hun lagde sin Haand beroligende paa hans Arm. Det var ikke langt fra,
at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og saa ham rolig og
trohjertet ind i de vrede jne.

-- St dig ned, Helmuth, sagde hun. -- Du delgger dig engang selv
med din Hidsighed. St dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor
gaar du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget vrre saa; med
_dit_ Temperament. Du trnger til at meddele dig. Og hvem er nrmere
til at vre din fortrolige end jeg?

Han var sunken ned paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes
Haand gled bldt hen over hans, medens hun talte.

-- Jeg ved, at din Moder har vret her i Sndags, vedblev hun. -- Og
jeg ved ogsaa, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig.
Hvorfor aner jeg ikke. Maaske fordi jeg har indtaget hendes Plads her
paa Gaarden. Jeg har prvet alt for at drage hende til mig; men hun
er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en
Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som
stammer fra hende. Og nu har hun jo vret her og vil ogsaa fylde dig
med den samme forrykte Snak om ... om ... om mit Forhold til min
Ftter, Grev Scheele!

Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin
Kone ind i Ansigtet. Hans Mund aabnede sig, og hans Underkbe fik et
hngende, nsten faareagtigt Udtryk.

-- Du, mumlede han -- du ... du siger det selv?

Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes jne saa
saa duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angesten og
Agtpaagivenheden endnu.

-- Ja, sagde hun -- naar man ikke er sig nogen Brde bevidst, ved jeg
ikke, hvorfor man skulde lade sig skrmme af ildesindede Menneskers
Sladder!

Der blev en Pause. Man hrte tydelig det store Urs regelmssige
Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en
Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mgtige Bygning at vre
hensunket i Svn.

Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels
Hjerne. Saaledes havde han ikke tnkt sig, at hans Rettergang skulde
ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Graad og
Tilstaaelse og Bn om Naade. Og saa en Forsoningsfest med Knfald og
dyre Lfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget
Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Hjmodighed
havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge
Slavinde, sin urrlige og ukrnkelige Ejendom for Tid og Evighed!
... Men nu var det jo _ham_, der kom til at bede om Forladelse og
Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistnkt
for. Fanden ogsaa, at hans Mo'er ...

Men saa kom han pludselig til at tnke paa, at Alvilda havde holdt
skjult for ham, at hun havde vret sammen med Scheele i Sndags ude
hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra
Straahytten!

-- Er det lnge siden, du har vret sammen med din Ftter? spurgte
han og gldede sig stille over sin Snedighed.

-- Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. -- Han har vel
kunnet mrke, at du ikke kan lide ham.

-- Jeg sp'r, om det er lnge siden, du har vret sammen med ham?

-- Sammen med ham ... jo, ja ...

Hun blev usikker, tvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige
Sandheden, eller ....

Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske
sig lngere.

-- Han var jo hos Borgmesterens i Sndags! bruste det ud af ham, og
hans jne lynede.

-- Ja, det er sandt, det var han jo ogsaa! Det havde jeg rent glemt!
smilede hun.

Atter flte Baronen sig halvt afvbnet; han var jo ikke videre
bevandret i den dle Forstillelseskunst.

-- Hvorfor har du ikke fortalt mig det fr? mumlede han.

-- Kjre Helmuth, sagde hun, og hendes jenlaag blev rde, som holdt
hun med Magt Taarerne tilbage. -- Du har ikke vret god imod mig i
den sidste Tid. Jeg ved snart ikke, hvad jeg tr tale til dig om, og
hvad ikke. Husk paa, min Ven, at mit Liv hidtil har vret alt andet
end gldeligt. Og da jeg gav dig mit Ja og fulgte med dig herover,
troede jeg, at jeg skulde faa det godt og roligt. Og saa ... og saa
piner og plager du mig med dine uvrdige Mistanker ... Du gr flles
Sag med din Moder, der er skinsyg paa mig, fordi jeg indtager en
Plads her, som hun mener tilkommer hende ... Og ganske ene staar jeg,
borte fra Familie og Venner .... Hvor kan du, der ellers er saa god,
bringe det over dit Hjerte ....

Her brd Taarerne virkelig frem af den dle Dames jne, og hun
skjulte Ansigtet i sine Hnder.

Og Helmuth sad paa ny hjlpels.

-- Lille Vilde, sagde han og strg hende kluntet angergivent op og
ned ad Ryggen -- jeg holder jo saa voldsomt meget a' dig; det er
derfor. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er saa fin som dig. Du er meget
bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at du og
Scheele ... De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stvnemder.
Jeg kunde ikke vre bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da du nu
ikke fortalte mig, at du ha'de truffet ham i Sndags, saa troede jeg
... Og da jeg saa i Eftermiddags ogsaa fandt dette her Brev nede i
Straahytten ....

-- Brev? Hvilket Brev? spurgte hun aandelst. Hendes Hnder _faldt_
ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, ddbleg og med
vidtopspilede jne.

Men han lagde ikke Mrke til hendes Rdsel. Han tnkte bare paa, at
han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han
holdt saa voldsomt meget af hende.

-- Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den
frem mod hende. -- Der staar noget om en Baad, og det er jo da
skrevet med Scheeles Haandskrift.

Hun snappede Papiret fra ham og lste.

-- Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og nskede
halvvejs, at hun skulde sige nej.

-- Jo.

-- Er det?

-- Ja!

-- Men ... jamen ... hva' ...

Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.

-- Helmuth, sagde hun og saa ham med et fortrffeligt konstrueret
varmt og taknemmeligt Blik ind i jnene -- nu da du har talt til mig
om, hvad der har pint dig, saa vil jeg ogsaa betro dig ... fortlle
dig alting! Men du maa love mig ikke at blive hidsig? ... Det er jo
Angesten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til dig
fr ... Brevet her er fra min Ftter. Han skriver af og til til mig.
Han ... han holder af mig. Ja, jeg burde maaske ikke sige dig det,
thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil
ikke, at du skal gaa rundt med den stygge Mistanke. Han har jo
mrket, Stakkelen, at han ikke lngere var nogen velset Gst her paa
Nsset. Og saa har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til.
Det er maaske uforsigtigt af mig; men jeg har saa ondt af ham. Og
Herregud, naar et Brev kan glde ham ..... Men hvis du ikke synes om
det, Helmuth, saa ....

Helmuth sad sammenbjet med Albuerne hvilende mod Knene og Hovedet
stttet i Hnderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophrligt: Jeg
tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!

-- Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i
sin Baad hver Aften! mumlede han.

Baronessen lo lidt anstrengt.

-- Aa Herregud, det arme Menneske!

-- Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg trffer ham!

-- Men Helmuth dog!

-- Og jeg forbyder dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg
vil ikke ha' det!

-- Saa, saa! smilede Damen blidt og tog hans Haand (hun vidste snart
ikke sine levende Raad, Skroget). -- Bliv nu ikke ivrig igen, sagde
hun. -- Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse saa nr!
... Du ved jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en
Kattesvans), at jeg med Sjl og Sind fler mig bunden til min gamle,
fle, hidsige Bjrn!

Baronen skd hendes Haand til Side og rejste sig.

-- Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at du lyver!

-- Men, kre ...

-- Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!

-- Jamen, jeg har jo forklaret dig ...

-- Hum! Mo'er siger, at du ikke er til at stole paa over en
Drtrskel!

-- Og du tror din Moder bedre, end du tror mig ...

Helmuth greb hende i Armen:

-- Du skriver jo til ham! Du trffer jo sammen med ham. I holder jo
Stvnemder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om
ham, saa lad ham sejle sin egen S! ... Den Dreng!

Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste
Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og
gjort ham saa nervs, at han kunde have knust og splintret alt, hvad
der stod ham i Vejen, dem maatte han nu have vltet fra sig, skaffet
sig Luft for: _Om_ hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og
Ftteren, end hun vilde ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun
kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!

-- Sid ikke der og se saa fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er
bare arrig af at se paa dig! Jeg ved godt, at du bare har ta'et mig
for at blive forsrget! Og at du bare gr Nar af mig! Og at jeg bare
er en Bondemand ved Siden af dig. Men nu _har_ du mig, nu er vi gift!
Og jeg skal vise dig, at jeg er Mand for at vre Herre i mit Hus!

Han greb hende igen i Armen og ruskede til.

-- Forstaar du mig? For_staar_ du mig? spurgte han. -- Jeg vil ha',
du skal lystre! Jeg har godt set dig grine til din Greve, naar jeg
sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har
jeg set det. Men hvem er det, der har kbt nye Kjoler til dig? Og
Vognen? Og Ridehesten? Du kunde ha' faaet det med mig, som du vilde;
men du har gaaet her og holdt mig for Nar! Du bryder dig ikke en
Djt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at du tog mig. Men
jeg skal lre dig noget andet herefter. Du er _min_, forstaar du! Jeg
har _kbt_ dig, forstaar du! Hvad bragte du med her til Gaarden?
Ingenting! Ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl! Du maa takke
din Gud til, at jeg vilde ha' dig og din Datter, som sad der og aad
trt Brd af din Moders Naade! Og her lever du som en Dronning, gr
du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har du
ogsaa lrt at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det
mange Gange! Og jeg holder Lrerinde til hende, som om hun var mit
eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Det er Takken, jeg har .....

Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede
jne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrm
rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende
Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Vsen, saa
forvandledes disse Flelser nu til Vmmelse og Had. Men samtidig
bvede hun ogsaa for, hvad han i sin utmmede Brutalitet kunde finde
paa at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus!

Helmuth gik rastls op og ned ad Gulvet. Hans Hnder var knyttede, og
hans smaa, brune jne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor
stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok faaet
Krammet paa hende. H, h, han skulde lre hende at krybe for ham og
slikke hans Haand som en Hund, der rystede for Pisken!

Hun sad med Hovedet bjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hnder
foldede i sit Skd. Mellem Kjolelinningen og Haaret lyste Halsen frem
slank og rund og med en svag, rosenrd Tone i Skret fra Lampen.

Denne Strimmel Kd gjorde ham bld om Hjertet.

Han standsede.

-- Vilde ....

Intet Svar.

Han gik nrmere og bjede sig ned over hende.

-- Vilde ....

Hun saa op paa ham koldt og afvisende. Saa bjede han sig helt ned og
kyssede hende paa Halsen:

-- Har jeg vret for slem imod dig, Vilde?

Hendes Ansigt og jne vedblev at vre rolige. Men dybt i hendes
Hjerte lo det haanligt. Hun kendte Mndene; hun kendte disse
Skabningens Herrer: Som brlende Lver rejste de sig mod Kvindernes
Sjle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres
Legemer!

-- Er du vred paa mig, Vilde?

-- Du burde vide bedre at tjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo
somme Tider ikke, hvad du selv siger!

-- Nej ... nej, men ... Han gik hurtig om paa den anden Side af
Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om
hendes Liv.

-- Men det er jo, fordi jeg holder saa voldsom meget af dig! sagde
han. -- Det er, fordi jeg bli'er helt gal, naar jeg tnker paa, at du
maaske har noget at gre med andre! Bare vi kunde faa den Sn, Vilde!
Saa vilde alting blive meget bedre. Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk
griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa
det! ... Du gr da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'?

Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun
kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehvlethed!

Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.

-- Lille Vilde! hviskede han klen og greb fat i hendes Kjole.

Saa vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.

-- Nu kan det vre nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af
Vrede. -- Ikke et Ord mere! Jeg _vil_ ikke taale alle dine
Fornrmelser! Jeg forbyder dig at tale saaledes til mig! Jeg forbyder
dig at komme i Nrheden af mig! Jeg forbyder dig at rre ved mig! Jeg
forbyder dig herefter at stte dine Fdder i vort Sovevrelse! Vil
_du_ vre der, saa gaar _jeg_ min Vej ... over i den anden Flj ...
i et af Gstevrelserne .... Jeg vil ... jeg _vil_ ikke mere finde
mig i din Mangel paa Opdragelse ... din Taktlshed ... din ...
din .....

-- Vilde ...

-- Nej; jeg har faaet nok af at hre paa dig i Aften. Der maa dog
vre en Grnse!

-- Vilde! sagde han truende.

Hun lod, som om hun ikke hrte ham.

-- Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i
Gstevrelset; eller vil _du_ sove der? spurgte hun og vendte sig for
at gaa.

Men da greb han hende med begge Hnder i Skuldrene, og hans Stemme
ld hs og stakaandet, som var han ved at kvles.

-- Sludder! hviskede han med sin Mund tt ind til hendes re, medens
han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod
hans Bryst, og hendes Hovede nsten laa paa hans Skulder. -- Sludder!
Sludder! gentog han. -- Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin
nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve?
Men jeg skal lre dig noget andet! Du skal lystre, lystre, _lystre_,
forstaar du! Ellers ta'er jeg dig med Vold! Forstaar du? Hrer du?
Jeg ta'er dig med Vold! Jeg ta'er dig med Vold! Gaa ind og kld dig
af! Naa! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gaa i Seng; du
behver hende ikke i Aften! ... Naa!

Han lsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun
skulde efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rrte
sig ikke; hun laa halvt besvimet og sansels lnet tilbage op mod
ham.

Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Sovevrelset. Derinde
lagde han hende i den store, lave Lnestol foran Toiletspejlet. Et
jeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.

Derpaa gik han hen og aabnede Dren ind til Kammerjomfruens Vrelse,
hvor ogsaa Karen sov:

-- De kan godt gaa i Seng! Baronessen behver Dem ikke i Aften!

Saa gik han tilbage hen til Stolen.

-- Kld dig nu af!

Men hun rrte sig ikke og svarede ikke.

Da begyndte han selv med famlende, nervse Hnder at rive Klderne af
hende, medens han ustandseligt mumlede:

-- Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise dig, hvem der
er Herre!

-- -- --

En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved
Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og
hans buldrende Snorken gav Genlyd i det hjloftede Vrelse.

Men Baronesse Alvilda laa med aabne, svntunge jne og stirrede
haablst op mod den rosenrde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.

Denne Ampel, der hnger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver
velordnet gteseng.




Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bnkerader.
Mndene til hjre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bnder og
Husmnd med deres Kvinder og Brn. Alle var de i Kisteklderne; og
Luften under de lave, hvidkalkede Hvlvinger laa fuld af denne
stramme, sdlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og
bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Hjtider.

Det var den fjortende Sndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani
skulde holde Hstprdiken.

I Stolen nrmest Kordren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers
at skiftes til at overvre Gudstjenesten. Den ene fulgte med Prsten
over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet
med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde nsket
det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du flger med os
andre i Dag, Johanne!

-- Jamen, havde Fruen forsgt -- Maden, Adolf ....

Men Adolf havde rynket Brynene:

-- Du gaar med! Jeg har noget at sige, som du skal hre!

-- Ja, ja, naar du gerne ser det, saa gr jeg det naturligvis ....

Da Pastoren var gaaet ind i sit Sovevrelse for at ifre sig Ornatet,
var Fru Mascani sunket om paa en Stol i Spisestuen og havde siddet
der fed, bred og ulykkelig, medens Taare efter Taare stille var
piblet frem under hendes jenlaag og trillet ned i hendes Skd. De
sidste Tiders Uro og Angest havde ganske undergravet den arme Kones
Krfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over
sin Mand, og som hun havde vret stolt af og til Dels levet paa, det
var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bjen sig for hans
vekslende Luner, en dirrende, skrkfyldt Gruen for, hvad det nste
jeblik vilde bringe. Hun turde nppe lngere aabne en Dr af Rdsel
for at se sin Mand ligge i Vrelset bag den i Graad og Krampe, eller
finde ham rastls vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og
ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart
udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom,
den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat
til at vre. Og hun havde een Gang overrasket ham inde i Havestuen,
hvor han stod foran det store Spejl og vrngede af sig selv og under
uhviske Gebrder og vanvittige og sjofle Tilraab havde truet med
knyttet Haand og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget
Billede.

-- --

Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt
i Salmen 460:

    Hvor kan du dog i Synden le,
    Du lysoptndte je ....

da Dren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet
fra Nsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind.
Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Rst klang hjt og
fuldttonende hen under Hvlvingerne; og hun njedes med at hilse de
kommende med et afmaalt og hjtideligt Nik og sang videre. Menigheden
skvede op fra Salmebgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav
Mde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa
den som beroliget ind i Salmesangen igen.

Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Hjde som
Prdikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over
Gulvets Bnkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra
Kirkegaarden. Kirken hrte jo under Nsset; og Stolen skrev sig fra
de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og flte sig som Egnens
Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel
paa Mennesker og Bnder.

    Vend om til Gud, saa vil han sig
    Med Naade til dig vende .....

Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med
Ryggen mod Menigheden, rank og med hjt hvet Hoved, vendte sig nu og
gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende
Trtrappe, der frte op til Prdikestolen.

Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjlpelst
greb hun Claras Haand og hviskede:

-- Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!

Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og
uforsagt, sknt hendes Hjerte hamrede nervst, og hendes Stemme
rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt
at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvlende Rdsel. Og da
hun nu saa hans jne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans
frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i
Kirken, at man skulde gribe Prsten og fre ham bort, hjem til
Prstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!

Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda
havde bjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmrksom paa
Prstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig
ophrt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod
Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge
og bjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans jne,
og hans Lber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han
havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og
lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker,
forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde
Tilhrerne med Rdsel og Gru. -- Og hun var bleven halvt angest og
halvt nysgerrig; og hendes jne var ikke veget fra ham, som han rank
og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var
skredet frem gennem Koret hen mod Prdikestolen.

Nu stod han deroppe og stttede sine smalle, hvide Hnder mod det
rde Fljl, hvormed Kanten af Prdikestolen var betrukket. Hans
jenlaag snkede sig ned over hans jne, Musklerne om hans Mund
bvede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Lsepultens
Guldfryndser ...

-- Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Sn haardt om Armen.

Men i det samme aabnede Prsten igen sine jne; og hans Stemme ld
hjt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han
pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:

    St dig kun for af ganske Hu,
    At du vil aldrig mere nu
    Din Lyst i Synden sge.

Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et
Vindpusts Leg med vissent Lv. Det var Menigheden, som bladede om i
Salmebgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes.
Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, hjt
hvet over sine Faar, hvis jne og ren aabnede sig for at lytte til
de Trstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nrende
Manna paa den kommende Uges mjsommelige rkenvandring gennem Slid og
Slb, Arbejde og Forsagelse.

Men Prsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen.
Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans jne lyste
med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Lberne med Spidsen
af Tungen og aandede dybt ud.

-- Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans
Stemme klang hult og truende tilbage fra de ngne Mure -- Ene kom du
til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens
Navn vre forbandet!

Der var ddsstille i Rummet. Kun Prstens tunge Aandedrt ld som en
dmpet Stnnen hen under Hvlvingerne. Men da en Fugl i det samme
flj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en
angestfuld Gysen som et Std igennem Menigheden.

Men Mascani syntes ikke at lgge Mrke til Mngdens Uro; han stttede
begge Hnder mod Prdikestolens Kant og bjede sig frem over den som
for at blive set af alle.

-- Her staar jeg, sagde han -- en Synder for Gud og Mennesker. Men
jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads?
Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at
bre? I Lnker skulde jeg vre lagt. I Celle skulde jeg vre sat. I
Forvaring skulde jeg vre bragt. Med Svbe skulde jeg vre pisket.
Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har vet
Alverdens Synd! -- Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt
mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjlp, sknt I
vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af
Forraadnelse. Derfor vlter jeg Ansvaret over paa Eder! -- Jeg har
drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Dtre. I har vidst det. I
har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra
Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trlle, fordi jeg
stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I!
der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Stvet under
de mgtiges Fdder! -- Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet
paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brde i mit
Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende
Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det hjt, sendte I
Eders Kvinder til mig, at de skulde indkrve Skat for deres Gunst. --
Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg sgte Grunden til
Eders Trldomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og
fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt
jeg Mnd og Kvinder stnnende af Begr efter, hvad Nstens var. Om
Dagen saa jeg blide Miner og tugtige jne. Om Natten uren Brunst og
stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med
Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders jne skal oplades; og
Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium,
som prdikes for Eder til Syndernes Forladelse: _Der er ingen Gud!_
Hrer I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der _er, er, er_
ingen Gud! -- Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Stvet for
_Ham_, vi i vor Barndom lrte sad hist oppe paa den evige Trone og
styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en
ddspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brndende Trang til
Skrlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kd. Aldrig har han hrt
mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet
mig et Tegn! -- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans
hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den ngne
Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgves!
Forgves! Ilden har fortret mig, Lysterne hjemsgt mig, og med
sitrende Hnder og Blod for mine jne har jeg sneget mig efter de
Kvinder, der optndte mit Begr! -- Allerede som Barn flte jeg mig
hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud!
-- I min Ungdom kbte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader.
Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de
Penge, jeg trngte til for at stille den Attraa, der luede i mig som
Helvedes evige Ild! -- Men hvem har saaet dette Fr? Hvem har nedlagt
denne Spire? _Han_, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa
vist som I tror og lrer, at uden _Hans_ Vilje falder ikke en Spurv
til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til
Verden med en ddelig Sygdom, for hvilken han forgves sger
Helbredelse. _Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld!_ -- Som en
Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en
Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Dre for at fange et
Glimt af min egen Datters Ngenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor
raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i
hvilket I frdes? ... Stille, siger jeg! Og hr mig! Jeg er en
Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en
Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I
mig! Lg ikke Haand paa mig! _Jeg er den babyloniske Skge! Jeg er
det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring_ ....

De sidste Stninger havde Prsten skreget ud med hs og forbitret
Rst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og sgte at
vrge sig mod de Hnder, der straktes ud efter ham for at gribe ham
og fre ham bort.

Den ganske Forsamling var i et blgende Oprr. Der ld Raab og Skrig
og Hulken. Mndene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i
Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned!
sagde de -- Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gr en
Ulykke paa sig sl og vos! ... Men ingen turde gre Begyndelsen;
ingen turde vre den frste til at gaa op paa Prdikestolen og lgge
Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres vrighed, deres
_Prst_!

Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Dren fra
Vaabenhuset.

-- Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for
sig og sin Sn op mod Koret.

Deroppe laa Fru Mascani ddbleg og besvimet i Prstegaardsstolen, og
Clara sad grdende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes
Skd.

-- I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mngden, der
tavs og maabende stod og saa til -- I maa gaa ud! I har ikke noget at
gre herinde mere!

Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at
tmmes.

-- Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod
Prsten -- Saa skal jeg ta' mig af Konen!

Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han flte sig under Paavirkning
af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind
imod. Havde det vret en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde
Baronen ikke have tvet et Sekund med at kaste sig over ham og
svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis
Vellystflelse ved at fle sine Krfter, men her i Kirken, og mod
_Prsten_ ...

Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med
tryglende, graadfyldt Stemme:

-- Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han
ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Krfter ... Men Dem ... Og
naar Hr. Baronen frst begynder, saa kommer der nok andre efter ....

Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til
Prdikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mnd, at de skulde
flge ham.

Og nu stod Hjvelbaarenheden deroppe ved Siden af Prsten. Og bag
ham, paa det verste Trappetrin, ventede to haandfaste Bnder for at
komme ham til Hjlp, om det gjordes ndig.

-- Rr ikke ved mig! Lg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri
og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Hjre.

Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var
bleg af Sindsbevgelse, og han stammede, da han talte.

-- Hr. Pastor, sagde han -- De er syg ... De ... De er voldsom syg!
De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Prstegaarden. Jeg skal nok
flge Dem. Det ... det var en forfrdelig Tale, De holdt ... her i
Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gre Dem
noget. Jeg ....

Mascani havde staaet tavs med bjet Hoved tilsyneladende slv og
besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han
viljels vilde give sig i sine Modstanderes Vold.

Men saa pludselig rev han med et vldigt Ryk sin Arm ls, for i eet
Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hnder efter hans
Strube.

-- Elendige! skreg han -- Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!

I samme jeblik kastede Baronen og de to Bnder sig over ham.

-- -- --

En Time senere krte en lukket Vogn bort fra Prstegaarden. Lnet
tilbage mod Vognens ene Hjrne laa Prsten bleg og sammensunken med
bjet Hoved og lukkede jne. Og paa Sdet ligeoverfor sad Helmuth og
gamle Doktor Larsen. De krte ud til Sygehuset i Kbstaden, hvor den
ulykkelige skulde indlgges, indtil han kunde blive anbragt paa en
Sindssygeanstalt ....

Saalunde endte Adolf Mascanis Saga. --

Hvo der er ren, kaste den frste Sten!




Gik man den lange Bgeall til Ende og derpaa drejede af til venstre
ad Spadserestien langs Skrnten, kom man efter et Par Minutters Gang
til en Bnk, hvorfra der var Udsigt over det inddmmede og Engene
med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.

En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel
vre henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over
Landskabet.

Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa
paa Ryggen hen ad Bnken, med sit Hoved hvilende i Lrerindens Skd.

De havde lnge vret tavse. Karen laa med lukkede jne; og Frken
Jansen stirrede drmmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede
begyndte at hve sig i blde, blgende Puder.

Fra den modsatte Fjordbred ld af og til Stemmer og Latter tydeligt
frem over Vandet. En Ko brlede. Hanken paa en Spand faldt klirrende
ind mod Spandens Side. Og man hrte Slagene af en Trklle, der
langsomt og sindigt rammede Kvgets Tjrple ned i den blde, vigende
Engjord.

-- Her har vi det jo rart! sagde Karen.

-- Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult.

-- Ikke hoste, Frken Jansen! advarede den lille.

-- Nej; bare lidt! smilede Frkenen.

-- Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften.

-- Ja ....

Og saa tav de igen. --

En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den
bevgede sig ad Nsseskoven til, tvende og forsigtigt, som om den
var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hvet op over
Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store,
slvglinsende Fisk. Og Klvandet glitrede og glimtede bag den i en
lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mrkere og mrkere og til
sidst forsvandt.

-- Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse
Bakker? spurgte Kaninen.

-- Ja, sagde Karen uden at aabne jnene. -- Det har jeg jo fortalt
dig saa tit!

-- Hvor kan det vre, at han aldrig mere kommer her?

-- Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Hsten. Men Pigerne
si'er, at han er Uvenner med Fa'er.

Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.

Karen aabnede det ene je paa Klem og tittede op paa Damen.

-- Frken Jansen ....

-- Ja.

-- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!

-- Snak, Baby! smilede Frkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa
Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.

-- Jo-o, du er, Frken Jansen! for du sukker altid saa forfrdeligt,
naar du taler om ham.

Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rdmede.

-- Rejs dig op! sagde hun. -- Der sejler saadan en nydelig Baad ude
paa Sen!

-- Det er ingen S; det er en Fjord!

-- Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dmningen!

-- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette.
-- Jeg ligger saa godt!

Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine jne; og Kaninen
faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre krtegnende
glide hen over Babys Haar.

-- Syng lidt, hva'? bad den lille.

-- Jeg kan ikke synge ....

-- Jo, den om Dronningen!

Og Frkenen adld godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin
lille, trohjertede Stemme:

    Der sidder en Konge i Vesterled,
    hannem tjener saa mangen god Svend.
    Og alle haver de Guld om Arm,
    og alle haver de Slv over Barm
    og dertil Svrd ved Lnd, --
    Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!

    Den Dronning vandrer paa Hjenloftssal --
    Gud styrke den usselig Kvind!
    Nu haver hun ....

-- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frkenen haardt om Armen -- Der
kommer nogen!

Frkenen tav forskrkket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa
Bnken.

-- Hvem mon det kan vre? hviskede hun. -- Hr!

Der ld listende og forsigtige Trin i det visne Lv inde mellem
Trerne. En Kvist knkkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nrmere
og nrmere.

-- Nh, se, se! hviskede den lille.

Og frem omkring den nrmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine
to Kid.

I samme jeblik det opdagede Pigebrnene paa Bnken, standsede det
og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og
agtpaagivende, stirrende jne. Ikke en Muskel rrte sig; kun
Nseborene og de lange, spidse ren sitrede nervst. Kiddene holdt
sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de
parat til at tage Flugten ved den mindste Bevgelse af Fjenden
foran dem.

Karen og Kaninen sad aandelse og stive af Frygt for at skrmme
Dyrene.

Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det
ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre
Gange som til Hilsen.

Karen brast i Latter. Hun _kunde_ ikke lade vre: hun maatte nikke
igen!

Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et jeblik
deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det hje Grs.
Kviste knkkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.

-- Hvor _var_ de dog sde! sagde Karen og lnede sig betaget tilbage
paa Bnken. -- Hva' Frken Jansen, ikke?

-- Jo, nikkede Frkenen -- yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby?
spurgte hun smilende.

-- Raadyr!

-- Og hvad Dyreklasse hrer de til? vedblev hun og fik et pdagogisk
Trk om Munden.

-- Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med
Benene. -- Hjortene naturligvis!

-- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?

-- H! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!

-- Hvor opholder de sig fortrinsvis?

-- I Skovene!

-- Og hvad lever de af?

-- Andesteg og Kirsebrsuppe! .... Hr! Det er Kirkeklokken i Sundby!

Pigebrnene strakte Hals og lyttede.

-- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!

-- Og der er Nsgaardenes!

Solen var sunken ned bag de hje, sorte Bakker paa den anden Side
Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dmningen gengav tydelig som
i et Spejl Luftens gyldenrde Farver. Af og til drev en lille,
lsreven Taagepude ganske langsomt bort over Krene derude, blev et
jeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil,
vuggede en Stund hjlpelst frem og tilbage, slap saa fri igen og
drev videre. Der ld en Susen hen gennem Luften; det var en Flok
Stre, der sank og steg i lange, blgende St ind over Skoven lig et
stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.

-- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa
Siden.

-- Yndigt! .... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.

-- Hvorfor hedder de hellige? spurgte Karen.

-- Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de
tre Personer i Treenigheden.

-- Gud Fader, Gud Sn og Gud den Helligaand! repeterede den lille
hjtideligt. -- Tror du ikke ogsaa, Frken Jansen, at det er for de
ni Muser? spurgte hun saa pludselig.

-- Ja, begge Dele kan det jo ikke vre, Baby.

-- Ni ... Men _jeg_ tror nu det er for Muserne!

Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lnet sig tilbage
paa Bnken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af
Rygstdet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over
hendes Kn, og der skinnede et Stykke af hendes ngne, gullighvide
Ben frem oppe mellem Strmpen og den nederste Del af de blondebesatte
Mamelukker.

-- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og
vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bnkekanten.

Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud.
Selv var hun ogsaa forfrdelig betaget af den smukke Grev Scheele.
Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig
Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!

Hun bjede sig frem og forsgte at trkke Karens Kjole ned over
hendes Kn. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var
vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetrklde op og bredte det stille
ud over Pigebarnets Ben. Det stdte hendes Blufrdighed at se disse
Par Tommer uautoriseret Ngenhed. Og hun rdmede ved Tanken om, at
der muligvis kunde komme en Herre forbi.

-- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prvede paa at sparke
Trkldet af sig. -- Jeg fryser ikke!

-- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke dig!

Baby drejede Ansigtet om mod sin Lrerinde og smilede taknemmeligt.

-- Du er dog saa god og rar og sd, Frken Jansen! sagde hun. -- Jeg
holder nsten mest af dig af alle, alle Mennesker!

Og Frkenen fik Taarer i sine smaa Kaninjne og bjede sig ned og
kyssede hende paa Kinden ....

Det var begyndt at mrknes. Taagen ude over Engene var bleven tttere
og skjulte nsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de
verste Blade paa Trerne langs Skrnten i en svagt raslende
Bevgelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende
ind fra Markerne og sgte under hse Skrig til deres Reder i Skovens
Udkant.

Paa een Gang faldt der et Skud ude st paa i Retning af Klitterne og
Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede
frem over Krene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovkldte
Skrnter.

En Rv, der havde vret ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten
fejende hen ad Jorden tt forbi Bnken, hvor Pigebrnene sad.

-- Det var en Rv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under
sig. Men straks efter lyste der en Sklm op i hendes jne, og hun
fortsatte: -- Den hrer til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre
Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Ndsfald ogsaa til Takke med
Insekter og Orme!

Kaninen vilde tvinge sig til at vre fornrmet-alvorlig; men kunde
ikke og brast i Latter.

-- Trold! skndte hun og kneb Baby i Armen. -- Gr du Nar af din
Lrerinde!

Karen skreg op og sgte at vrge sig.

-- Hvem mon det var, der skd? spurgte hun saa.

-- Det var vel Forvalteren.

-- Kan du huske, da vi skd til Skive efter en Flaske nede i
Prstegaarden, Frken Jansen?

-- Ja, sagde Frkenen. (Hun havde ikke vovet at rre Skyderen med en
Finger!)

-- Vil du ikke forre mig en Salonbsse til min Fdselsdag?

-- En Bsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!

-- Nej, naturligvis! vrngede Barnet -- hun skal bare smre Mel i
Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!

-- Baby!

-- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sl givet hende den! vedblev
den lille paastaaelig.

-- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ...

-- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!

-- Men Baby dog! sagde Kaninen og rdmede.

-- Det si'er Jomfru Petersen!

Frken Jansen rejste sig fra Bnken.

-- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen.
-- Nu skal vi vist ogsaa hjem.

-- Jeg _kan_ ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde krligt
sin Arm om Frkenens Liv. -- Bind dit Lommetrklde om Halsen!

Kaninen bandt lydig Trkldet om. Og de to Pigebrn forlod
Udsigtsbnken, drejede om Hjrnet ved Haven og gik op gennem den
lange All.

Der var ganske mrkt derinde mellem de ttte Bgehkke. Kun tittede
et Stykke blegblaa Himmel af og til frem hjt oppe over Trerne; og
nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et
lille, enligt Lys.

-- Tr du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da
man kom forbi Stien, der frte til Straahytten.

-- _Ni_! sagde Kaninen afgjort.

-- Hvis vi nu mdte ham?

-- Lad vre! sagde Frkenen og greb Pigen i Armen.

-- De si'er, at han gaar her hver Aften!

-- Lad _vre_! skreg Kaninen og gyste. -- Det er Synd af dig, Baby!

-- Er du da _virkelig_ bange?

-- Det ved du godt ....

-- Det er da ikke noget at vre bange, naar man er to!

-- Jeg kan ikke gre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt
af mig; men .... nu tr jeg nsten ikke gaa forbi Monumentet!

-- Men Frken Jansen dog!

-- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser!

-- Kom lad os gaa strkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind
under Lrerindens ...

Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en
Runddel, i hvis Centrum det frygtede Monument stod: en henved tre
Alen hj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori
Aarstallet 1735 var indhugget.

Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach
begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Klder under
Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet
Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.

Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning
stundom promenerede i Bgealleen om Aftenen efter Solnedgang.

Og det var naturligvis aldrig rart at mde ham! --

Efterhaanden som de to unge Piger nrmede sig Runddelen, sagtnede de
deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nr paa en halv
Snes Alen, standsede de og strakte Hals.

-- Der er nogen! sagde Karen.

-- _Tror_ du? hviskede Frkenen og skjalv i Knene.

-- Ja-a ... Se!

Og virkelig saa man et lille, mrkt Hoved titte frem bag Stenen
derhenne; og samtidig hrtes en underlig Knirken og Knagen, som om
Tr blev brkket i Stykker.

Kaninen vendte sig til Flugt.

-- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun.

-- Nej, saa skal vi helt ned til Skrnten igen og tilbage gennem
Skoven.

-- Jeg synes, her er en Sidevej ...

-- Jamen det er frst langt oppe ... Lad os bare gaa!

Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd
var ophrt.

Pigebrnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tt op
ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens
Rapmundethed var hun dog nsten lige saa rd i Hu som sin kre
Lrerinde.

-- Hrer du ikke noget, Frken Jansen?

-- Nej ...

-- Skal vi ta' og lbe?

-- Ja ...

Men de lb ikke, Putterne. De listede sig tvrtimod af Sted helt oppe
paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at
Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham
op paa Jordens Overflade.

-- Bare vi var forbi ...

-- Aa Gu'bevares ja ....

Kaninen udstdte et Suk, der vilde have vret i Stand til at stte
syv Vindmller i Gang.

-- Tl, saa lber vi!

-- Een ... begyndte Frkenen.

-- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget
Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebrnene, der
jeblikkelig afleverede et Par grandiose Vrl.

-- Hi, hi! Frjknerne blev nok bange?

-- Er det ... dig ... Maren? gispede Baby.

-- Ja, mnd er det mig, bitte Frjken, ja det er! smiskede den
uhyggelige Maren Forlis og gled nrmere. -- Di smaa Damer har nok
vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommerntter, hi, hi! En
sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hrte di smaa Ben i
Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa vre her i Haven, har
en ikke, men Frjknerne er jo pne Folk, der ikke vil bringe et
gammelt Skrog i Fortrd.

Marens smaa, lurende jne spillede rundt fra den ene til den anden;
og hun sgte, saa godt det lod sig gre, med sin Kjole at dkke et
Knippe Risbrnde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig
sammen og netop var i Frd med at transportere hjem til sin Hytte og
sin Kaffekedel.

-- Ni, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit
Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske
for sig. -- Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren
er nede i Skoven!

-- Jsse, Jsse! sagde Konen forskrkket. -- Er han det? Ja saa faar
en nok se aa himstre a'!

-- Hrte Maren ikke, at der var nogen, der skd? spurgte Kaninen.

-- Jo vel hrte jeg det, jo!

-- Det var vist ham.

Den gamle smilede bredt og blottede sine tandlse Gummer.

-- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et je sammen. -- Det er vist en
hjere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!

-- Hvem skulde det da vre? spurgte Karen.

-- Hvem, ja, h! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare
_min_ Mund!

-- Hr! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Tr lige over
Hovedet paa dem satte i med et skrende Skrig. -- Hvad var _det_?

-- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.

-- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen
paa ny skreg op og derpaa udstdte nogle underlige, gurglende
Strubelyde. -- Hun skrikker til Sorrig, gr hun! Hun er li'saa klog
som et Par Mennesker!

-- Der er nogen, der si'er, at du kan spaa, Maren!

-- Hi, hi! grinte den gamle -- er der no'en, der si'er _det_, bitte
Frjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!

-- Kom nu, Baby!

-- Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte
Karen, medens Frkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.

-- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med
Brndeknippet for at faa det paa Ryggen. -- Kom kun I! mumlede hun og
skulede ondt efter Pigebrnene, fordi de forlod hende saa brat og
uhfligt. -- Jeg ska' sgu spaa Jer Srken fra Rven, ska' jeg!

-- Huit-huit! skreg Uglen igen. -- Huit-huit! gurle-gurle-gurle!

-- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og sgte at efterligne
Maren Forlis's Stemme.

-- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. -- Skal vi lbe!

Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i
langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.




I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa
Nsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.

Man havde jo kun Hstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres
bedste for at benytte Lejligheden.

Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmrket Appetit.
Vel kunde der jo nok ha' vret lidt rigeligere Kvanta af alle Dele,
mente Skumlere. Men Brndevinen og Gildesllet til Maden og Kaffen
med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og
Baronessens Hnder paa det kraftigste, da de hje Herskaber naadigt
indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gsternes Tak for Mad.

Man spiste i Havestuen, et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang
var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen.
Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud
mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i
Slottets nederste Stokvrk og havde hje, krydshvlvede Lofter og
ngne, hvidkalkede Vgge, der i Anledning af Festen var smykket med
Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.

Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til
Dansesal, vandrede Gsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller
Svinesti for at stampe Fden ned. Eller man skyndte sig hjem for at
hente Brnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde vret ifrt
deres vildeste Stads og vret nr ved at fortvivle af Utaalmodighed,
fordi det varede saa lnge, inden der kom Bud efter dem. Selv
Puslinger, hvis eneste Fde endnu bestod af den moderlige Mlk, blev
hentede. Ligesom hjtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver
hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals
end give Nabokonen Lejlighed til nste Dag at prale af al den Mad og
Drikke og alle de Svingommer, hun havde svlget i ved Festen. Og
Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt
Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte
la' no'et gaa fra sig! --

Karen havde den udslagne Dag svrmet rundt som en Sommerfugl. Hun var
ifrt sin hvide, broderede Kjole med de korte rmer og det brede,
hjrde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes jne skinnede som
nyslaaede Tirer; og hun _gik_ ikke, hun hoppede og dansede af Sted,
saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn
kunde vre saa let paa Taa.

Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bre Maden rundt;
og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels
Tjener til sidst havde overladt hende Brndevinsflasken og Glasset,
og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde sknket Snaps baade for
Mndene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor
Jubel.

Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes
Mama vilde tale med hende.

Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletvrelset, da Karen
temmelig misfornjet traadte ind.

-- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. -- Men er du syg?
udbrd hun saa og lb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals.
-- Du er saa bleg!

-- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille
paa Panden. -- Hvor er Frken Jansen?

-- Hun sidder nede i Skolestuen og lser et Brev, som hun lige har
faaet fra sin Mo'er.

-- Er de snart frdige med at spise?

-- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, du er syg, Mama!

-- Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er?

-- Det ved jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret.

-- Vil du blive lidt oppe hos mig, Baby?

-- Ja-a ...

-- Eller vil du helst ned igen?

-- N-i ... Gr det meget ondt i dit Hoved?

Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med
Hnderne slapt hvilende i Skdet.

Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og
krtegnede den. Af og til saa hun srgmodigt og hjlpelst op paa
Moderen.

En Dr borte i Huset slog smldende i, og Baronessen for sammen og
gyste.

-- Men Mama dog! sagde Barnet.

-- Ja, jeg er noget nervs ... Blser det?

-- Ni! sagde den lille forundret. -- Det er jo Solskin og dejligt
Vejr!

-- Er der mange Mennesker dernede?

-- Ja-a; alle sammen!

-- Var det et godt Brev, Frken Jansen fik fra sin Moder?

-- Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke lst det endnu .... Hvor lnge
tror du, jeg maa blive oppe i Aften?

-- Lige til du bliver trt, Baby. Det er jo Hstgilde!

-- Saa lnge! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens
Haand. -- Kommer du ogsaa ned og danser?

-- Ja-a ....

-- Og Fa'er?

-- Ja, det gr han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma
igen ovre i Kbenhavn?

-- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa
igen forundret op paa Moderen.

I det samme ld der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Dren til
Toiletvrelset blev aabnet undigt larmende.

Baronessen for atter nervst sammen.

-- Folkene er frdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa
Trskelen. -- Vi maa ned!

-- Jeg har Hovedpine, min Ven ...

-- Det varer kun et jeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var
stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. --
Kom saa med! Det er noget, vi bruger!

Alvilda rejste sig; men hun stttede en Haand imod Chaiselonguen, som
om hun var svimmel.

Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende jne.

-- Mama er syg!

-- Det gaar nok over! sagde han kort. -- Vi gaar ned ad
Kontortrappen! Skynd Jer saa!

Og han larmede bort igen ind gennem Vrelserne.

-- Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.

-- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde
Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hnder og kyssede den.

-- Du grder jo, Mama!

-- Aa nej ... Kom saa!

Men frend de forlod Vrelset, gik dog Hendes Naade hen foran det
store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster
for at live lidt op paa Teinten.

Det ene skal gres; det andet ingenlunde forsmmes! .....




Prcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra
Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig,
op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store
Plne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op
i Dansesalen.

I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en
Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Hstleer, som de hvssede, saa
godt det lod sig gre, i Takt til Den tapre Landsoldat, der
spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af
smilende, forventningsfulde Gster, Mnd, Koner, Piger og Brn, to og
to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde
falde sig.

Forrest skred af Sted gamle Hingstejrgen, Gaardens Patriark og
Veteran fra vor bermmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige
Lejligheder holdt hjt i re. Og han vidste det: Krigsmedaljen
tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrden. Under
Armen frte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at
faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprgede martialske
Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa
Niels Tjener med Mejerske Jrgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den
bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med
Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. -- Som en
Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede
Forvalteren og holdt Rkkerne i tilbrlig Ave. Og paa Taget af hver
sit Hus sad Lnkehundene storjede og stumme af Beundring og
betragtede den hele Herlighed.

Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetrer, der dannede
Grnsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer
oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i
Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mngden,
der raabte Hurra og svingede med Trklder og Huer. Karen nappede
Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejrgen smilede
bredt og huldsaligt som et revnet Grskar og intonerede sin
Yndlingssang:

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

-- Det er da ellers srt nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her!
sagde en ldre, tnksom Madame med et spdt Barn paa Armen.

-- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa
Rottejne hvirvle op mod Vinduerne.

-- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemrkede en tredje Kone
filosofisk.

Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i
Havesalen.

Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og
klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvlvinger ......

Det var allerede helt mrkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge
Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til
Bords.

Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlnder med Kusken. Men
Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen
Parlamentering trukket med sig. Dog skndte den lille uophrlig,
medens de steg op ad Trappen, Munden lb som en Kp i et Hjul.

-- Hun var slet ikke sulten! Og hun brd sig ikke Spor om Mad! Og det
var noget godt Tosseri at slbe hende op ad alle de Trapper! Hun
vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise
uden hende! Og hun skulde pnt vise dem, at hun ikke vilde rre en
Mundfuld!

-- Saa, saa, Baby! formanede Frkenen.

-- Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe
i Galleriet.

Og Niels Tjener grinte og aabnede Drene til Spisesalen.

Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte
ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod
med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde nppe trkke sit lille
Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkmmede Hoved.
Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den
gemytlige Dansesal!

-- Naa, er I der, Brn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. --
Det holdt nok haardt at rive sig ls?

-- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!

-- Jo-o, lidt maa I spise ....

De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte.

Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mrke, truende
Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og
kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tndernes Grde.
Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og sgte at
indbilde sig selv og Bordfller, at Tilstanden var, som den burde
vre ved en hjadelig Din. Men hendes Kinder var blege under
Sminken; og om hendes jne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte
hjlydt om pinefulde Dage og fredlse Ntter. Og naar hun under
Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen,
sklvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for
ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske jne, der lurede paa
enhver af hendes Bevgelser. Niels og Gutten Julius listede rundt,
stive og afmaalte som Trfigurer. Og kom de undertiden til at rasle
med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i
Knene og spilede rdselsslagne jnene op, som om de ventede, at _nu_
brd det ls! -- Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et
usynligt Lig, der ved den mindste utilbrlige Larm vilde aabenbare
sig og stte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle
Aarer.

Den slle Frken Kanin turde nsten ikke lfte Spiseredskaberne op
til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes
stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor
Iver sgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde
fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette
Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbrlighed, Dden nr.

Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen
Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit,
lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspndt til
Musikken og med lydlst dinglende Ben sgte at flge de lsrevne
Takter, som fjernt og dmpet klang frem gennem Hvlvingerne i
Balsalen nedenunder.

-- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et
Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. -- Det
plejer vi!

-- Ja ... sagde Hendes Naade.

Baronen skd sin Stol tilbage.

-- Velbekomme!

Niels og Julius hastede hen og aabnede Fljdrene. Og Familien forlod
Spisesalen i kronologisk Orden .....




Det vakte jo en Del Rre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen.

Madammerne langs Vggene rykkede nrmere sammen og gjorde hviskende
hinanden opmrksomme paa Naadens Toilette. De dansende ude paa
Gulvet rettede Ryggene og sgte at lgge et vist kbstadsmssigt
Sving over deres Bevgelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog
genert jnene ned. Men de fines Tilstedevrelse hindrede hende dog
ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske
Glder. Hun var en udmrket Dansse, og Kavalererne kappedes om at
byde hende op.

Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde
rbdig Plads for Parret.

Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den hjre Haand
frem og spjttede bagud med det venstre Ben, hvilket betd hfligst
Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin
behandskede Haand i hans.

Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille
Karen ....

Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbrlige Omgange, satte
Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for ren. Et jeblik
efter krte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men
sknt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og
Grundighed, veg dog ikke hans jne fra Baronessen; ikke et Sekund
tabte han hende af Syne.

-- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den gldestraalende
Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ldre Husmands Arm.

Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.

Baronen frte Skovfogedens Kone, som var baade rd og bleg af
undselig Stolthed.

Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.

-- Tak, Per, nikkede hun venligt -- men jeg kender ikke den Dans.

Og Per luskede slukret bort.

Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.

Baronessen havde taget Plads paa en af Bnkene i Nrheden af Dren.
Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i
Dansens Lb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til
hinanden og nikkede.

Men et jeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen.

-- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.

-- Hinner om _det_! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.

Baronens jne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden frst at
have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans
frste Indskydelse var at trkke sig ud af Dansen og ile efter hende
for med Magt at fre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til
ikke at ville vkke undig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre,
_lystre_! skreg det i ham. -- Om jeg saa skal trske hende _flad_,
skal hun lystre! -- Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde
finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i
Sovevrelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne.
Og paa een Gang stod Hvnen klart for ham i det ene Ord:
_Kyskhedsbltet_! Hun skulde straffes, som hans Forfdre fr ham
havde straffet deres oprrske Hustruer! Han havde tidligere truet
hende dermed. I Aften skulde Truselen udfres! ... Saa kunde hun
gerne rende til Greven!!

Og han nsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg
gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.

Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette slle Menneske, som af
Naturen var Skikkeligheden og Medgrligheden selv, bragt ud af sine
Fuger, at der var jeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have drbt
sin Hustru med et Slag af sin Nve!

Og paa den anden Side: havde hun blot en sknne Dag kastet sig om
hans Hals og lovet Bod og Bedring -- han vilde have vltet hele
Skylden paa _sig_, knlet ned for hendes Fdder og tryglet om
Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.

Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kd, af hendes
hele Legems Dejlighed ....

Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at
samtale med nogle af de omkringstaaende Gster, klappede dem
nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hnge i med at
more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han
lurende og snarjet nrmere og nrmere hen ad Dren til; og da han
havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet jeblik ud og skyndte
sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.

Hans Hnder var knyttede, og han mumlede uophrlig Skldsord mellem
Tnderne, medens han forgves stormede rundt og sgte og sgte .....




Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed.

Der kunde vel vre gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde
trukket sig tilbage.

Jrgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin
foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjrne
mellem Vggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa
Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrde Kinder.

-- Aa nej, aa nej, Jrren, hvor du dow teer dig! gispede hun og
trykkede Hnderne ind mod sin trinde Barm -- J sprkker! sagde hun.

Musikken fra Balsalen klang hjt gennem de aabne Dre. Og Snakken og
Stjen hrtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og
Ajax, nu det var blevet mrkt, og deres Vgterinstinkter var begyndt
at rre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gen henne foran
deres Villaer under Lindetrerne.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

sang Gamlejrgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge
et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Std lige midt
paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud,
ned paa en Bnk.

-- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa
Hderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og
forsvandt mellem de dansende.

Jrgen sad tilbage en Stund og vippede med jenlaagene som en Ugle,
der grunder over Livets Fnomener.

-- Aa hold Kft! snrrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden.

Derpaa fik han sig mjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted
samme Vej som Pigen.

Ude i Forstuen foran Salen stdte han paa Niels Tjener, der kom fra
Kkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper
dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.

-- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen
under Nsen paa Medaljemanden.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

tog Jrgen jeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine
Dansevelser.

-- Jrren, Jrren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans
Frakkeskder -- du vlter jo Punchen!

-- J sku' ka'ske heller vlte _dig_, Svup-Marie? spurgte den gamle
og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede jne.

Men i nste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet,
klaskede de store, svedige Nver gemytligt sammen, tog et Par
Dansetrin og stemmede ufortrdent i med sin uopslidelige klamme
Nat ....

Paa een Gang opstod der et underligt Rre inde i Salen: Man raabte og
skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven.

-- Hva' er der? Hva' er der? ld det.

-- Det ved jeg ikke!

-- La' mig komme til!

-- Aa Sludder!

-- Jamen hva' er der da?

-- Der er no'et, der brnder!

-- Er der no'et der brnder?

-- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hkken!

-- Det er borte paa den anden Side Fjor'en!

-- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!

-- Hva' er det da?

-- Det er Maren Forlises Hus!

-- Hva' _er_ 'et? hvinede Maren.

-- Ni, sagde en -- det ligger jo helt ovre vesterpaa!

-- Det er _Straahytten_! raabte Karen pludselig. Hun var en af de
ivrigste ved Vinduerne.

-- Det er 'et sgu osse! sagde en -- Det er sgu Straahytten!

-- Det gamle Lokum! bemrkede en anden -- La' _det_ bare ry'e!

Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden.

-- Stands, Musik! raabte han -- Her er Ildebrand paa Gaar'en!

Musikken standsede jeblikkelig og kravlede ned ad Forhjningen. Og
de Gster, som endnu intet havde hrt om Sagen, stimlede sammen i
ngstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et
Barn gav sig til at grde.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

sang Gamlejrgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjrne og ste
Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde
stillet fra sig paa Bordet. Jrgen bekymrede sig i saadanne Stunder
ikke om Bagateller.

-- Der er _Ild_! skreg en ham ind i ret.

-- Er der _Ild_? mumlede Medaljemanden rolig. -- _Den_ har j vaaren
med paa mange Gange!

Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.

Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at
underrette Herskabet.

Han bankede ilsomt paa Dren og traadte ind:

-- Hr. Baron, Straahytten brnder!

Baronen sad henne ved Skrivebordet bjet over en Regnskabsbog. Han
syntes saa strkt optaget af Arbejdet, at han ikke hrte Forvalterens
Melding.

-- Straahytten brnder, Hr. Baron!

Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke
Ansigt var gustenblegt, og hans jne var matte og udtrykslse som
overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevgede sig; men
der kom ikke en Lyd over hans Lber.

-- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrkket og traadte
nrmere.

Helmuth stdte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.

-- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk
og grdet Stemme -- Hvor Fanden falder det Dem ind?

-- Hr. Baronen saa saa daarlig ud ....

-- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til
nste Aar holder vi Hstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva'
vil De mig?

-- Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne
dernede.

-- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det
nytte, at De kommer herop?

-- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide ....

-- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et
Mandskab! -- Fanden med Hytten, den _er_ vel leveret! Men srg for,
at Trerne ikke brnder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved
Kopumpen; og lad Mandfolkene trkke af Sted med den og Sprjten. Vi
kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok!

Forvalteren vendte sig mod Dren for at ile af Sted og parere Ordrer,
da der i det samme ld hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en
Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.

-- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandelst -- vi hrte
dem skri'e .... j aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ...
men vi kunde ikke komme til ... det brnder over det hele ... aa Gu',
aa Gu' ...!

Forvalteren stdte Karlen til Side og styrtede ud.

-- Kom med, Rasmus! raabte han -- Rend ned og hent Brandhagerne! Ta'
et Par Mnd med dig! Og rend saa ned og prv paa at faa dem ud
dernede! Vi kommer efter med Sprjten! ... Hvem Satan i hede Helvede
kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....

Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et jeblik slvt
efter de to Mnd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hrte
Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af
hastige Fodtrin ld hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine
Hngsler og smldedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen
hrtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i
Vrelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende
Sprjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem
Haven.

Og saa blev alt pludselig Ddsens stille. --

Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede
et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var
slvt og ubevgeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele
det svre Legeme sad slapt og sammenkrbet i Stolen, med hngende
Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham dd, hvis ikke Fingrene
paa den hjre Haand af og til med nsten regelmssige Mellemrum havde
slaaet nervst-afvrgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedrt
hver Gang forstrkedes til en dyb, vaandefuld Stnnen, der ld som et
idelig gentaget:

-- Aaja ... aaja ... aaja ...




Gildeslarmen nedenunder var fuldstndig ophrt. Alle Gsterne, baade
gamle og unge, voksne og Brn, havde forladt Salen og var ilet af
Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa lnge man mente, at
det slet og bart var ene Hytten, der brndte, tog man det, efter det
frste jebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder
og spgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en
frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i
Straahytten, og at man havde hrt dem skrige og jamre og raabe om
Hjlp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og
Bgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at lbe
efter. Og det var med den strste Vanskelighed, at Forvalteren kunde
faa samlet Mandskab nok til at trkke af med Sprjten og Vandvognen;
saa forhippet havde man vret paa at komme betids ned til Straahytten
og faa hrt _sin_ Part af Skrigene.

Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige
naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en
ulmende og rygende Askehob, der lyste matrdt frem mellem de grnne
Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Trer var slukket, det ud af
sig selv, fordi Branden ikke havde vret kraftig og langvarig nok til
at udtrre Grenene.

Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nrhed. Og bagfra
pressede Folk paa for at komme til at se og hre.

-- La' vr' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste
Rkker -- I myre vos jo op i Ilden!

-- Vi kan ikke gre for 'et! Det er dem bagved!

Der opstod en myldrende Trngsel i den smalle All. Og paa Stien, som
frte ind til Hytten, nsten sloges man.

Og saa var det tilmed saa mrkt her under Trerne, at man ikke kunde
se en Haand for sig.

-- Plads! Plads! Va'sko! ld det saa fra Folkene, der kom slbende
med Vandvognen og Sprjten.

-- Vi ka' ikke rre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.

-- Ja, hva' _vil_ I her osse!

-- Va'sko! Plads! Va'sko!

-- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren --
Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!

Og han gik frem foran Vandvognen med en tndt Lygte i Haanden og
mejede Mngden til Side med Armene.

-- Brnder det? raabte han ind.

-- Nej! svaredes der tilbage -- La' bare Sprjten bli'e; og kom med
Vognen og Spandene!

Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slbt frem
ad Stien op paa Siden af Brandstedet.

Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.

-- Har I hrt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.

-- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.

-- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens!

Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet psedes
ud over de gldende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hrtes, og en
Sky af Aske og halvbrndt Straa hvirvledes de nrmeste i Nse og
jne.

-- Fj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!

-- Har I slet ingenting hrt? spurgte Forvalteren igen.

-- Ni; der har sgu ikke vret no'et!

-- Gu' har der saa! sagde Rasmus -- Vi hrte dem skri'e li'saa
riveli'! Hva' Anders?

-- _Det_ gjo're vi! sagde Anders -- Hva' Jakob?

-- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.

-- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den
Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prv saa med Brandhagerne!
... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem vk!

Forvalteren stod med Lygten hjt hvet over sit Hoved. Thi
efterhaanden som Vandet fld ud over Brandtomten og slukkede de
gldende Emmer, var der blevet mrkere og mrkere; og nu gik man i
Gang med Brandhagerne.

Pludselig ld der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfrdet
Mumlen blandt Mndene.

Midt i Askehoben havde et jeblik vist sig de mrke Konturer af et
Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat
i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks
glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.

Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.

-- Ka' I se! hviskede Rasmus -- Der var den ene!

-- Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.

Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mnd blev sendt af Sted op
paa Gaarden.

I det samme opstod der Uro og Rre ved Indgangen til Stien.

-- Der er Baronen! Der er Baronen! ld det; og Folk veg til Side og
gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod
Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans jne
flakkende og urolige. Men ellers var der intet usdvanligt hos ham at
spore.

-- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til
Forvalteren.

-- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter ....

-- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!

-- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ...

-- Kom her med Lygten!

-- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind; der er Ild endnu i
Bunden ...

Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, lftede den i Vejret og gik
et Par Skridt frem.

-- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham.

Det var Karen og Kaninen, han havde faaet je paa. De stod
allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede jne fulde af
Spnding og angestfuld Forventning.

-- Hva' staar I her efter! gentog Baronen -- Gaa op med Jer! I har
ikke no'et her at gre! ... Tag Karen med Dem, Frken Jansen, og gaa
op!

-- Mama har sl sagt .... forsgte Baby.

-- Sludder Ts! afbrd Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham
til Hovedet -- Jeg vil ingen Vrvl hre! ... Er Kammerjomfruen
hernede? spurgte han saa.

-- Jo ... ld en spag Stemme.

-- Ta' Pigebrnene med Dem op og faa dem i Seng!

-- Jo ....

Kredsen aabnede sig, og Karen og Frkenen forsvandt.

-- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ...

-- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt!

Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet
begyndte.

-- --

To sorte, tilsvrtede og af Ilden halvtopdte Lig fandt man under
Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Ftter.

-- -- --

-- Vorherre ska' nok vidde aa _ramme_! sagde Stine Napoleon til
Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad
Nsgaardene til. -- Og _det_ er di _Store_! tilfjede hun haanligt --
som ska' gi' vos Essempel!

-- Hi, hi! gnkkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden -- Det er
sgu fra _den_ Kant, a' Mjet kommer! Nu ser vi _dit_ Ben!




                                             Jerslev
                                                pr. Rdsten.

  Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hrer Du, jeg vil
  ikke vre her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa
  forfrdeligt!

  Vi havde jo Hstgilde i Gaar paa Nsset, og saa allerbedst som vi
  dansede, kommer der en Mand lbende op fra Haven og siger, at det
  lille Straahus brnder, Du ved, nede ved Bgealleen. Og der
  bliver sendt Sprjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der
  ogsaa. Og de sagde, at de havde hrt nogen skrige derinde og
  raabe om Hjlp. Men vi hrte da ingenting, medens vi var dernede.
  Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som
  rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var
  forfrdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo
  blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med
  Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis
  nsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde
  staaet dernede i min klare Kjole uden Overtj paa, og i Dag gr
  det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der
  bankede paa min Dr, da jeg sov over mig. Og saa er det
  Kammerjomfruen, der nsten falder ind i mit Vrelse og grder og
  grder, saa jeg nsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille
  Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan nsten ikke fortlle
  det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er
  Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes
  Naade, de havde hrt skrige saa forfrdeligt. De fandt hende
  liggende dernede helt sort og brndt, og alt Tjet var brndt af
  hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de
  ogsaa; de laa begge dde under den gldende Aske. Hvordan det er
  gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen
  derinde og rget Cigaret, og saa har de vret uforsigtige,
  ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De
  ulykkelige Mennesker dog, det maa have vret forfrdelige
  jeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er lbet ud, da de
  opdagede Ilden. Og hvor maa det dog vre forfrdeligt for
  Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da
  vist sit daarlige Humr i den sidste Tid; men for sent!

  Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og grder og grder; men
  nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og
  hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa
  Nsset hos Snnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke,
  hvor lnge vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til
  Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme _straks_.
  Du kan jo fortlle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa,
  for jeg har lnge haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det
  blevet meget vrre.

  Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare
  jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes nsten, at det var Synd
  af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her.
  Bliv nu ikke bedrvet over, at jeg taler saadan; jeg skal vre
  saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem!

  Grev Scheele var slet ikke med til Hstgildet, saa vi kan ikke
  begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der
  er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke,
  for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog
  nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa
  maa jeg da vre saa taknemmelig, at min egen lille, sde Moder
  lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at
  jeg slet ikke kan tnke. Jeg har bare et eneste nske, og det er,
  at jeg maa komme hjem med nste Skib; _maa_ jeg ikke nok?

  Naar Du skriver _straks_, kan Brevet vre her paa Onsdag, og jeg
  kan rejse paa Lrdag. Sde, lille Moder, Du maa ikke sige nej,
  for saa tror jeg, at jeg dr.

  Skriv nu _straks_, hrer Du.

                                            Din hengivne
                                                      Kanin.

  Jeg synes ikke, at Du skal fortlle Brnene noget om denne
  forfrdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og
  det _er_ jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere.




Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Nsset. Huset i Jerslev
stod tomt, Mblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt.
Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny
taget det grnne Gstevrelse i Slottets vestre Flj i Besiddelse.

Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige
Slgtninges srgelige Endeligt havde gjort noget strre Indtryk paa
Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved hjt som forhen, og den
dvstumme maatte hver Aften prcis ti stte Papillotterne i de graa
Raadsherrekrller.

Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hdersfrue, i disse svre
Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen
efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den
vildeste Forvirring ....

Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var krt til Jerslev efter
Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han
formaaede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans
Forklaringer og spurgt og nikket.

-- Hvad siger min Sn?

-- Baronen har lukket sig inde paa Kontoret.

-- Hum! ... Er der ingen, som har prvet paa at komme ind til ham?

-- Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Dren; men han
svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.

-- Og Pigebarnet, Karen?

-- Hun grder jo, Pejsen, aa er helt fra det.

-- Og Mamsellen er vel bleven syg?

-- Frkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen.

-- Naa dog! ... Og hvor har man lagt ... lagt ... de dde?

-- Hendes Naade og Greven ligger oppe i Riddersalen.

-- Er der gaaet Bud efter Herredsfogeden?

-- Jo, Forvalteren er sl krt til Byen med Jagtvognen.

-- Naa! ... Kan du ikke kre lidt strkere, Jens!

-- Jovel!

Og Jens piskede paa Hestene, og Karossen for i jagende Fart ad Nsset
til ....

I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod Kammerjomfruen og
Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hndervriden.

-- Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op
under Jammer og Graad -- Gaa til Jert Arbejde og opfr Jer som voksne
Mennesker! ... Har min Sn vist sig?

-- Aa Gud, aa Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op!

-- Aa Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke!

Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til
Dren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage
Overtjet af.

Da hun stod foran Dren, lyttede hun frst med tilbageholdt
Aandedrt. Derpaa bankede hun paa:

-- Helmuth, det er mig!

Intet Svar.

-- Helmuth! ... Er Dren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun
Niels Tjener, der var fulgt efter hende.

-- Ja, Deres Naade; vi har prvet!

Fru Juliane bjede sig ned for at kigge gennem Nglehullet. Men
Nglen sad i, og hun kunde intet se.

-- Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hrer du ikke! Luk op!
Det er mig, din Mor! ... Har han vret i Seng i Nat?

-- Nej, Deres Naade.

-- I har vel ... Der har vel ... Har I hrt nogen Larm derinde fra?

-- Nej, Deres Naade, ikke en Lyd.

Den gamle Frue sukkede lettet.

-- Du maa hente Smeden! sagde hun saa -- Ind _skal_ vi!

Niels vendte sig for at lbe af Sted, da Nglen i det samme blev
drejet om. Dren gik op, og Baronen viste sig paa Trskelen.

-- Er det dig, Mo'r?

-- Helmuth, min Dreng! udbrd Baronessen uvilkaarlig og greb Snnens
Haand -- Det er da godt, at du har vret fornuftig!

Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Dren lukkedes atter.

-- Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle -- Hvordan er dog alt
dette gaaet til!

Baronen slog uvillig ud med Haanden.

-- Har du set hende? spurgte han.

-- Nej ....

-- Hvor har de lagt ....

-- Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.

-- Jeg vil ikke ha' _ham_ her paa Gaarden! Lad ham straks blive krt
over til Holgersminde!

-- Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist frst ta' Syn.

-- Herredsfogeden?

-- Ja; Forvalteren er krt ud efter ham. Jeg tnker, her skal holdes
et Slags Forhr.

-- Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.

-- Du kommer dog vist til det ...

-- Skal jeg ogsaa forhres maaske?

-- Ni, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha'
noget at vide om de nrmere Omstndigheder.

-- Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan
ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke
mig ved! Hvad kan jeg gre for, at han og hun ligger og ... ligger og
horer sammen!

-- Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Snnen
paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens
Berring.

-- Du maa ta' dig af Sagen, sagde han -- Sprger From efter mig, saa
sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!

-- Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag,
Helmuth?

-- Nej.

-- Vil du ikke ha' noget?

-- Nej!

-- Jamen, Helmuth, du har ikke godt af ....

-- Plag mig ikke!

-- Vil du da heller ikke prve paa at lgge dig lidt ...

-- Hum! sagde Baronen utaalmodig -- Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en
Vogn. Det er vist dem.

Og han skd lempelig sin Moder hen mod Dren.

-- Jeg lukker af igen! sagde han -- Og jeg lukker ikke op for nogen
som helst!

-- Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok srge for, at du faar Lov at
vre heroppe i Fred! ... Men jeg har tnkt paa, Helmuth, om det ikke
er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen
over til Jerslev forelbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos
Postmesterens?

-- Gr som du vil! Det kommer ikke mig ved!

Og Dren lukkedes, og Nglen blev drejet om.

-- -- --

Da Forvalteren en Timestid senere kom krende med Herredsfogeden og
Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog
Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer flte sig, som naturligt var, dybt rystede over
Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade reprsenterede ved
denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevgten og
Overlegenheden.

-- Og Deres ulykkelige Sn? spurgte Doktoren nsten med Taarer i
jnene -- Hvordan br' han Slaget?

-- Ja--a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk -- han har jo
lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste,
henvendte hun sig til Herredsfogeden -- at under disse Omstndigheder
maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos
Deherrer; han ...

-- Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne -- Under disse
Forhold ....

-- Og han nskede jo gerne, vedblev Fru Juliane -- at ... Grevens Lig
fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Nsset. Det er ham
ubehageligt at ...

-- Ja, ja! nikkede Herredsfogeden -- Selvflgelig! ... Men Deres
Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....

-- Naturligvis!

-- Hvor har man ...  ... anbragt ...

-- Heroppe i Riddersalen.

-- _Begge??_

-- Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det.
Helmuth ...

-- Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?

-- Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhret
afholdes her paa Stedet?

-- Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.

-- Helmuth ... Det er jo altsaa ikke ndvendigt, at min Sn ....

-- Ved Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?

-- Det var nede fra Dansesalen.

-- Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?

-- _Jeg_ deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde
den gamle Frue og rystede Krllerne -- Jeg kukkelurede i Jerslev! Min
Svigerdatter og jeg satte ikke strre Pris paa hinandens Selskab, ved
De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen
til Stede -- vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte
ikke Stningen, men slog med Haanden ud mod Fljdrene til
Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

-- Jovel, Deres Naade!

-- Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op.
Doktoren og Herredsfogeden nsker at gre Jer nogle Sprgsmaal! ...
Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen,
hvis Dr Niels aabnede og lukkede.

-- Pokkers gammelt Jrn! mumlede Doktor Larsen og saa beundrende
efter Damen.

-- Ja nsten uhyggelig! mente Herredsfoged From -- Det _var_ jo dog
hendes Sns Kone!

-- --

Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhret afholdt.

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al
Sandsynlighed maatte vre opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to
ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affren: Hvorfor
havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede
Ilden?

De behvede jo blot at have stdt Dren op for straks at have vret
uden for al Fare!

Kunde bemeldte Dr stnges af udvendig fra?

Ja.

_Havde_ den vret stnget?

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Mller, Jakob Hansen,
Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der frst af alle havde vret til
Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at
hre Skrigene og Ndraabene inde bag Flammerne, at de jeblikkelig
var lbet tilbage til Slottet for at gre Allarm.

Men det var ikke rimeligt, at Dren havde vret stnget udefra. Thi
hvem skulde have gjort det om end blot for Ljer og Spgs Skyld? Alle
var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at
de tvende afbrndte havde sgt Tilflugt i omtalte Hytte. --

Et andet Punkt var dette:

Var den afdde Baronesses Fravrelse fra Slottet bleven bemrket, fr
Ulykken konstateredes?

Her vilde det have vret nskeligt, om Baron Helmuth havde vret
nrvrende for at give Svar. Men Hans Hjvelbaarenheds fortvivlede og
nedbjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde
truffet Hans Hjvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskftiget
med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om
Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprjte og Vandvogn
hurtigst skulde kres ned til Brandstedet, og derpaa selv et jeblik
efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men
da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen,
skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han
havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Dre og uden at ville
tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. --

Og efter at der endnu var blevet afhrt en Del Vidner, hvis Udsagn
alle gik ud paa det samme, nemlig at de frst var ankommen til
Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes
Forhret og Vidnerne dimitteredes.

Konklusionen af Undersgelsen blev dernst flgende:

De afbrndte anses for frivillig at have sgt Dden; medens Skrigene
og Ndraabene menes at maatte tilskrives Ddskampen. --

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og
Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

-- -- --

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden
til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som
fandtes fortjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat.
Hjtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen
Gstereren finde Sted, og intet Flge indbydes. -- Det var Hendes
gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Snnen for at sprge om
hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gr som du vil;
det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet forelbig at handle
efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgrelser havde
Enkebaronessen vret ene om at trffe. Efter hendes Diktat havde
Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i Kbenhavn. (Det
havde vret umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift
vilde Fru Juliane ikke udstte for denne gamle Ttkams Kritik!)
Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition
fra Grevindens Sagfrer, der, efter nogle almindelige og vel
turnerede Vendinger i Anledning af den srgelige og i hj Grad
beklagelsesvrdige Ulykkeshndelse, forlangte Barnet udleveret; da
det formodedes, at Hans Hjvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under
de forhaandenvrende irregulre Omstndigheder ikke nskede at gre
noget Krav paa den unge Pige gldende. Ligesom det ej heller
formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant
Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophrte med at staa i noget
som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatnkte
Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.

  P. S.

Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdde Moder angaar,
skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil
.....

Og Baby rejste.

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret
hende om at maatte blive! Hun brd sig slet ikke om at komme tilbage
til sin Grandma: Jeg holder meget mere af dig, Bedstemor, meget,
meget mere af dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal vre
saa sd og god og rar! Og du skal nok faa Fornjelse af mig! Lille,
lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen
havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der vret et
sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa
Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede
Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget
fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da
Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet
igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rrende indtrngende
om at tage hende med tilbage til Nsset, at Baronessen flte Taarerne
stige op i sine hrdede jne, og for ikke at gre sig til Latter for
sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt
rive sig ls og bede de omstaaende om at binde den tossede Ts,
indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hnderne i
Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjlpels og
raadvild, og overvrede denne Scene, forglemt og upaaagtet, sknt
hendes smaa, gode jne dog ogsaa var fulde til Randen.

-- -- --

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige
Gravsted paa Nsgaardenes Kirkegaard.

Flget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionrer, samt
Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Prsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis
Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved
Indholdets fine Hensynstagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavst
Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde kre hende
tilbage til Nsset, kom Pastoren og lagde sine Hnder mildt foldede i
hinanden paa Vogndrens Kant.

-- Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg br sge en
Samtale med Deres Hr. Sn?

-- Nej, i alt Fald ikke forelbig, Hr. Pastor.

-- Vi br lade ham gaa nogen Tid i Ro?

-- Ja, jeg tror det.

-- Ja, aa ja! ... Og Gud sknke ham den forndne Styrke! ... Vil
Deres Naade bevidne Hans Hjvelbaarenhed min hjerteligste
Deltagelse!

-- Tak, det skal jeg.

-- Far--vel!

-- Farvel, Hr. Pastor! ... Ja, saa kan du godt kre, Jens!

Og Karossen rullede bort.




-- Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter
Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Snnen som sdvanlig sad i
Stolen foran Skrivebordet og stirrede slvt ud gennem Vinduet --
Helmuth, Slagter Kryer er nede for at se paa de Stude!

-- Forvalteren er vel hjemme?

Den gamle Frue gik tt hen bag Baronens Stol.

-- Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun.

-- Lad mig vre i Fred, Mo'r!

-- Nej, Helmuth, vedblev hun indtrngende og lagde sin Haand paa hans
Skulder -- kom nu, hrer du! Herregud, du maa jo dog ta' dig sammen
engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' dig for! Du
sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!

Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han
svarede ikke, men saa bare paa hende med et Par slve, bedrvede
Hundejne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare
Taarer.

-- Helmuth dog! udbrd den gamle Frue harmfuld -- Nu har du jo
drukket igen!

Og hun forlod Kontoret utaalmodig og oprrt. Men da hun var kommen
ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krllerne og
begav sig derpaa ned i Fedestalden for selv at overvre Salget af
Studene.

-- Vi er da Gudskelov ikke _alle_ bleven Idioter! mumlede hun, da hun
rank som en Grenader skred ned gennem Borggaarden -- Hold _Mund_,
Hunde!

-- -- --

Havde Baron Helmuth blot formaaet at mande sig den mindste Smule op,
vilde Hendes gamle Naade ingenlunde have flt sig utilfreds med
Situationen. Det halve Aars ufrivillige Indesprring i Klosteret i
Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire smaa
Stuer derovre blevet hende mere og mere utaalelige. Hun kunde ikke
rre sig for bare Vgge og Lofter og Mbler: Naar man trkker Vejret
lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani --
faar man en Stol i Halsen! Og snyder man Nsen, revner Drene! ... Og
saa det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have
nogle Undersaatter at regere over, bare at gaa der Dag ud og Dag
ind og spille Bold med Stasia, havde til Tider vret nr ved at
berve den gamle Dronning hendes ligelige Humr og vende op og ned
paa hendes olympiske Ligevgt. Hun havde fattet et grundmuret Had
til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstaaet at
hindre hende i engang imellem at komme op og faa sig en Mundfuld
Luft i de hjloftede Stuer paa Nsset, hvor hun dog fordum havde
rumsteret frit og enevldigt i over fyrretyve Aar!

Og nu var hun der.

Men saa var Drengen bleven fjollet!

I den frste Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, saa dog
stiltiende indrmmet Helmuth en vis Ret til at vre lidt ljerlig.
Vel havde Fruentimmeret ikke vret meget bevendt; men det var jo da
hans Kone; og _han_ havde vist til at begynde med lovet sig megen
Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var dd paa en temmelig
ubehagelig Maade ... Naa ja! Men havde hun fortjent det bedre -- Den
gamle Frue var nsten tilbjelig til at falde tilbage til sin
Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet
ind og ladet Gabriel eller en anden Engel stte Ild paa Hytten for at
straffe Baronesse Alvilda og hendes Ftter-Galan! --

Atter og atter havde Fru Juliane forsgt at tale Snnen til Fornuft.
Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget
hjalp det. Det var med Nd og nppe, at hun en enkelt Gang havde
formaaet ham til at indtage sine Maaltider i Spisesalen. Som oftest
maatte Maden serveres for ham paa Kontoret. Og _ud_ af Huset var der
ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunde drive ham.

Det vil sige: om _Dagen_ ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt
paa Slottet og Egnen, at Baronen frdedes rundt paa Godsets Stier og
Veje, naar alle fornuftige Mennesker laa i deres sde Senge. Snart
var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfldigvis havde
haft rinde ude paa denne Tid af Dgnet. Og de af Tjenerskabet, der
sov i Hovedbygningen, hrte ham ofte ved Nattetider liste rundt i
Vrelserne og op og ned ad Trapper og Gange.

At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Snnens Ekscesser,
var jo ikke at befrygte; dertil var Tmmeret i hende for sejgt og
strkt. Men hun blev _arrig_ paa ham, gjorde hun, fordi hun ikke
kunde faa i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette
ellers saa normale og retlinede Menneske til at skabe sig kulret,
som om han lige var sluppen ud af Anstalten!

Hun havde prvet paa at tale til ham om Svigerdatteren og stte hende
paa den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og
havde forbudt hende at nvne Alvilda og alt, hvad hende vedrrte. Og
han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede
at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige
Dd! --

Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele
Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og
Anstanden maatte hun bevare og dkke og skjule for indiskrete Naboers
Blikke og Sprgsmaal om Snnens srgelige Tilstand.

Men hun var jo, som Doktor Larsen havde udtrykt sig: et gammelt
Jrn.

Dog var hun paa Nippet til at synke i Kn, da det en sknne Dag
opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt paa Godset
listede sig ned i Vinklderen og tmte adskillige Flasker til Bunden,
forinden han henad Morgenstunden sgte sin Seng.

Den gamle Frue segnede om paa en Stol, og det ligefrem sortnede for
hendes jne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse.
Men i nste Sekund rejste hun sig og rystede Krllerne, medens Blodet
steg hende til Hovedet, og hun uvilkaarlig knyttede sine Hnder:

-- Svinepels!

Og hurtig skyndte hun sig op paa Helmuths Vrelse, hvor han endnu laa
og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vaagen. Og i
haarde og buldrende Ord lste hun ham Teksten, saa at det klang
gennem Slottet.

Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtaaget og svaghjernet af
Vin og Svn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen,
uartikuleret klynkende og klagende, medens Taarerne trillede ned over
hans slappe, bleggraa Kinder.




Saa var det en Aften i Begyndelsen af November. Maanen skinnede
klart, men skjultes hvert jeblik af store, flossede Skyer, der joges
af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen
sad foran Spejlet ovre i det grnne Gstevrelse og fik Krllerne
soigneret for Natten.

Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsg
paa at vkke Helmuth af hans Ds. -- Og han havde lovet at tage sig
sammen.

Sknt Fru Juliane jo rigtignok ikke fstede nogen strre Lid til
dette hans Lfte, var hun dog i usdvanligt godt Humr og havde
gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod paa Skamlen bag
hende og opmrksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.

-- Ta' mig det Brev der henne paa Kommoden! befalede den gamle og
pegede.

Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede paa Plads igen.

-- Nu holder hun sine jne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde
Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at lse
den igennem.

Det var en Foresprgsel fra Hannibal, Husarljtnanten, hendes yngste
Sn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths
Tilstand havde naaet ham, og han tilskrev nu sin kre Moder og
spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort
Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers
kunde risikere, at Manden lavede Gld og Skandale og vanrgtede
Godset til Skade for sin Successor? .... Successoren var Ljtnanten.

-- H, h! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. --
Han kan bide sig i Nsen, kan han!

Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste
Trumf mod Helmuths Slvhed og Utilgngelighed .... Og den syntes
virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder
muligvis skulde faa Lejlighed til at spille vigtig, kunde Baronen
ikke staa for.

-- Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen
foredrog Brevet for ham. -- Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal
sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Nsset hundrede Aar endnu!
Den Vindbjtel!

Og den gamle havde pustet til Snnens Vrede og gjort sig al mulig
Umage for at smede, nu Jrnet var varmt og hvidgldende.
Administration og Umyndighedsgrelse vilde jo for hende vre det
samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op
for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden
og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Dd, og
at han, Ljtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind paa Nsset
som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.

-- Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. -- Skriv til ham, min Dreng,
og skld ham Huden fuld! Og ha'de du nu blot haft en Stamherre at
mde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig!

Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til
Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et
Brev med baade Nb og Kler. Fru Juliane havde lst det igennem og
tilfreds klappet Snnen paa Skulderen og sagt, at naar han og hun
holdt sammen, saa skulde de nok klare alle rter!

Og hun havde faaet Drengen med sig en Tur rundt i Markerne. Og paa
hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig paa Kontoret
for at glo Landvsen en Timestid med sit Herskab som i de gode,
gamle Dage.

Men hvad der dog forelbig maatte anses for det fornemste Resultat af
dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget
Helmuth et Lfte om for Fremtiden at ophre med sit Nattedrikkeri og
som Pant derpaa formaaet ham til at overlevere hende Nglen til
Vinklderen!

Og derfor lyste ogsaa Fru Julianes Ansigt i Aften saa venligt i
Toiletspejlet, at den dvstumme uvilkaarlig begyndte at rode rundt i
sin Hjerne, om der ikke muligvis skulde vre et eller andet, hun
kunde anmode om. Hun begyndte med at tnke paa sit Herskabs gamle,
blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede
inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende
Hjde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebestning ....

-- Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap dig!

Og den dvstummes Fingre, der nsten var stivnede i Forventningens
Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt
mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke.

Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig.

-- Kappen, Stasia!

Den dvstumme flj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen
til Vinduet og lftede Gardinet til Side for efter Sdvane at kaste
et Blik over til den stre Flj, hvor Snnens Kontor laa. Det gav et
St i hende, og Haanden, der holdt Gardinet, rystede.

-- Hum! mumlede hun. -- Hvad er nu det for Abekattestreger igen!

Et Lysskr bevgede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til
Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.

Enkebaronessen bjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod
Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i
Riddersalen.

Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Vrelset.

Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens
Krller; men den gamle stdte til hende, saa at den lille tumlede et
Par Skridt tilbage ... Der rg den Silkekjole!

Fru Juliane lyttede anspndt: Dren fra Riddersalen ud til den lille
Gang foran Gstevrelset blev lukket op, og tunge Skridt ld over
Gulvet.

Saa blev der banket paa.

-- Kom ind!

Dren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Trskelen bleg og
skulende og med et blaffende Lys i Haanden.

-- Jeg maa tale med dig, Mo'r ....

-- Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Snnen med store,
ransagende jne. -- Hvad er der _nu_! Du lovede jo at gaa i Seng!

-- Jeg maa tale med dig, gentog Baronen -- ovre i Kontoret!

-- Kan vi ikke lige saa godt snakke her? _Hun_ kan jo ingenting hre!

-- Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.

-- Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!

Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hrte Lyden af hans
Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.

Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslaabrok om sig og skyndte sig
efter ham ....

Ovre i Kontoret gik Helmuth rastls op og ned ad Gulvet.

Fru Juliane blev staaende lige inden for Dren og sendte ham et
nsten ondt Blik.

-- Herregud, Helmuth, sagde hun saa trt og klagende -- skal vi nu
begynde forfra!

Baronen gik frem mod hende, fgtende med Armene i Luften som en
sindssyg.

-- Jeg holder det ikke ud! skreg han. -- Jeg holder det ikke _ud_!
Jeg holder det ikke _ud_!

Den gamle Frue drog et dybt Suk.

-- Saa, saa, saa! sagde hun tyssende. -- Vr nu dog rolig! Det nytter
jo ikke noget at skrige saadan op!

Og hun tog ham ved Haanden og frte ham hen til Sofaen og trak ham
ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljelst.

-- Lille Helmuth, begyndte hun saa og saa ham bedrvet op i Ansigtet
-- jeg forstaar mig ikke paa dig. Nu har du hele Dagen i Dag opfrt
dig som et fornuftigt Menneske; og saa er det pludselig det samme
igen! Jeg er nr ved at opgive vred, min Dreng. Husk dog paa, at jeg
er en gammel Kone og kan trnge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg
gerne vil hjlpe dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt,
for at vi kunde faa det sammen her paa Nsset som i gamle Dage frend
dit ulykkelige Giftermaal; men naar du ikke vil hjlpe lidt til selv,
saa .... Hvad si'er du, Helmuth? Herregud saa tal da ud, min Dreng!

Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte.
Hun talte langsomt og famlende, som flte hun sig uvis.

-- Jeg har jo lnge tnkt, sagde hun -- at der maatte vre noget
andet, der pinte dig, end blot og bart det, at du havde mistet din
Kone; men jeg har ikke villet trnge ind paa dig. Og da jeg nu i Dag
saa dig saa fornuftig og rolig, saa tnkte jeg, at du var ved at
komme over det. Det vilde jo ogsaa ha' vret det bedste, om du selv
... Men hvis du tror, at det kan hjlpe dig at tale, saa ... For kom
du frst over _det_, saa klarede alt det andet sig nok lidt efter
lidt ... Og husk paa, min Dreng, at hvad der _er_ sket, _er_ sket og
kan aldrig lade sig gre om igen .... Tror du ikke, at mange af de
gamle Herrer og Fruer, som hnger oppe i Riddersalen, har gjort
Ting, som ... Men de har vret _strke_, Helmuth, de har vret
_fornuftige_ og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du maa
tro, min Dreng, at jeg tit har flt Trang til at tale rent ud af
Posen med dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at du
vilde rejse dig igen, naar du ha'de faaet tnkt ... _Jeg_ har jo
ogsaa i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har vret ved at bukke
under, det ved du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig
selv ... Og saa _de andre_, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede
op i hendes jne. -- Menneskene derude, Pbelen, de vilde jo trkke
paa Skulderen af os og ynke og le os ud ... kanske ogsaa nogle af dem
vilde fle Medlidenhed! Men vi, som er fdt over Hoben, min Dreng, vi
gamle Slgter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Sle, vi
bryder os ikke om Medlidenhed! Og gr vi undertiden noget, der kunde
bringe Folk til at skrige op og raabe paa Skandale, saa maa vi ta' os
sammen og lfte Hovedet dobbelt hjt for ikke at blive svinet til af
dem, der staar udenfor paa Gaden med Hnderne fulde af Skidt, som de
hellere end gerne vil smide paa os! Vi sidder da Gud ske Lov saa hjt
til Vejrs, at ingen kan naa os, naar vi ikke selv vil!

Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han
sad der, sammenkrben og foroverbjet i Sofaen ved hendes Side. Hans
Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale,
spurgte han, medens hans Fingre famlede nervst hen over hans Ben.

-- Du ved det altsaa, Mo'r?

-- Nej, sagde den gamle roligt -- jeg ved ingenting, Helmuth! Du har
jo ikke fortalt mig noget .... Og jeg saa ogsaa helst, at du ikke
gjorde det!

Baronen slog Hnderne for Ansigtet og stnnede.

-- Helmuth, _Helmuth_! raabte den gamle Frue og rev hans Hnder bort
og saa ham ind i jnene. Forstaar du da ikke, at den Slags Ting maa
et Menneske helst beholde for sig selv!

Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for saa sublime Sprgsmaal. Han
rokkede bare hjlpelst frem og tilbage og gentog:

-- Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!

-- Vilde det hjlpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du?

-- Du ved det jo, Mo'r ....

-- Hvad er det da, du vil?

Det varede lidt, inden Svaret kom.

-- Om jeg gik hen og meldte mig ... ld det langsomt.

-- Ja, hvad saa?

-- Og led min Straf ...

-- _Helmuth!_

-- Jamen jeg kan jo ikke, ikke, _ikke_ holde det ud! skreg han og
kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stnnede som et Dyr i
Ddsens Pine.

Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et jeblik lukkede
hun trt og raadls sine jne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun
kmpede jo for Livet.

-- Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun
formaaede -- fortl mig heller det hele. Tror du, at det kan hjlpe
dig at tale om det, saa fortl mig det alt sammen. Rejs dig nu op,
min Dreng! Saa! ... Du maa ikke saadan lade dig rive hen ... Jeg
forstaar jo saa godt, at det maa vre svrt for dig at gaa rundt saa
alene uden at ha' nogen at betro dig til og tale med. Men du skal se,
lille Helmuth, at naar du nu frst har lettet dit Hjerte, saa vil det
hele blive godt igen!

Alt medens den gamle, kloge Dame talte saalunde, havde hun besluttet
sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gre til
Medvider i Snnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig strre
Magt over ham. Thi hun vilde jo saa med Rette kunde holde ham for
je, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe
Skndsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa
hende, sin Moder, vilde han drage med sig, da hun jo, efter at vre
bleven sat ind i Sagen, burde gaa til vrigheden og angive ham.

Og, sknt hun var trt til Dden af Dagens Sindsbevgelser og Besvr,
smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortrffelige
Snedighed.

Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Snnen, indtil hun lidt
efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om,
hvorledes han hin skbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet
rundt i alle Vrelser for at sge efter Alvilda; og at den Tanke
pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa
Slottet, at hun var sgt ned i Straahytten. Han var da styrtet gennem
Haven og Bgealleen ned til Hytten. Og da han havde hrt Stemmer
derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om
til Dren og stnget den af. Og saa havde han strget Tndstikker og
sat Ild paa rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne
slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var lbet som
en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem ....

Enkebaronessen havde under Snnens Skriftemaal siddet stille og
tankefuld og klappet hans Haand.

-- Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig -- men naar man vil gre
den Slags Ting, maa man prve sig selv frst, min Dreng, om man er
strk!

-- Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, fr det var sket ...

-- Hum ... nej, det gjorde du vel ikke!

-- Og man har jo ikke Lov ...

-- Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vaagnede. -- Lov? ... De
fik Ln som forskyldt, gjorde de! ... Og nu _er_ det jo sket! ...
Hvad Nytte er det saa til, at du gaar og plager dig selv? Tror du, at
du fik det bedre, om du gik hen og meldte dig, som du siger?

-- Saa kunde jeg da lide min Straf ...

-- Lide din Straf! gentog Fru Juliane utaalmodigt. --
Plebejermoral, Helmuth! _Bondemoral!_ Nej, vis du Folk, at du ikke er
saadan en Pjalt, der la'r dig klemme Humret a', fordi din Kone var
en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes ngen ud af
Gaarden sammen med sin Galan af en Greve! ... Naa, men lad os nu ikke
snakke mere om _det_! sagde hun pludselig og slog om i en anden Tone.
-- Nu gaar du i din Seng, min Dreng, og sover paa dit grnne re til
i Morgen! Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo _to_ om
at hjlpes ad ...

Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og
indtrngende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at
staa ham bi med Raad og Daad, naar det trngtes. Og sgte paa ny at
paavise ham, at Mennesker, der var stillet hjt i Samfundet, kunde
ikke, fordi de havde begaaet en Handling, der laa uden for Loven,
bre sig ad som en Tjenestepige, der havde fdt i Dlgsmaal og saa
straks gik hen og faldt paa Kn for Herredsfogeden og peb og grd og
bekendte og bad om en Omgang Tugthus.

-- _Malkepige_moral, Helmuth! endte hun. -- Men du mente heller ikke,
hvad du sagde fr, min Dreng! Vel? Du var bare trt og ophidset af at
gaa og mase med dine Tanker alene. Nu, du har mig at tale med, skal
du se, at alting kommer i Orden igen! .... Giv mig nu Haanden paa, at
du vil gre, hvad der staar i din Magt for at ryste alle de syge og
forrykte Ideer af dig. Naa?

Helmuth rakte hende nu tvende sin Haand.

-- Jeg skal prve paa det, Mor ... sagde han; men han saa ikke paa
hende, han vendte Hovedet sky til Siden.

-- Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. -- Aa,
du ved ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Maaneder har vret for
mig! ... Naa, men nu ikke mere om det! Jeg er saa trt som en
Plovhest .... Du staar altsaa op i Morgen og gaar i Marken som
sdvanlig?

-- Ja ...

-- Du skal se sikken Appetit, du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave
noget rigtig lkkert til dig til Frokost! ... Skal vi saa sige
Godnat? Klokken er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af
bare Svnighed!

Enkebaronessen rejste sig.

-- Mo'r ... klynkede han.

-- _Helmuth!_ skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over
i Graad. -- Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget!

-- Jamen Mo'r ...

-- Hvad er det?

-- Jeg kan ikke ... falde i Svn, jeg ...

-- Skal jeg maaske sidde og vugge dig?

-- Lad mig ... Du maa ...

-- Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Trthed!

-- Gi' mig Nglen til Vinklderen! sagde Baronen tryglende. -- Jeg
kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi'
mig Nglen til Vinklderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg
dig ....




Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Vrelse kom igennem
Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa sig om, Maanen
skinnede ind gennem de hje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop
hen over Billederne paa Vggen i Hjrnet ud mod Haven -- Billederne
af Slgtens tre sidste Reprsentanter: Der hang han, Spilleren, som
havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at
skrabe de sidste Skillinger sammen havde fldet den ldgamle
Lindeall, Godsets stolteste Pryd! Og _der_ hang _han_, hendes egen
velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetmmeret af sine Lader og
Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!

Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejgerens, Billede var der
allerede gjort Plads til Snnens, Helmuths, Mordbrnderens,
Drankerens ...

Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Dren til med et
Drn, saa at alle de mre Billeder skjalv paa deres Spigre.

-- Skidt Slgt! mumlede hun. -- Raadden Slgt! Ingen Rygrad! Levet
for lnge!





End of the Project Gutenberg EBook of Slgten, by Gustav Wied

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SLGTEN ***

***** This file should be named 37594-8.txt or 37594-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/7/5/9/37594/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
